Luk

Luk
Luk

Luk

L 201 Forslag til lov om ændring af børnefamilieydelsesloven og forskellige andre love.

(Ungeydelse for 15-17 årige, mulighed for at standse ungeydelsen m.v.).

Af: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V)
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet
Loven medfører en omlægning af børnefamilieydelsen for de 15-17-årige til en ungeydelse og ændrer betegnelsen børnefamilieydelse til børne- og ungeydelse. Den samlede ydelse i løbet af et kalenderår vil være uændret.

Med loven bliver det endvidere muligt for kommunalbestyrelsen uden forudgående ansøgning at kunne udbetale ungeydelsen til den 15-17-årige selv, hvis forældrene ikke vil samarbejde om den unges pligt efter vejledningsloven til at følge sin uddannelsesplan og være i uddannelse eller i arbejde. Kommunalbestyrelsen får endvidere mulighed for at tilbageholde ungeydelsen, hvis den unge og dennes forældre ikke vil respektere den unges pligt til at følge sin uddannelsesplan og være i uddannelse eller i arbejde.

Lovens formål er at give kommunerne yderligere redskaber i indsatsen for at få unge i uddannelse eller job.

Lovforslaget var en del af aftalen om finansloven for 2010 mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti og skulle også ses som et led i opfyldelsen af regeringens målsætning om, at alle unge skulle have et liv med uddannelse og arbejde, og at 95 pct. af en ungdomsårgang skulle gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015.
Loven trådte i kraft den 1. januar 2011.
Lovforslaget vedtoges med 58 stemmer (V, DF, KF og LA, Pia Christmas-Møller (UFG)) mod 51 (S, SF, RV, EL og Christian H. Hansen (UFG)).
Partiernes ordførere
Lars Christian Lilleholt (V), Nick Hækkerup (S), Mikkel Dencker (DF), Nanna Westerby (SF), Mike Legarth (KF), Marianne Jelved (RV) og Johanne Schmidt-Nielsen (EL)