Luk

Luk
Luk

Luk

L 26 Forslag til lov om ophørsstøtte til jordbrugere.

Af: Landbrugsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

I henhold til loven kan der ydes ophørsstøtte til jordbrugere, der

- er fyldt 55 år, men ikke 67 år,

- har haft jordbrug som hovederhverv i de forudgående 10 år,

- afhænder eller bortforpagter bedriftens arealer og

- ophører med al erhvervsmæssig landbrugs- og gartnerivirksomhed.

De ved ophøret frigjorte arealer skal overtages af en jordbruger, der

- opfylder de uddannelseskrav, der fastsættes af landbrugsministeren,

- forpligter sig til at have jordbrug som hovederhverv i 5 år fra ophørstidspunktet og ikke er ansøgers ægtefælle eller samlever.

Ifølge lovforslagets bemærkninger indebar det, at der i Danmark skulle etableres en ophørsordning for jordbrugere.

Formålet med lovforslaget var bl.a. at lette omstillingsprocessen som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik og udsigterne til en aftale i GATT.

Gennemførelsen af en ophørsordning indgik i aftalen mellem landbrugsministeren og landbrugets organisationer af 6. april 1993. Aftalen indebar, at regeringen ville søge EF's ophørsordning for landbrugere gennemført.

Loven fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af nogle ændringsforslag stillet i udvalgets betænkning af landbrugsministeren.

Hensigten med et af ændringsforslagene var ifølge dets bemærkninger at åbne mulighed for, at jordbrugere, der ved ægtefælles død havde overtaget bedriften, kunne opnå ophørsstøtte.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, KF, V, CD, RV og KRF) mod 16 (SF og FP).
Partiernes ordførere
Henrik Dam Kristensen (S), Laurits Tørnæs (V), Anne Birgitte Lundholt (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Addi Andersen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)