Luk

Luk
Luk

Luk

L 213 Forslag til lov om ændring af lov om visse forbrugeraftaler, markedsføringsloven og visse andre love.

(Gennemførelse af EU-regler om fjernsalg, uanmodet markedsføring m.v. og metoden til beregning af årlige omkostninger i procent samt gennemførelse af protokoller om Domstolens fortolkningskompetence vedrørende konventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser m.v.).

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Retsudvalget (REU)

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer udvidelse af fortrydelsesretten ved fjernsalg i forbrugeraftaleloven. Bl.a. udvides lovens anvendelsesområde til også at gælde aftaler om tjenesteydelser og til at gælde brug af enhver form for fjernkommunikation. Endvidere udvides forbrugerens fortrydelsesret.

Desuden indeholder loven regler om den erhvervsdrivendes oplysningspligt over for forbrugeren om den pågældende vare eller tjenesteydelse, aftalevilkårene og forbrugerens rettigheder. Loven indfører endvidere regler i markedsføringsloven om, i hvilke tilfælde og hvordan en erhvervsdrivende må rette uanmodet henvendelse til en forbruger.

Endelig indeholder loven nogle mere tekniske ændringer af loven om kreditaftaler og gennemførelse af to protokoller om lovvalget i kontraktforhold.

Med lovforslaget gennemførtes Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdirektivet), artikel 10 og 12 i direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (ISDN-direktivet), direktiv 98/7/EF om ændring af forbrugerkreditdirektivet og to protokoller, som er knyttet til den såkaldte Rom-konvention (konvention af 19. juni 1980) om lovvalget i kontraktforhold, der er indgået mellem EU-landene.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, EL (ved en fejl), KRF og Frank Dahlgaard (UP)) mod 2 (FRI).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Eva Kjer Hansen (V), Peter Skaarup (DF), Jens Heimburger (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Sonja Albrink (CD), Søren Søndergaard (EL) og Tom Behnke (FRI)