Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven udbygger de gældende regler om en garantiordning, således at denne ordning kommer til at omfatte flere arrangører end i dag. Samtidig åbnes der mulighed for, at garantistillelsen kan nedsættes eller bortfalde.

Lovforslaget blev fremsat med henblik på at gennemføre art. 7 i EF's pakkerejsedirektiv, der har følgende ordlyd: »Den rejsearrangør og/eller formidler, der er part i kontrakten, skal godtgøre, at han stiller tilstrækkelig garanti til i tilfælde af insolvens eller konkurs at sikre tilbagebetaling af erlagte beløb og hjemtransport af forbrugeren.«

Den danske gennemførelse af pakkerejsedirektivet skete dels ved vedtagelsen af nærværende lovforslag, dels ved vedtagelsen af et forslag til lov om pakkerejser (se nedenfor under L 281), som justitsministeren fremsatte.

Bemærkningerne henviste til betænkning nr. 1240/92 om pakkerejser udarbejdet af Justitsministeriets udvalg vedrørende pakkerejser m.v.

Det fremgik endvidere af bemærkningerne, at der i pakkerejseudvalget var enighed om, at art. 7 kunne gennemføres ved en tilpasning af loven om rejsegarantifonden. Under Industriministeriets videre arbejde med forberedelse af lovændringen viste der sig imidlertid at være behov for en mere gennemgribende revision af loven, der er fra 1979. Et sådant tilbundsgående revisionsarbejde kunne ikke nås inden den planlagte fremsættelse af de to lovforslag for Folketinget. Af hensyn til gennemførelsesfristen den 1. januar 1993 var det nødvendigt, at fremsættelsen skete så hurtigt som muligt. Den foreliggende revision var derfor en absolut minimumsløsning alene med henblik på en gennemførelse af direktivets art. 7. Der ville herefter blive nedsat et udvalg med henblik på en egentlig revision af loven, således at et nyt forslag kunne forelægges Folketinget hurtigst muligt.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 120 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).