Luk

Luk
Luk

Luk

L 134 Forslag til lov om ændring af vandløbsloven og vandforsyningsloven.

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Loven indsætter en bestemmelse i lov om vandløb, der giver amtsrådene mulighed for at genskabe en tilfredsstillende natur- og miljøkvalitet i vandløb, hvor opstemningsanlæg er til væsentlig skade for vandløbskvaliteten. Foranstaltningerne kan dog ikke gennemføres, hvis der derved tilsidesættes væsentlige kulturhistoriske interesser. Miljøstyrelsen kan yde tilskud til gennemførelse af foranstaltningerne.

Endvidere indsættes en bestemmelse i lov om vandforsyning, hvorefter der ved tilladelser til indvinding af overfladevand til dambrug altid skal opretholdes en vandføring på mindst halvdelen af medianminimumsvandføringen i vandløbet.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelsestale, at mange vandløb var påvirket af, at opstemninger og vandindvinding ved vandkraftværker og særlig dambrug resulterede i reduceret vandføring eller såkaldte døde åstrækninger. Derved blev den naturlige transport af planter, smådyr og fisk brudt og naturligt livs- og ynglemønster forhindret.

Hovedsigtet med lovforslaget var derfor at genskabe tilfredsstillende natur- og miljømæssige forhold i vandløb med opstemningsanlæg og at sikre, at tilladelser til indvinding af overfladevand til dambrugsdrift ikke medførte, at vandløbsstrækninger helt eller delvis blev tørlagt.

Det fremgik af Miljø- og Plænlægningsudvalgets betænkning over lovforslaget, at miljø- og energiministeren inden udgangen af år 2000 ville orientere udvalget om status for lovforslagets anvendelse og effekter med henblik på at kunne vurdere, om der var sket ændringer, som kunne give anledning til supplerende initiativer.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelse af ændringsforslag fra miljø- og energiministeren.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 5 (FP).
Partiernes ordførere
Martin Glerup (S), Henning Urup (V), Niels Langkilde (KF), Anne Baastrup (SF), Aage Brusgaard (FP), Elsebeth Gerner Nielsen (RV) og Bent Hindrup Andersen (EL)