Luk

Luk
Luk

Luk

L 163 Forslag til lov om ændring af lov om folkekirkens økonomi, lov om menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v.

(Større økonomisk frihed, decentralisering af kompetence m.v.).

Af: Kirkeminister Tove Fergo (V)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kirkeudvalget (KIU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder bl.a. en såkaldt sognefuldmagt, der indebærer en generel adgang for de enkelte menighedsråd til at afholde udgifter til kirkelige aktiviteter. Endvidere ændres budgetproceduren, således at menighedsrådene fremover tildeles en rammebevilling. Desuden gives provstiudvalgene kompetence til at godkende menighedsrådenes beslutninger om forbrug af kirkers og præsteembeders formue og køb og salg af fast ejendom.

Det fremgik af bemærkningerne, at intentionen med lovforslaget var at styrke udviklingen i retning af størst mulig lokal handlefrihed og beslutningskompetence i folkekirken. Lovforslaget byggede endvidere til dels på forslag, der blev fremsat i Delbetænkning I (1386/2000), som blev afgivet af det af kirkeministeren nedsatte Forenklingsudvalg i juni 2000.

Loven fik sin endelige udformning ved 2 ændringsforslag fra kirkeministeren, der indsatte en revisionsbestemmelse i loven, og som præciserede, at ministeren ikke kunne fastsætte regler om størrelsen af kirke- og præstegårdskassernes udgifter eller om kirkeskattens størrelse.

Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KRF); 10 (SF og EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Karen J. Klint (S), Jesper Langballe (DF), Knud Erik Kirkegaard (KF), Margrete Auken (SF), Niels Helveg Petersen (RV) og Jann Sjursen (KrF)