Luk

Luk
Luk

Luk

L 198 Forslag til lov om opdræt af vildt og ræve.

Af: Landbrugsminister Laurits Tørnæs (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ifølge loven skal alle, der opdrætter vildt med henblik på udsætning, kød- eller pelsproduktion eller salg af avls- eller brugsdyr, anmelde dette til landbrugsministeren. Loven giver mulighed for at forbyde opdræt og indførsel til opdrætsformål af bestemte arter af vildt.

Opdrættede hjorte må ifølge et eksisterende forbud ikke med jagt for øje udføres til lande, der tillader former for jagt, som er forbudt her i landet. Dette forbud bliver udvidet til at gælde for alle arter af opdrættet vildt.

Loven indeholder hjemmel for landbrugsministeren til at fastsætte regler for indretning og drift af bedrifter med opdræt af vildt. Der er endvidere hjemmel til at fastsætte regler for uddannelse af opdrættere samt for tranport og aflivning af vildt.

Af lovforslagets bemærkninger fremgik det, at Folketinget den 30. maj 1990 vedtog et beslutningsforslag nr. B 58, der pålagde regeringen at fremsætte forslag til en lovgivning på vildtområdet.

Landbrugsministeren fremlagde den 13. marts 1991 i Folketinget en skriftlig redegørelse om opdræt af vildt (Redegørelse nr. R 3), der indeholdt en nærmere beskrivelse af de foranstaltninger, som efter regeringens opfattelse burde gennemføres på området.

Formålet med lovforslaget var at opstille de grundlæggende regler for hold af vildt, når dette skete med henblik på udsætning, kød- eller pelsproduktion eller salg af avls- eller brugsdyr. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget havde det til hensigt at sikre, at sådant opdræt af vildt skulle ske på en måde, som tilgodeså hensynet til dyrenes naturlige adfærd, sikrede den frie vildtbestand og forebyggede husdyrsygdomme.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Christian Mejdahl (V), Jens Jørgensen (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Svend Aage Jensen (CD) og Henning Lysholm (KrF)