Af hensyn til forbrugerinteresserne og ønskeligheden af at reservere landets brunkulsforekomster til anvendelse under eventuelle kommende afspærringsperioder fremsatte landbrugsministeren i folketinget det heromhandlede lovforslag, der havde følgende ordlyd:

§ 1. Udnyttelse af landets brunkulslejer, optagning af og handel med brunkul må indtil videre kun ske med landbrugsministerens tilladelse. Landbrugsministeren fastsætter de nærmere regler for det tilsyn, der vil være at udøve med produktionen.

§ 2. Denne lov, der træder i kraft 1. april 1954 og udløber 31. marts 1955, gælder ikke for Færøerne og Grønland.

De med lovens gennemførelse forbundne udgifter afholdes af statskassen.

Disse bestemmelser var i overensstemmelse med § 1 i lov nr. 71 af 7. marts 1952 om fremskaffelse af indenlandske brændselsmaterialer, der havde gyldighed indtil 1. april 1954 (årbog 1951-52, side 163). Lovens bestemmelser om adgang til ved finansiering af brunkuls- og tørveproduktion at opnå fortrinsret i denne foresloges derimod ikke opretholdt.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte landbrugsministeren bl. a.:

„Da den væsentligste almene interesse i at kunne holde brunkulsproduktionen i gang nu ligger i beskæftigelseshensynet, opretholdes ved lovforslaget bestemmelsen i § 1 i lov nr. 71 af 7. marts 1952 om fremskaffelse af indenlandske brændselsmaterialer, hvorefter udnyttelse af landets brunkulslejer kun må ske med landbrugsministerens tilladelse, medens den tidligere hjemlede adgang til ved finansiering af brunkuls- og tørveproduktionen at opnå fortrinsret i denne nu må kunne bortfalde som ikke længere nødvendig.

Jeg håber, at brændselssituationen fortsat må være således, at de indenlandske brændselsreserver kun i ringe grad udnyttes, og skal med disse bemærkninger anbefale lovforslaget til det høje tings hurtige og velvillige behandling."

Lovforslaget mødte ved 1. behandling i folketinget kun begrænset tilslutning, idet flere af ordførerne gjorde gældende, at en fortsat lovgivning på dette område under de ændrede forhold måtte kunne undværes.

Det udvalg, som fik sagen til behandling, afgav ikke betænkning.