Luk

Luk
Luk

Luk

F 24 Kan ministeren oplyse, hvad regeringen vil gøre for at stoppe gennemførelsen af EU-lovgivning, som medfører en sænkning af danske miljø- eller sundhedsstandarder, eller som begrænser Danmarks ret til at gennemføre bedre standarder?

Af: Keld Albrechtsen (EL) og Bruno Jerup (EL)
Til: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1994-95
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 50. Af Keld Albrechtsen (EL).

Fremsat ............... FF 4230
Bortfaldet ............... FF 4269

D 51. Af Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Henriette Kjær (KF), Elisabeth Arnold (RV) og Peter Duetoft (CD).

Fremsat ............... FF 4238
Vedtaget ................ FF 4269

D 52. Af Steen Gade (SF).

Fremsat ............... FF 4253
Bortfaldet ............... FF 4269

Fuld tekst:

D 50. Af Keld Albrechtsen (EL):

»Idet Folketinget fastslår, at hensynet til miljø og sundhed altid vejer tungere end hensynet til det indre marked, opfordrer Folketinget regeringen til

- at fremsætte forslag om traktatændring, der sikrer, at ethvert EU-land frit kan opretholde eller forbedre sine miljø-, arbejdsmiljø-, sundheds-, veterinær- og dyrebeskyttelsesstandarder,

- at sikre, at de enkelte lande uhindret kan gennemføre den grænsekontrol, som er nødvendig for at sikre disse hensyn, samt

- at fremsætte forslag om traktatændring, der sikrer den danske miljøgaranti, herunder sikrer, at den kommer til at gælde på alle områder i EU-traktaten.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 51. Af Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Henriette Kjær (KF), Elisabeth Arnold (RV) og Peter Duetoft (CD):

»Folketinget opfordrer regeringen til

- i EU fortsat at fremme hensynet til vækst, beskæftigelse og miljø som udtryk for en langsigtet dansk EU-politik,

- i EU at fremme tankegangen i kapitel 10 i Kommissionens hvidbog om vækst og beskæftigelse,

- at arbejde for, at EU's indre marked gennemføres, således at vigtige nationale beskyttelsesforanstaltninger på miljøområdet kan opretholdes og

- i EU at arbejde for på alle måder at styrke miljø- og sundhedssynspunkter, herunder at sikre høje minimumsbestemmelser.

Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 52. Af Steen Gade (SF):

»Folketinget opfordrer regeringen til

- i EU at arbejde for på alle måder at styrke miljø- og sundhedssynspunkter, herunder at sikre høje minimumsbestemmelser,

- at benytte revisionen af EU's miljøpolitik i forbindelse med nordiske landes optagelse i EU til mindst at nå det nordiske niveau,

- i EU at fremme tankegangen i kapitel 10 i Kommissionens hvidbog om vækst og beskæftigelse,

- fuldt ud at udnytte alle muligheder - herunder miljøgarantien - for at undgå, at sammenstødet mellem det indre marked og miljø- og sundhedssynspunkter fører til en sænkning af danske sundheds- og miljøstandarder eller begrænser muligheden for at gå videre.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 51 vedtoges med 95 stemmer (S, V, KF, FP, RV og CD) mod 6 (EL); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.

D 50 og D 52 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Henriette Kjær (KF), Steen Gade (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Elisabeth Arnold (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Peter Duetoft (CD)