Luk

Luk
Luk

Luk

L 130 Forslag til lov om ændring af kriminallov for Grønland.

(Krænkelse af statens internationale forpligtelser samt adgang til og vilkår for færdsel i visse dele af Grønland).

Af: Justitsminister Frank Jensen (S)
Samling: 2000-01
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Udvalget vedrørende Grønlandslove (GLU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indebærer, at det også i Grønland bliver muligt at sanktionere overtrædelser af bestemmelser, som skal sikre gennemførelsen af beslutninger truffet af FN's Sikkerhedsråd. Loven bemyndiger endvidere justitsministeren til at fastsætte regler om adgang til og vilkår for færdsel i visse dele af Grønland, navnlig på indlandsisen, i Nationalparken i Nord- og Østgrønland og til og fra forsvarsområder.

Lovforslagets del vedrørende færdsel på indlandsisen m.v. erstattede den hidtidige rejsebekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 39 af 22. februar 1967 med senere ændring).

Baggrunden for indsætning af en hjemmel i kriminalloven var, at den tidligere gældende bestemmelse havde hjemmel i »hidtil gældende praksis«. Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at de påtænkte nye regler næppe ville kunne udstedes med hjemmel i denne bestemmelse.

Formålet med den påtænkte regulering var ikke at lægge hindringer i vejen for sædvanlig færdsel og jagtvirksomhed, men at regulere ekspeditions- eller anden undersøgelsesvirksomhed, uanset denne virksomheds videnskabelige eller erhvervsmæssige karakter.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 103 stemmer.
Partiernes ordførere
Hans-Pavia Rosing (S), Ellen Kristensen (V), Pia Christmas-Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Egil Møller (DF), Keld Albrechtsen (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)