Luk

Luk
Luk

Luk

L 41 Forslag til lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.

Af: Justitsminister Hans Engell (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven tilsigter at skabe det retlige grundlag for, at Danmark kan modtage visse særlig nødstedte personer fra det tidligere Jugoslavien midlertidigt.

Efter loven får den enkelte person opholdstilladelse i 6 måneder med mulighed for forlængelse. Det afgørende for spørgsmålet om forlængelse af opholdstilladelsen vil være, om vedkommende fortsat har behov for lægelig behandling eller anden hjælp. Men i betragtning af forholdene i visse dele af det tidligere Jugoslavien skal der tillige lægges vægt på, om personen på grund af krigshandlinger eller lignende uroligheder i det område, vedkommende ellers kan vende tilbage til, må antages at have behov for fortsat beskyttelse her i landet.

Personer, der har fået opholdstilladelse i henhold til invitationsordningen, vil kunne ansøge om politisk asyl her i landet.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at baggrunden for forslaget var, at udviklingen i det tidligere Jugoslavien har medført, at hundredtusindvis af mennesker er drevet på flugt fra deres hjemsted.

I denne situation, hvor befolkningen i store områder er hjemløse og på flugt på grund af de borgerkrigslignende tilstande, er det derfor påkrævet at yde en omfattende humanitær bistand til de nødstedte ofre for konflikten.

Udlændingeloven indeholder ikke regler, der tager sigte på at kunne give opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til grupper af personer, som det er påkrævet i den foreliggende situation, og som det anbefales af UNHCR.

Det retlige grundlag for at kunne invitere de pågældende til Danmark - uanset at de ikke kan anses for flygtninge efter udlændingelovens regler - skal derfor skabes ved en særlig lovgivning, der kan opfylde det aktuelle behov for ydelse af sådan humanitær bistand til ofrene for konflikten i Jugoslavien.

Loven er samtidig udformet således, at regeringen kan træffe beslutning om at anvende ordningen i eventuelle fremtidige tilfælde, hvor der opstår tilsvarende behov for at kunne yde en særlig humanitær indsats til udsatte persongrupper, der er særlig nødstedte på grund af krigshandlinger eller borgerkrigslignende tilstande i de pågældendes hjemland.

Loven fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af en række ændringsforslag stillet af justitsministeren bl.a. gående ud på at præcisere, at det ikke er udelukket at medtage nære familiemedlemmer, som ikke selvstændigt opfylder de opstillede kriterier for en modtagelsesordning. Der kan være tale om væsentlige humanitære hensyn.

Lovforslaget vedtaget med 109 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), John Vinther (KF), Ebba Strange (SF), Pia Kjærsgaard (FP), Arne Melchior (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)