Luk

Luk
Luk

Luk

L 147 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.

(Lægers varetagelse af vaccinationsopgaver, Statens Serum Instituts virke i internationale samarbejder, forsyningspligt, hvad angår vacciner og beredskabsprodukter og drift og forvaltning af MiBa samt regulering og forrentning af erstatnings- og godtgørelsesbeløb).

Af: Sundhedsminister Magnus Heunicke (S)
Samling: 2021-22
Status: Delt
Lovforslaget bemyndiger sundhedsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvilke læger i specifikke funktioner eller sektorer der vil kunne indgå i varetagelsen af en konkret vaccinationsopgave eller et vaccinationsprogram.

Det skal tydeliggøres, at Statens Serum Institut har kompetence til f.eks. ved mangel på vacciner at beslutte, hvilke myndigheder eller private virksomheder instituttet kan distribuere eller afskære distribution af vacciner og beredskabsprodukter til for at sikre forsyningen til de offentlige vaccinationsprogrammer og undgå vaccinespild.

Desuden sikres der hjemmelsgrundlag for Statens Serum Instituts opgavevaretagelse i relation til grænseoverskridende sundhedsrisici, herunder udveksling af oplysninger om varianter af mikroorganismer med andre lande.

Endelig foreslås det, at Statens Serum Institut fremadrettet skal være den eneste dataansvarlige for personoplysninger i Den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa).

Lovforslaget ændrer ligeledes regulerings- og forrentningsregler på patienterstatningsområdet. Det foreslås således, at regulerings- og forrentningstidspunktet af erstatninger og godtgørelser flyttes fra forfaldstidspunktet i erstatningsansvarsloven til tidspunktet for Patienterstatningens afgørelse.

Lovforslaget blev ved 2. behandling opdelt i 3 lovforslag: L 147 A, L 147 B og L 147 C.

Partiernes ordførere
Liselott Blixt (UFG), Rasmus Horn Langhoff (S), Martin Geertsen (V), Kirsten Normann Andersen (SF), Stinus Lindgreen (RV), Peder Hvelplund (EL), Per Larsen (KF) og Jens Henrik Thulesen Dahl (DF)