Loven går ud på, at bestemmelserne i § 38, § 39, stk. 1, 3 og 5-8, samt § 40 i loven om motorkøretøjer (angående erstatningspligt og ansvarsforsikring) fremtidig skal have gyldighed for cykler med hjælpemotor (knallerter).

Efter en i folketinget tilføjet bestemmelse skal føreren af en sådan cykle under kørslen til enhver tid på forlangende af politiet ved forevisning af præmiekvittering godtgøre, at foreskrevet ansvarsforsikring er tegnet og holdt i kraft.

Endvidere enedes man i folketinget om, at loven skal have gyldighed fra 1. august 1954.

Fremsættelsen af lovforslaget begrundedes af ordføreren for forslagsstillerne, Stæhr Johansen (KF), med, at justitsministeren ved bekendtgørelse af 27. november 1953 havde fritaget knallerter af en nærmere bestemt art for vægtafgift og for at være underkastet reglerne i motorlovens §§ 38, 39 og 40, ligesom føreren ikke behøver at have førerbevis. For uheld forårsaget af knallertkørere var der herefter ingen forsikringsmæssig dækning, „hvilket i de fleste tilfælde atter vil sige, at det kommer til at gå ud over de skadelidte. Det er efter vor opfattelse en væsentlig fejl, og den vil formentlig forårsage mange vanskeligheder frem i tiden, ikke mindst overfor de sagesløse personer, der kommer til skade og ingen mulighed har for at få dækning af dem, der forvolder skaden. I sin tid, da traktorloven blev gennemført, således at man kunne køre med traktorer, der ikke var indregistreret, blev der med samme begrundelse om ansvar overfor skadelidte indført ansvarsforsikring. I det hele taget har lovgivningen tilstræbt i så mange forhold som muligt at forsikre sagesløse personer overfor uheld forårsaget af motordrevne køretøjer, men på dette område er man gået bort fra dette udmærkede princip. Vi mener derfor, at det er ganske naturligt, at cykler med hjælpemotor underkastes motorlovens bestemmelser i de omtalte paragraffer, ja, vi vil endog understrege, at det forekommer os uforsvarligt, at de ikke er det.

Hvorvidt det er muligt at gennemføre en sådan ansvarsforsikring uden indregistrering, er et spørgsmål, vi mener kan drøftes i det udvalg, som vi håber bliver nedsat efter dette forslags første behandling. Vi mener, at det må kunne ordnes uden særlige administrationsudgifter, jfr. jagtlovens administration, der ikke er særlig dyr. Men det er vel iøvrigt et spørgsmål, om ikke knallertkørerne selv fremkommer med ønsker i denne retning. Såvidt jeg ved, benytter man forskellige fremgangsmåder i andre lande, nogle har tvungen indregistrering, andre har en frivillig ordning baseret på forsikringsmæssige kendingsmærker, men det er detailler, der kan drøftes i det kommende udvalg, hvor mulighed for drøftelse med administration og sagkundskab er tilstede.

Derimod ønsker vi ikke ændringer på de andre områder, hvor justitsministerens cirkulære indfører lettelser for knallertkørerne ..."

Lovforslaget fik ved 1. behandling en velvillig modtagelse, omend bl. a. justitsministeren var noget, i tvivl om, hvorvidt fordelene ved ordningens gennemførelse ville svare til omkostningerne derved.

I det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, oplyste justitsministeren, at den årlige præmie for en lovpligtig ansvarsforsikring for cykler med hjælpemotor efter de for justitsministeriet foreliggende oplysninger ville andrage 18 kr. Når man havde et par års erfaring at bygge på, var det imidlertid hensigten at overveje, om præmien kunne sættes lavere.

Lovforslaget indstilledes af hele udvalget til vedtagelse med de nævnte tilføjelser.

Ved 2. behandling beklagede Tholstrup (DR), at man ikke havde bestemt sig for en af ham foreslået ordning, hvorefter policen skulle bestå i en metalplade, som fastgjordes til cyklen og fornyedes hvert år. Denne ordning var ministeren gået imod, idet den efter hans opfattelse ville medføre en merudgift og åbne mulighed for misbrug.

I den ændrede form vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt med tilslutning fra alle sider.