Luk

Luk
Luk

Luk

L 51 Forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse.

(Styrkelse af kommunernes incitamenter til udgiftsbegrænsning).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (KF)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at den ejerfinansierede andel af byfornyelsesudgifterne øges ved at nedsætte refusionen til kommunerne fra 70 pct. til 60 pct. samt at forpligte kommunerne til at optage forhandlinger med ejerne af ejendommene med henblik på, at ejerne selv skal finansiere byfornyelsesarbejderne.

Loven indebærer, at den fulde beboerbetaling gennemføres over en kortere årrække, samt at andelsboliger ikke længere kan opnå støtte efter reglerne om aftalt boligforbedring. Støtten til aftalt boligforbedring forkortes fra maksimalt 15 år til maksimalt 10 år.

Det fremgik af forslagets bemærkninger, at omlægningen af byfornyelsesstøtten skulle give en øget målretning af de offentlige støttemidler, så disse blev målrettet mod problemramte områder med særligt behov for en offentlig indsats, samt reducere den offentlige støtteandel for at øge andelen af den private kapital i byfornyelsen.

Forslaget var en del af regeringens boligpolitiske udspil »Flere boliger - vækst og fornyelse på boligmarkedet« og skulle ses i sammenhæng med L 52, L 53, L 54, L 55, L 56 og L 57. Der henvises til omtalen af disse forslag.

Lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (V, S, DF, KF, RV og KRF) mod 10 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Ulrik Kragh (V), Lissa Mathiasen (S), Anita Knakkergaard (DF), Carina Christensen (KF), Morten Homann (SF), Niels Helveg Petersen (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Tove Videbæk (KrF)