Luk

Luk
Luk

Luk

L 112 Forslag til lov om ændring af lov om banker og sparekasser m.v.

(Koncernregler, virksomhedsområde for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk m.v.).

Af: Økonomiminister Marianne Jelved (RV)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 112, L 113 og L 114.

Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører:

- at Finanstilsynet skal godkende pengeinstituttets aktionærer,
- at pengeinstituttets ledelse skal opfylde krav om egnethed og hæderlighed,
- at Finanstilsynet kan stille krav om afhændelse af kapitalandele i tilknyttede selskaber,
- at Finanstilsynet kan stille krav om, at en finansiel virksomhed udskilles i en delkoncern for sig,
- en udbygning og harmonisering af reglerne om koncerninterne transaktioner i den finansielle sektor,
- at adgangen til at udøve aktivt ejerskab udvides, således at to finansielle virksomheder i forening kan udøve bestemmende indflydelse i ikke-finansielle virksomheder,
- at skatteaktiver skal fratrækkes ved opgørelsen af pengeinstituttets ansvarlige kapital,
- at pengeinstitutter gives mulighed for at videregive kundeoplysninger til et finansielt holdingselskab eller et moderselskab til brug for dette selskabs styring af ricisi i koncernen, og
- at Finanstilsynet gives adgang til at foretage inspektioner uden retskendelse.

Endelig medfører loven en udvidelse af virksomhedsområdet for Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk (FIH), således at FIH kan yde sikkerhedsstillelse og garantier, foretage finansielle transaktioner - også hvor dette ikke sker til afdækning af rente- og valutarisiko - samt medvirke ved børsintroduktioner.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at forslaget blev fremsat med henblik på at gennemføre en række af de anbefalinger, som var indeholdt i rapporten fra Udvalget om den finansielle sektor efter år 2000 (År 2000-udvalget).

For så vidt angår bestemmelserne om institutternes tavshedspligt, fik lovforslaget sin endelige udformning efter ændringsforslag fra økonomiministeren. Ændringsforslagene medførte, at bestemmelsen om videregivelse af kundeoplysninger til brug for risikostyring i koncernen som hovedregel ikke finder anvendelse på privatkunders engagementer.

Endelig tilkendegav ministeren som svar på et spørgsmål fra udvalget, at hun i folketingsåret 2000-01 er indstillet på at genoptage drøftelsen af afgrænsningen af begrebet »sædvanlige kundeoplysninger« med henblik på at fastlægge, hvilke oplysninger der skal anses som fortrolige, og som finansielle institutter derfor ikke kan videregive.

Den del af forslaget, der vedrørte År 2000-udvalgets anbefalinger, skulle ses i sammenhæng med L 113-117. Den del af forslaget, som vedrørte institutternes tavshedspligt, skulle ses i sammenhæng med L 63 om betalingsmidler og L 147 om behandling af personoplysninger. Der henvises til omtalen af de pågældende forslag.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF og Frank Dahlgaard (UP)) mod 14 (SF, EL og FRI).
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Pia Larsen (V), Egil Møller (DF), Pernille Sams (KF), Ole Sohn (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Kirsten Jacobsen (FRI)