Luk

Luk
Luk

Luk

L 153 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige arkiver m.v.

(Arkivlovens registerbestemmelser m.v.).

Af: Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Med loven revideres bestemmelser om arkivalier indeholdende personoplysninger, som er lagret elektronisk, og kulturministeren bemyndiges til at fastsætte bestemmelser om betaling for opbevaring af arkivalier, der efter en nærmere bestemt dato dannes på papir. Endelig bemyndiges ministeren til at uddelegere den mere detaljerede regelfastsættelse om behandling m.v. af arkivalier til rigsarkivaren.

Lovforslaget var en genfremsættelse af lovforslag nr. L 96 fra folketingsåret 1998-99, jf. omtalen i Årbog & Registre 1998-99 side 126, idet der dog var tilføjet bestemmelser om Domstolsstyrelsens kompetence ved behandling af konkrete tilgængelighedssager om materiale, der er afleveret fra retterne.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den primære hensigt var at tilpasse arkivloven til den kommende lov om behandling af personoplysninger. Der henvises til omtalen af L 147.

Lovforslaget vedtaget med 89 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV og Frank Dahlgaard (UP)) mod 11 (DF, EL og FRI); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Lise Hækkerup (S), Kim Andersen (V), Aase D. Madsen (DF), Brian Mikkelsen (KF), Ole Sohn (SF), Anders Samuelsen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Tove Videbæk (KrF)