Luk

Luk
Luk

Luk

L 115 Forslag til lov om en rejsegarantifond.

Af: Erhvervsminister Mimi Jakobsen (CD)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Erhvervsudvalget (ERU).

Loven erstatter den hidtidige lov om en rejsegarantifond. Rejsegarantifonden videreføres og får mulighed for bl.a. at kræve dokumentation for lovens overholdelse samt forhøjet garantistillelse. Endvidere indføres forhøjet garantistillelse for charterrejsearrangører efter en omsætningsafhængig skala.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at det fremgik af bemærkningerne til et tidligere lovforslag (L 278 fra folketingsåret 1992-93), at der skulle nedsættes et udvalg med henblik på en revision af rejsegarantifondloven.

Formålet med udvalgsarbejdet var oprindelig at tilpasse loven til pakkerejsedirektivet. Under udvalgsarbejdet viste der sig imidlertid et behov for at se på Rejsegarantifondens finansielle situation, da udgifterne for fonden begyndte at overstige indtægterne, og fondens formue forventedes at blive halveret på grund af de seneste konkurser i rejsebranchen. Målet med lovforslaget var bl.a. at konsolidere Rejsegarantifonden og indføre regler, som skulle sikre større kontrol med usolide og useriøse virksomheder i rejsebranchen.

Under behandlingen i Folketinget blev den foreslåede garantiskala for charterrejsearrangører ændret, således at der indførtes flere skalatrin (10 mod oprindelig 6) med en lavere garantisum. Dette skulle imødekomme ønsker fra mindre charterrejsearrangører.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 114 stemmer.
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Svend Erik Hovmand (V), Pernille Sams (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Annette Just (FP), Frank Aaen (EL), Sonja Albrink (CD) og Kristian Thulesen Dahl (DF)