Folketingsbeslutningen har følgende ordlyd:
„Folketinget giver sin tilslutning til, at Danmark yder sin medvirken ved oprettelse og drift af et skandinavisk hospital i Korea i overensstemmelse med de i vedføjede bilag angivne retningslinier, og til, at regeringen træffer de nødvendige aftaler med den norske og den svenske regering samt med den koreanske regering og de medvirkende internationale organer.
Folketinget giver sin tilslutning til, at der til bestridelse af udgifter ved hospitalets oprettelse og udstyr samt forberedelsen af hospitalets drift på tillægsbevillingsloven for finansåret 1954-55 (under finanslovkonto § 12 III. 14. „Tilskud til internationalt, humanitært hjælpearbejde") optages et beløb på 4 609 167 kr.
De fornødne bevillinger til dækning af Danmarks andel i hospitalets driftsudgifter i en 5 års periode vil være at optage på de årlige finanslove."
Om det planlagte skandinaviske hospital oplyses i bilaget til forslaget bl. a. følgende:
A. Hospitalsplanens forhistorie.
Efter opfordring af UNKRA (De Forenede Nationers Genopbygningsorganisation for Korea) gav de skandinaviske lande i 1951 tilsagn om at yde bidrag til Koreas genopbygning. Norge og Sverige stillede henholdsvis $ 829 000 og $ 966 517 i udsigt.
For Danmarks vedkommende var der tale om $ 860 000, et beløb svarende til de ca. 6 mill. kr., som påregnedes at ville medgå til en fortsat udstationering af „Jutlandia" i et halvt år efter fjendtlighedernes ophør. Allerede på det nævnte tidspunkt var man dog klar over, at en sådan udstationering næppe ville være den mest effektive hjælpeydelse.
Tanken om at lade de skandinaviske lande yde deres bidrag til genopbygningshjælpen gennem en indsats på hospitalsvæsenets område var opstået på et tidligt tidspunkt under Koreakrigen og begrundedes dels ved den særlige sagkundskab, som findes i de skandinaviske lande, dels ved den tilknytning til Korea, der var tilvejebragt gennem de norske og svenske feltlazaretter og gennem „Jutlandia"-ekspeditionen. De koreanske myndigheder har gentagne gange udtalt stor interesse for det skandinaviske arbejde på dette felt.
I henhold til beslutning på et nordisk udenrigsministermøde i oktober 1951 nedsattes et udvalg af sagkyndige fra de tre lande til drøftelse af en fællesskandinavisk aktion i form af et træningshospital. Sagens behandling trak imidlertid ud, væsentlig på grund af den usikre situation i Korea.
For at bringe klarhed i sagen besluttede de nordiske udenrigsministre den 1. september 1953 i overensstemmelse med det nævnte udvalgs indstilling at udsende en sagkyndig forhandlingsdelegation til Korea. Fra dansk side deltog hospitalsdirektør K. Warming og professor N. Blixenkrone-Møller. Delegationen fik til opgave at undersøge alle foreliggende muligheder for en skandinavisk indsats på sundhedsvæsenets område og i sin beretning til de skandinaviske regeringer at fremsætte konkrete forslag.
B. Planens hovedpunkter.
Delegationen afgav i november 1953 en beretning, som anbefaler en plan, der havde fået tilslutning af de koreanske myndigheder og af UNKRA. Hovedpunkterne var følgende:
a. De skandinaviske lande skulle acceptere den koreanske regerings tilbud om to i Seoul beliggende hospitaler med henblik på oprettelse af et „Medical Center", der tænkes anvendt dels til sygebehandling og dels til undervisning af koreanske læger, studerende og sygehuspersonale iøvrigt.
b. Ved et sådant centers virksomhed i en 5-10 års periode skulle der kunne ydes et stort og varigt bidrag til Koreas genopbygning på det sundhedsmæssige område.
c. Administrationen skulle i den nævnte periode ligge i skandinaviske hænder, ligesom de ledende stillinger indenfor læge- og sygeplejerskepersonalet skulle besættes med skandinaver. Det samlede skandinaviske personale er anslået til ca. 150 personer, deraf 30-45 læger, ca. 60 sygeplejersker og iøvrigt en række tekniske specialister samt administrations- og kontorpersonale. Et antal koreanske læger og sygeplejersker skulle deltage i hospitalsarbejdet og samtidig modtage undervisning.
d. Der måtte foretages omfattende reparations- samt om- og tilbygningsarbejder ved hospitalsbygningerne, ligesom der måtte opføres boliger for det skandinaviske personale; den koreanske regering var villig til at stille en grund til rådighed for det sidstnævnte formål. Disse arbejder beregnedes at kunne fuldføres på 1½-2 år.
C. Planens finansiering.
UNKRA har givet tilsagn om at overtage alle udgifter ved de ovennævnte byggearbejder, hvortil regnes at ville medgå $ 2,4 mill. Den koreanske regering skal fremskaffe arbejdskraft m. v. De skandinaviske lande skal i „byggeperioden" (1954-55) udrede ialt $ 2 mill., heraf halvdelen til hospitalsudstyr m. v. og $ 1 mill. til forskellige løbende udgifter, herunder iværksættelse af hospitalsdrift i begrænset omfang.
De årlige driftsudgifter efter udløbet af „byggeperioden" (herunder lønninger og rejser for personalet, fornyelse af medicinsk udstyr, lægemidler, administration etc.) beregnes til ca. $ 1,5 mill. foruden visse ydelser fra den koreanske regering.
De skandinaviske landes udgifter tænkes afholdt af hvert land med 1/3, og Danmarks andel skulle således blive henholdsvis 666 666 67 dollars (4 609 167 kr.) i 1954-55 og derefter 500 000 dollars om året. En garanti for driften i mindst 5 år betragtes som en nødvendig forudsætning for, at planen overhovedet iværksættes.
For Danmarks vedkommende vil de samlede udgifter i forbindelse med hospitalets oprettelse samt dets drift i 5 år, efter at hospitalet som helhed har kunnet tages i brug, beløbe sig til ca. 22 mill. kr.
D. De skandinaviske landes, Koreas og UNKRAs stilling til planen.
Hospitalsplanen har efter afgivelsen af forhandlingsdelegationens beretning været genstand for fortsat behandling i de skandinaviske lande.
Alle tre regeringer var allerede i januar måned 1954 principielt indstillet på at medvirke til gennemførelse af planen.
UNKRA har den 24. marts bekræftet, at organisationen vil yde det ovennævnte bidrag på $ 2,4 mill. til dækning af byggeudgifterne.
E. Danmarks tilslutning.
I februar 1954 drøftedes Danmarks medvirken ved hospitalsplanens gennemførelse i det udenrigspolitiske nævn, som gav sin tilslutning dertil. Efter at der i den følgende tid ved interskandinaviske drøftelser og ved forhandling med UNKRA er tilvejebragt yderligere oplysninger med hensyn til hospitalsplanens enkeltheder og dens praktiske konsekvenser, foreslår regeringen nu, at folketinget giver sin tilslutning til planen, sikrer Danmarks andel i dens finansiering og bemyndiger regeringen til at slutte de fornødne overenskomster med de andre interesserede parter.
Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning gav udenrigsministeren tinget en udførlig redegørelse for sagen. Denne redegørelse slutter således:
„Ikke alene fra et internationalt, men også fra et nordisk synspunkt tillægger jeg dette nye initiativ stor betydning.
Vi har længe, både i sin tid indenfor Folkeforbundet og nu i de sidste år i De Forenede Nationer, praktiseret et nært samarbejde under drøftelserne af de store politiske problemer.
I den tuberkulosekampagne, som lige efter anden verdenskrig iværksattes i nær tilknytning til FNs børnehjælpsfond (UNICEF), blev en meget stor del af arbejdet udført af skandinaviske læger og sygeplejersker i loyalt samarbejde med hinanden og med kolleger fra andre lande.
Nu gælder det at opbygge en helt ny og mere varig fællesskandinavisk administration, som dels skal tilrettelægge Koreaarbejdet herhjemmefra, dels sikre dets udførelse under vanskelige forhold i det fremmede. Nordmænd, svenskere og danske skal påny i praksis vise, at de under gensidig respekt og helt på lige fod er i stand til at arbejde sammen og supplere hinanden.
Det lover godt for det fremtidige arbejde, at de skandinaviske sagkyndige har kunnet nå til fuld enighed om den plan, som Danmark nu skal give sin officielle tilslutning. Den danske regering har fuld tillid til, at det skandinaviske samarbejde også på dette nye område vil kunne gennemføres i praksis, og at denne fælles indsats ude i verden vil kunne tjene til eksempel."
Forslaget vedtoges enstemmigt i folketinget, idet kommunisterne afholdt sig fra at stemme, hvilket Alfred Jensen begrundede med, at hospitalet efter aftale med den sydkoreanske regering skulle placeres i Seoul og — sålænge Korea var splittet i to dele — ikke ville komme Nordkorea tilgode.