Luk

Luk
Luk

Luk

F 21 Hvad kan regeringen oplyse om status for forberedelserne til EU's kommende regeringskonference?

Af: Ove Fich (S), Elisabeth Arnold (RV) og Peter Duetoft (CD)
Til: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV) Statsminister og Poul Nyrup Rasmussen (S)
Samling: 1995-96
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 23. Af Ove Fich (S), Elisabeth Arnold (RV) og Peter Duetoft (CD).

Fremsat ................ FF 2039
Vedtaget ................ FF 2237

D 24. Af Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF).

Fremsat ................ FF 2039
Bortfaldet ............... FF 2237

D 25. Af Annette Just (FP).

Fremsat ................ FF 2041
Bortfaldet ............... FF 2237

D 26. Af Steen Gade (SF).

Fremsat ................ FF 2054
Bortfaldet ............... FF 2237

Fuld tekst:

D 23. Af Ove Fich (S), Elisabeth Arnold (RV) og Peter Duetoft (CD):

»Idet Folketinget konstaterer,

- at regeringen deltager i regeringskonferencen på det fremlagte forhandlingsgrundlag,

- at Danmarks holdning til borgerskab, den økonomiske og monetære union, fælles forsvarspolitik og fælles forsvar og retlige og indre anliggender er fastlagt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 og kun kan ændres ved en ny dansk folkeafstemning,

- at regeringen vil tilrettelægge sin deltagelse i regeringskonferencen således, at Folketinget og befolkningen holdes løbende orienteret, og

- at Folketinget får forelagt forhandlingsresultatet af regeringskonferencen,

går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 24. Af Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF):

»Idet Folketinget opfordrer regeringen til forud for EU's regeringskonference i 1996 at udarbejde et dansk forhandlingsgrundlag, som siger nej til mere union og bygger på en sikring af vetoretten, miljøgarantien, de fire danske undtagelser og de små landes rettigheder samt garanterer en bindende folkeafstemning om de traktatændringer, som bliver resultatet af regeringskonferencen,

går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 25. Af Annette Just (FP):

»Idet Folketinget opfordrer regeringen til på regeringskonferencen at arbejde for, at en udvidelse af EU skal ske på betingelse af

- forenkling af bureaukratiet i EU,

- reform af EU's landbrugspolitik i henhold til WTO-aftalen,

- afskaffelse af omfordelingsfondene og aktiv bekæmpelse af af svindel,

- skærpelse af »subsidiaritet«, nærhedsprincippet, således at intet, der lige så godt kan klares på nationalt plan, bliver gjort på EU-plan, samt

- sikkerhed for, at der ikke oprettes EU-militær eller EU-politikorps,

går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

D 26. Af Steen Gade (SF):

»Folketinget opfordrer regeringen til på EU's kommende regeringskonference at arbejde for,

- at Central- og Østeuropa hurtigst muligt får mulighed for at blive medlemmer af EU,

- at miljø, forbrugerbeskyttelse og lønmodtagerrettigheder styrkes afgørende over det indre marked,

- at EU udvikler en økonomisk og økologisk sikkerhedspolitik,

- at EU udvikler sig fleksibelt både indadtil og i forbindelse med optagelsen af de central- og østeuropæiske lande, samt

- at sikre de danske undtagelser i Edinburghafgørelsen som en forudsætning for dansk accept af det endelige forhandlingsresultat. Dette forhandlingsresultat sendes til folkeafstemning.

Herefter går Folketinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 23 vedtaget med 112 stemmer (S, V, KF, RV og CD) mod 10 (FP, EL og DF); 10 (SF) stemte hverken for eller imod.

D 24, D 25 og D 26 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Charlotte Antonsen (V), Kent Sand Kirk (KF), Steen Gade (SF), Elisabeth Arnold (RV), Peter Duetoft (CD), Annette Just (FP), Keld Albrechtsen (EL) og Kristian Thulesen Dahl (DF)