Efter 1. beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget henstiller til regeringen at fremsætte lovforslag om indførelse af en prisstigningskontrol for medicin. Prisstigningskontrollen skal etableres som en del af medicinallovgivningen og placeres i Sundhedsministeriet. Der oprettes en instans i forbindelse med Sundhedsstyrelsen, som varetager vurdering og evt. godkendelse af prisstigninger. Prisstigninger over inflationen skal anmeldes og begrundes til denne instans.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at medicinpriserne trods indførelsen af såkaldt generisk substitution, fastkronetilskud, der begrænsede det offentlige tilskud i forhold til det billigste præparat, og øget parallelimport, fortsatte med at stige i Danmark. Fra 1986 til 1992 var udgiften til medicin næsten fordoblet og udgjorde nu samlet 7 mia. kr. Det offentlige tilskud til medicin oversteg 3 mia. kr., hvilket var en stigning på mere end 1,2 mia. kr. i løbet af 5 år, på trods af at forbruget i samme periode var faldet med ca. 10 pct. En prisstigningskontrol ville være relativt enkel og ubureaukratisk at administrere, og den ville efter forslagsstillernes opfattelse forhindre, at tilløb til reel konkurrence blev blokeret ved dumpingpriser fra de store udbydere. Prisstigningskontrollen ville ligeledes hindre, at avancen kunne flyttes fra det ene produkt til det andet.