Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg (PØU).

Beslutningsforslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til i Det Europæiske Råd og i andre relevante internationale fora at fremsætte forslag, der kan begrænse valutaspekulation.«

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgik det, at omsætningen af valuta på fremsættelsestidspunktet var på seks tusinde milliarder kroner dagligt i gennemsnit, dvs. 40 gange større end verdens totale varehandel. Langt hovedparten af valutahandelen tjente udelukkende til spekulation. Valutaspekulationen betød meget for danskernes hverdag. Hvis der spekuleredes mod den danske krone, havde det øjeblikkelig negative økonomiske virkninger for stort set alle danske virksomheder og for hundredtusindvis af enkeltpersoner, fordi Nationalbanken så måtte gribe til stærke midler for at forsvare kronekursen. Hvis Nationalbanken satte renten kraftigt i vejret for at tiltrække kapital for at skabe en modbevægelse til den salgsbølge, der var sat i gang af spekulanterne, ramte dette virksomhederne hårdt, uden at de behøvede at have deltaget i spekulation.

Det var derfor efter forslagsstillernes opfattelse nødvendigt at gå i gang med at finde midler, der kunne bremse spekulationen. Det mest oplagte middel var at indføre en afgift på handel med valuta. En skat på 5 promille på valutatransaktioner ville markedsmæssigt svare til en 4 pct.s forskel i årlig rente på tremånederspapirer. Afgiften ville altså allerede ved denne beskedne størrelse være tilstrækkelig til at stoppe hovedparten af de spekulative kapitalbevægelser, samtidig med at den ville være så lille, at den ikke ville være en hæmsko for almindelig varehandel. Provenuet af afgiften ville være på ca. 1,5 billioner US-dollars, som kunne bruges til løsning af internationale opgaver som fattigdomsbekæmpelse, den globale miljømæssige omstilling og FN's fredsbevarende arbejde. Forslagsstillerne erkendte, at det var en international opgave, fordi en isoleret dansk afgift på valutahandel ikke havde nogen mening, når der var frie kapitalbevægelser. Forslagsstillerne fandt derfor, at den danske regering burde tage hul på debatten ved at stille forslag i Det Europæiske Råd og i andre internationale fora, hvor der var mulighed for at fremme synspunkterne.