Luk

Luk
Luk

Luk

L 96 Forslag til lov om ændring af lov om detailsalg fra butikker m.v.

(Liberalisering af reglerne om åbningstid).

Af: Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2009-10
Status: Stadfæstet
Loven skal medvirke til at skabe tidssvarende åbningstider til gavn for butikker og forbrugere.
Med loven sker der en gradvis liberalisering.
Fra den 1. juli 2010 vil alle butikker kunne holde åbent både den første og den sidste søndag i hver måned. Endvidere vil butikkerne kunne holde åbent alle søndagene i december måned og have mulighed for at holde åbent yderligere 4 søndage om året. Det er dog en betingelse, at søndagene ikke falder på helligdage, juleaftensdag og grundlovsdag samt nytårsaftensdag efter kl. 15.00, hvor der ikke må ske detailsalg. På lørdage udvides åbningstiden fra kl. 17.00 til kl. 20.00 for alle butikker. Byggemarkeder og bagerbutikker undtages fra lukketidsbestemmelserne ligesom mindre butikker, der sælger materialer til hus og have.
Fra den 1. oktober 2012 vil alle butikker kunne holde døgnåbent året rundt, dog med undtagelse af helligdage, grundlovsdag og juleaftensdag samt nytårsaftensdag efter kl. 15.00.
Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF, KF, RV og LA) mod 46 (S, SF og EL).
Partiernes ordførere
Jacob Jensen (V), Orla Hav (S), Colette L. Brix (DF), Pia Olsen Dyhr (SF), Mike Legarth (KF), Morten Østergaard (RV) og Frank Aaen (EL)