Luk

Luk
Luk

Luk

B 2 Forslag til folketingsbeslutning om kommission til undersøgelse af Farumsagen.

Af: Aage Frandsen (SF), Svend Auken (S), Poul Nødgaard (DF) og Line Barfod (EL)
Samling: 2002-03
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Med folketingsbeslutningen pålægges regeringen at nedsætte en undersøgelseskommission, der har til formål at opklare Farumsagen, hvilket bl.a. indebærer en undersøgelse af

- borgmesterens, kommunalbestyrelsesmedlemmernes og embedsværkets varetagelse af deres hverv henholdsvis embeder,

- den kommunale revision,

- Farum Kommunes aftaler med organisationer og private virksomheder samt dispositioner i øvrigt, som har været til gavn for bestemte politiske partier eller personer, og

- de forskellige tilsynsmyndigheders og politiets rolle i forbindelse med Farumsagen.

Beslutningsforslaget havde nær sammenhæng med beslutningsforslag nr. B 84 fra folketingsåret 2001-02 (2. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 2001-02 side 414, der ligeledes havde til formål at få nedsat en undersøgelseskommission til at undersøge Farumsagen, og med den beretning over dette forslag, som Udvalget for Forretningsordenen afgav den 28. august 2002.

Forslagsstillerne noterede sig i bemærkningerne til forslaget, at justitsministeren ikke fulgte det flertal i Udvalget for Forretningsordenen, der i ovennævnte beretning ønskede en undersøgelseskommission nedsat. Forslagsstillerne fremsatte derfor dette beslutningsforslag.

Ifølge forslagsstillerne var formålet med beslutningsforslaget at undgå, at lignende sager kunne opstå i fremtiden. En undersøgelse kunne således give anledning til ændringer i love og administrative regler m.v.

Af bemærkningerne til forslaget fremgik det endvidere, at forslagsstillernes ønske om en undersøgelseskommission var motiveret af at sikre, at »alle sten skulle vendes« i Farumsagen, idet der var tale om en af de største - måske den største - skandalesag inden for det offentlige med udgangspunkt i en kommune, der nogen sinde var set i Danmark.

Beslutningsforslaget vedtaget med 62 stemmer (S, DF, SF og EL) mod 49 (V, KF, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Svend Auken (S), Poul Nødgaard (DF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Aage Frandsen (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Line Barfod (EL) og Jann Sjursen (KrF)