Luk

Luk
Luk

Luk

B 16 Forslag til folketingsbeslutning om at betinge køreskoleundervisning af en bestået prøve i grundlæggende førstehjælp.

Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Beretning afgivet
Efter 1. beh. henvist til Retsudvalget (REU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at ændre kørekortbekendtgørelsen således, at det blev en betingelse for at kunne påbegynde undervisningen hos en kørelærer, at man havde bestået et grundlæggende kursus i førstehjælp.

Det fremgik af bemærkningerne til forslaget, at en arbejdsgruppe nedsat af Færdselssikkerhedskommissionen i 1995 havde givet udtryk for, at det var ønskeligt, at en så stor del af befolkningen som muligt havde teoretisk og praktisk kendskab til aktiv førstehjælp.

Beslutningsforslaget var en uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 206 fra folketingsåret 2003-04, jf. Årbog & Registre 2003-04.

Retsudvalget afgav en beretning over beslutningsforslaget. Udvalget tilkendegav bl.a., at en grundlæggende førstehjælpsprøve på 6 timer kunne give bilister m.v. en grundlæggende forståelse for konsekvenserne af trafikuheld og dermed eventuelt bidrage til, at bilisterne fik en bedre trafikkultur.

Udvalget pålagde regeringen at ændre kørekortbekendtgørelsen således, at køreskoleeleven fra den 1. oktober 2006 enten inden påbegyndelse af undervisningen hos en kørelærer eller senest, når eleven af kørelæreren blev indstillet til køreprøve, havde bestået det grundlæggende kursus i førstehjælp.
Partiernes ordførere
Karsten Nonbo (V), Frode Sørensen (S), Kim Christiansen (DF), Tom Behnke (KF), Simon Emil Ammitzbøll-Bille (RV), Poul Henrik Hedeboe (SF) og Line Barfod (EL)