Luk

Luk
Luk

Luk

B 40 Forslag til folketingsbeslutning om stop for tvangstilslutning til kollektiv energiforsyning.

Af: Kim Behnke (FP), Ole Donner (FP), Kirsten Madsen (FP) og Poul Nødgaard (FP)
Samling: 1992-93
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingssamling at fremsætte de forslag, der er nødvendige for at sikre borgerne frit forbrugsvalg ved valg af opvarmningsform ud fra følgende retningslinier:

1) I lov nr. 382 af 13. juni 1990 om varmeforsyning foretages følgende ændringer:

a) § 11, hvorefter kommunalbestyrelser kan bestemme, at der ved udstedelse af byggetilladelser til nyt byggeri skal foretages tilslutning til kollektivt forsyningsanlæg, skal ophæves.

b) § 12, hvorefter kommunalbestyrelser også kan forlange tilslutning til kollektivt forsyningsanlæg fra ejendomme med eksisterende varmeanlæg, skal ophæves.

c) § 13, hvorefter kommunalbestyrelser kan afkræve bidrag til kollektivt forsyningsanlæg, også selv om ejendommen ikke er tilsluttet, skal ophæves.

d) § 14, hvorefter kommunalbestyrelser kan forbyde etablering af anden opvarmningsform i områder med kollektivt forsyningsanlæg, skal ophæves.

e) § 15, hvorefter energiministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsernes beslutninger efter §§ 11-14 skal tinglyses på ejendommene, skal ophæves.

2) Det efter varmeforsyningslovens § 14 udsendte påbud til kommunerne om at udnytte lovens mulighed for at forbyde brug af elvarme tilbagetrækkes. Det skal igen være muligt at lade elvarme indgå i forbrugerens valgmuligheder.

3) Der skal indføres hjemmel til at slette de allerede tinglyste bestemmelser om ejendommes pligt til at aftage energi fra kollektive forsyningsanlæg, således at forbrugerne opnår mulighed for efter eget valg at frasige sig den kollektive forsyning. Der skal gælde individuelle bestemmelser tinglyst på den enkelte ejendom og fællesbestemmelser i form af varmeforsyningsplaner, lokalplaner, regionplaner og/eller andre offentlige bestemmelser om ejendommes energiforsyningsvalg.«

Beslutningsforslaget var en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 4 fremsat i sidste folketingsår, se Årbog & Registre 1991-92 side 237.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 6 (FP) stemte for, 100 (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Ingrid Rasmussen (S), Peter Hansen-Nord (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Søren Riishøj (SF) og Kim Behnke (FP)