Luk

Luk
Luk

Luk

L 29 Forslag til lov om ændring af lov om spillekasinoer og lov om afgift af spillekasinoer.

Af: Justitsminister Erling Olsen (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder bl.a. regler om følgende ændringer:

- Spillekasinoerne kan registrere gæster og eventuelle falskspillere,

- den persongruppe, der kan få del i midlerne fra troncen (en særlig beholder, hvori kasinogæsterne kan lægge spillemærker som drikkepenge til personalet), begrænses,

- der skal ske videoovervågning i spillekasinoet.

Endvidere er der regler, der skal forhindre hvidvaskning af penge i spillekasinoerne.

Da disse regler er udgiftskrævende for spillekasinoerne, indeholder loven samtidig en ændring af afgiftssatserne, således at afgiften af spillekasinoerne lettes.

Herudover indeholder loven en række justeringer og regler, der skal sikre bedre og mere konkurrencedygtige virksomheder.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale, at baggrunden for lovforslaget var et ønske om at forbedre kontrollen med spillekasinoer og herunder gennemføre nogle ændringer, hvorefter en række principper fra Rådets direktiv om forebyggende foranstaltninger mod anvendelsen af det finansielle system til hvidvaskning af penge (91/308/EØF) blev overført på kasinovirksomhed. Endvidere var det et ønske at foretage en generel justering af reglerne i lov om spillekasinoer.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af en række ændringsforslag ved 2. behandling, hvorved der bl.a. blev givet længere frist før ikrafttrædelsen af de nye regler.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 123 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Inge Dahl-Sørensen (V), John Vinther (KF), Ebba Strange (SF), Kim Behnke (FP), Sonja Albrink (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)