Luk

Luk
Luk

Luk

L 50 Forslag til markedsføringslov.

Af: Industriminister Anne Birgitte Lundholt (KF)
Samling: 1992-93
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 51.

Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Ifølge lovforslaget skulle den hidtidige, gældende generalklausul bevares, hvorefter der i private erhvervsvirksomheder og offentlig virksomhed, som kunne sidestilles hermed, ikke måtte foretages handlinger, der strider mod god markedsføringsskik. Samtidig skulle forhandlingsprincippet mellem Forbrugerombudsmanden og de erhvervsdrivende styrkes. Dette medførte bl.a. regler om forhåndsbesked, således at Forbrugerombudsmanden kunne udtale sig om sit syn på lovligheden af påtænkte markedsføringsforanstaltninger, hvis erhvervsdrivende anmodede herom.

Endelig skulle Forbrugerombudsmanden søge at påvirke de erhvervsdrivende gennem udarbejdelse af retningslinier for markedsføringen på bestemte områder. Handlinger i strid med de retningslinier, der var fastsat efter forhandling, skulle betragtes som stridende mod god markedsføringsskik. Herudover indeholdt lovforslaget sanktionsbestemmelser.

Endelig skulle forbudet mod tilgift og det generelle forbud mod præmiekonkurrencer ophæves.

Baggrunden for lovforslaget var regeringens opfattelse af, at tiden var inde til at foretage en revision af loven og gøre den mere fremtidssikret under hensyn til samfundsudviklingen og den forventede udvikling i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked den 1. januar 1993.

Lovforslaget byggede i øvrigt på betænkning nr. 1236/92 »Ny markedsføringslov«. Betænkningen blev afgivet af et hurtigtarbejdende udvalg vedrørende modernisering af markedsføringsloven. Samtidig med dette lovforslag blev markedsføringslovens eksisterende § 7 om rabatmærker foreslået overført til prismærkningsloven, se omtalen nedenfor under L 51.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Erik Larsen (V), Agnete Laustsen (KF), Tommy Dinesen (SF), Tom Behnke (FP), Sonja Albrink (CD) og Henning Lysholm (KrF)