Luk

Luk
Luk

Luk

L 59 Forslag til lov om ændring af lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v.

(Ændring af bemyndigelserne, rentesatsen, forældelse af strafansvar m.v.).

Af: Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (FLF).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver fødevareministeren bemyndigelse til at fastsætte regler om, at udbetaling af EU-støtte på det vegetabilske og animalske område gøres afhængig af overholdelse af nationale regler om natur og miljø, og til at fastsætte de nærmere betingelser for udbetaling af støtte fra den nationale konvolut (det beløb fra Landbrugsfonden, der er til rådighed for hvert land som led i Kommissionens Agenda 2000 på landbrugsområdet).

Derudover indebærer loven, at produktions- og promilleafgiftsfondene kan modtage andre midler end de i loven hidtil nævnte, og at anvendelsesområdet for promilleafgiftsfondenes midler udvides.

Endelig indebærer loven, at forældelsesfristen for overtrædelser, som medfører uberettigede støtteudbetalinger eller afgiftsfritagelser, forlænges fra 2 til 5 år.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for at fremsætte lovforslaget primært var, at det indgik i Kommissionens forslag til Agenda 2000 på landbrugsområdet at gøre EU-støtten afhængig af overholdelse af nationale regler om natur og miljø og inden for visse rammer stille et beløb fra Landbrugsfonden (de nationale konvolutter) til rådighed for hvert enkelt land. Støttebetingelserne skulle udformes af de enkelte lande.

Det fremgik endvidere, at ændringerne vedrørende produktions- og promilleafgiftsfondene skulle notificeres efter EU's regler om statsstøtte.

Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (S, SF, CD, RV og EL) mod 43 (V, KF (ved en fejlafstemning, KF ville have stemt for) DF og FP); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Karsten Nonbo (V), Lene Espersen (KF), Kristen Touborg (SF), Christian H. Hansen (DF), Anders Samuelsen (RV), Annie Lunde Hansen (CD), Søren Kolstrup (EL), Thorkild B. Fransgaard (FP) og Mogens Nørgård (KrF)