I sin i 1949 afgivne betænkning vedrørende de værnepligtiges forhold har den af arbejds- og socialministeriet nedsatte ungdomskommission stillet forskellige forslag angående den for de værnepligtige gældende talsmandsordning og den gældende ordning vedrørende de værnepligtiges adgang til at fremsætte klager. Disse forslag har — på linie med kommissionens øvrige forslag vedrørende de værnepligtiges retslige stilling — været behandlet i det af krigsministeriet og marineministeriet i 1949 nedsatte udvalg til overvejelse af ændringer i den militære straffelov og militære retsplejelov. I sin i december 1952 afgivne betænkning har udvalget herefter på grundlag af ungdomskommissionens forslag gjort indstilling om en række ændringer i den hidtidige talsmands- og klageordning, der hovedsagelig hvilede på administrative bestemmelser (forsvarsministeriets kundgørelser, tjenestebestemmelser og lignende). Endvidere har udvalget henledt opmærksomheden på, hvorvidt talsmandsordningen burde lovfæstes, og forsvarsministeriet har under hensyn til, at det drejer sig om et for de værnepligtiges retsstilling og for forsvarets arbejde i det hele særdeles vigtigt sæt af regler, fundet det rettest i forbindelse med den foreslåede udbygning af talsmands- og klageordningen nu at foreslå reglerne herom lovfæstet.

Som bilag til det fremsatte lovforslag var optrykt udkast til kundgørelse for forsvaret vedrørende loven og udkast til afsnit i lærebog for menige om klager m. m. og talsmænd.

Loven adskiller sig navnlig på følgende punkter fra den hidtidige ikke lovfæstede ordning: 1) Talsmændenes beføjelser begrænses ikke til kun at angå ikke-kommandomæssige forhold, idet grænsen mellem kommandomæssige og ikke-kommandomæssige forhold har vist sig næsten umulig at drage. 2) Den hidtidige regel om, at den, som ønsker at klage, skal meddele det til den, han vil klage over, er ophævet. 3) Klager skal ikke som hidtil fremføres for den nærmeste foresatte chef, men for afdelingschefen (bataillonschefen).

Loven har følgende indhold:

Kap. I: Talsmænd:

§ 1. Værnepligtige menige har indenfor tjenesteområdet (kompagni, eskadrille, skib, fort el. lign.) efter nedenstående regler ret til af deres midte at vælge 2 talsmænd, der — hvor dette ikke er i strid med almindeligt gældende bestemmelser — enkeltvis eller i fællesskab kan fremføre besværinger, andragender eller andre anliggender for den nærmeste foresatte chef samt yde bistand ved fremførelse af de i kap. II omhandlede klager.

I de to første måneder af uddannelsestiden udpeges talsmændene dog af chefen for vedkommende tjenesteområde. Dette skal ske senest ugedagen efter mandskabets møde ved forsvaret.

§ 2. Valg af talsmænd foretages gennem hemmelig, skriftlig afstemning og afgøres ved simpelt stemmeflertal. Der stemmes på personer, og i tilfælde af stemmelighed foretages lodtrækning.

En menig, der er valgt af mandskabet, kan nægte at modtage hvervet som talsmand, ligesom han til enhver tid senere kan frasige sig dette.

Den, der for en forseelse begået efter mødet ved forsvaret er straffet med strengere, ubetinget straf end vagtarrest i 10 dage, kan ikke vælges til eller forblive som talsmand.

En talsmand, valgt af mandskabet, kan senere afsættes, såfremt over halvdelen af de værnepligtige menige gennem hemmelig, skriftlig afstemning stemmer herfor.

§ 3. Det er tilladt tjenestefri menige efter anmeldelse til vedkommende chef at forsamles under iagttagelse af sømmelige former for at vælge talsmænd eller for at rådslå med disse om de i § 1 nævnte anliggender. Møderne ledes af en af talsmændene. Til afholdelse af sådanne møder samt til talsmændenes drøftelser skal der anvises et til formålet egnet sted.

Det bør tilstræbes, at der tillige afholdes regelmæssige møder mellem talsmændene og deres foresatte, hvor også almene spørgsmål af betydning for mandskabet kan drøftes.

§ 4. Når flere underafdelinger har ophold på samme kaserne, eller når flere skibe er samlet i en havn under fælles kommando og i lignende tilfælde, kan talsmændene for sådanne enheder afholde samlede møder i fritiden for at drøfte de i § 1 nævnte anliggender af fælles interesse samt i fællesskab ad kommandovejen rette henvendelse til de militære myndigheder.

§ 5. Såfremt talsmændene efter henvendelse til den nærmeste foresatte chef ikke anser en af dem rejst sag for at være afsluttet, er det dem tilladt efter derom afgiven melding til den pågældende chef at få foretræde for den nærmeste foresatte højere chef, medmindre dette af vedkommende højere chef skønnes urimeligt efter sagens anledning og forholdene iøvrigt. Henvendelse kan tillige foretages skriftligt og ad kommandovejen indsendes til forsvarsministeren. Såfremt der bliver tale om en klage, jfr. § 8, forholdes i overensstemmelse med reglerne i kap. II.

§ 6. Afslag på talsmændenes henvendelser skal begrundes. Undtaget herfra er kun forhold, hvorom der af særlige militære hensyn må bevares tavshed.

§ 7. Foranstående regler berører ikke den enkelte meniges ret til for sit vedkommende selv at rette henvendelse til sine foresatte i overensstemmelse med gældende regler.

Kap. II: Klageadgang:

§ 8. Klage over en foresat eller en foranstående fremføres skriftligt eller mundtligt for afdelingschefen (bataillonschefen eller dertil svarende chef).

Såfremt flere ønsker at klage i forening, skal to af dem på de øvriges vegne fremføre den fælles klage; sker det skriftligt, skal klagen indeholde oplysninger om samtlige deltagere.

§ 9. En menig, der ønsker at fremføre en klage over en foresat eller foranstående, skal have adgang til at drøfte sagen med en talsmand og til at lade denne møde med sig eller i stedet for sig ved klagens fremførelse. Talsmanden har altid ret til at nægte sin medvirken ved sådanne klagers indgivelse.

§ 10. Den af vedkommende chef trufne afgørelse vedrørende en klage kan skriftligt og direkte indbringes for forsvarsministerens klageudvalg.

Såfremt der er flere deltagere i klagen, finder bestemmelsen i § 8, stk. 2, tilsvarende anvendelse.

§ 11. Forsvarsministerens klageudvalg består af nedennævnte, af forsvarsministeren udpegede medlemmer:

1) en civil kommitteret som formand,

2) en auditør,

3) en tjenstgørende militærperson af det pågældende værn, korps el. lign.

Medlemmerne udpeges for 3 år ad gangen, og deres honorar fastsættes på finansloven.

§ 12. Udvalget har følgende beføjelser:

1) afvisning med påtegning om grunden i tilfælde, hvor klagen uden nærmere undersøgelse kan ses at være ganske ubegrundet,

2) oversendelse til andre myndigheder, hvorunder klagen henhører (f. eks. politi eller andre borgerlige myndigheder),

3) nærmere undersøgelse, herunder afhøring af klageren og indhentelse af erklæringer fra militære myndigheder.

Klageren og den, over hvem der klages, skal snarest have meddelelse om klagens modtagelse og skal i alle tilfælde underrettes om sagens udfald.

Såfremt sagen ikke afvises eller oversendes til anden myndighed, afgiver udvalget — eventuelt efter foretagen undersøgelse — indstilling til forsvarsministeren, der træffer afgørelse.

Forsvarsministeren fører iøvrigt tilsyn med udvalgets arbejde og fastsætter de nærmere regler for forretningsgangen.

§ 13. Efter forsvarsministerens bestemmelse kan også andre besværinger end de i § 10 omhandlede henvises til klageudvalgets behandling.

§ 14. Denne lov træder i kraft 3 måneder efter dens stadfæstelse.

Ved 1. behandling fik lovforslaget tilslutning fra samtlige partiers ordførere.

I det nedsatte udvalgs betænkning, der var enstemmig, stilledes forskellige ændringsforslag, der hovedsagelig tog sigte på en tydeliggørelse. I udvalgsbetænkningen oplystes, at udvalget havde modtaget repræsentanter for Fællesorganisationen af Officerer i Hæren, Hovedorganisationen for Søofficerer og Organisationen af Flyvevåbnets Officerer, som havde fremsat forskellige ønsker om ændringer i lovforslaget. Repræsentanterne havde således frem, sat ønske om, at adgangen til at indbringe klager til forsvarsministeren skulle være betinget af, at sagen havde været forelagt eller søgt forelagt den nærmeste foresatte højere chef. Dette havde udvalget og ministeren imidlertid ikke fundet grundlag for, da den nærmeste foresatte højere chef altid, hvor sagerne indbringes for forsvarsministeren, vil få lejlighed til at udtale sig over sagen, idet indbringelsen skal ske ad kommandovejen. Foranlediget ved organisationernes henvendelse stilledes ændringsforslag til § 5, hvorved det præciseredes, at talsmændene ikke kunne indbringe andre sager end klager for klageudvalget. Udvalget og ministeren havde ikke kunnet imødekomme et ønske fra organisationerne om, at den civile kommitterede, der skal være formand for klageudvalget, skulle have virket i retsplejen enten som dommer eller som sagfører, idet man ikke fandt det rigtigt at binde ministeren til at vælge en jurist. I overensstemmelse med et ønske fra organisationerne stilledes ændringsforslag om, at klage indgives til bataillonschefen i stedet for regimentschefen. Dette ønske var også rejst under sagens 1. behandling i folketinget. Det oplystes endvidere, at ministeren havde erklæret, at bestemmelsen i § 1, jfr. § 3, alene betyder, at egentlige møder med talsmændene afholdes udenfor tjenestetiden. Reglerne er derimod ikke til hinder for, at menige fremfører besværinger m. m. under tjenesten, forudsat de forinden indhenter den fornødne tilladelse hertil.

Ved 2. behandling vedtoges de stillede ændringsforslag. Under denne behandling fremsattes af Ingmar Wagner (DK) ønske om forskellige ændringer i lovforslaget, således om at talsmændene kun skulle udpeges af befalingsmændene den første måned, om at de værnepligtiges møder skulle kunne holdes i tjenestetiden, og om særlige bestemmelser til beskyttelse af talsmændene.

Den fornyede udvalgsbehandling gav, ikke anledning til ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 128 stemmer.