Under folketingets forhandlinger om forlængelse af lejeloven og byggestøtteloven for året 1. april 1954-31. marts 1955 stillede indenrigs- og boligministeren i udsigt, at han senere i folketingsåret ville fremsætte forslag om en mere permanent lovgivning på dette område.

I overensstemmelse hermed fremsattes i maj 1954 det heromhandlede lovforslag, i hvilket man havde søgt at samle såvel de regler, der vedrører byggeriets finansiering, som reglerne om udlejningsforhold. „Når regeringen" — udtalte ministeren herom ved fremsættelsen — „denne gang har valgt at samle disse problemer i een lov, må det tages som udtryk for, at man ved løsningen af de to sæt problemer må sigte mod det samme mål, nemlig i første række at skabe et rigeligt udbud af boliger til et rimeligt huslejeniveau, og at den nødvendige koordination såvel af disse problemers behandling her i folketinget som af den senere administration bedst kan fremmes, hvis man rent lovteknisk samarbejder spørgsmålene som her foreslået."

Lovforslaget var opdelt i syv afsnit, nemlig:

1. Lovens formål (§§ 1-3).

2. Almindelige bestemmelser om leje. (§§ 4-103). Dette afsnit rummer i alt væsentligt de privatretlige bestemmelser, der vedrører forholdet mellem ejer og lejer, og svarer i hovedsagen til de regler, der har været gældende siden lejeloven af 1937.

3. Offentlig støtte til byggeri (§§ 104-148). Heri indeholdes reglerne om finansiering af nybyggeriet og tilsynet med de sociale boligforetagender.

4. Foranstaltninger vedrørende fastlæggelse af lejeniveauet i ældre og nyere byggeri (§§ 149-188). Dette afsnit omhandler reglerne om den årlige ydelse af statslån og lejekontrollen såvel i nybyggeriet som i den ældre boligmasse samt bestemmelser om fritagelse for ejendomsskatter og for stempel- og tinglysningsafgift i nybyggeriet.

5. De socialt betonede huslejetilskud (§§ 189-204). Dette afsnit rummer reglerne om huslejetilskud m. v. til familier med børn, alders- og invaliderentemodtagere samt modtagere af hjælp til kronisk syge.

6. Bestemmelser om boliganvisning, sammenlægning af lejligheder m. v. (§§ 205-231).

7. Overgangsbestemmelser m. v. (§§ 232-240), herunder regler om lovens ikrafttræden.

Om hovedpunkterne i det nye, der tilsigtedes ved lovforslaget, og begrundelsen herfor skal på grundlag af indenrigs- og boligministerens fremsættelsestale anføres følgende:

1. afsnit indeholder kun nogle få indledende bemærkninger.

Af bestemmelserne i 2. afsnit — de almindelige privatretlige regler om leje — skal særlig fremhæves opsigelsesbestemmelserne.

Det opsigelsesforbud, der i sin tid indførtes af hensyn til huslejestoppet, er foreslået opretholdt, indtil huslejestoppet bortfalder. Når dette sker, hvilket man forudsætter vil være muligt i 1963, genindføres de indskrænkninger i udlejerens frie opsigelsesret, som fandtes i lejeloven af 1937. Efter disse regler kunne et lejemål fra udlejerens side opsiges i løbet af det første år efter dets indgåelse, men var derefter uopsigeligt i 2 år — for forretningslejemåls vedkommende i 4 år. Var det ikke bragt til ophør ved denne periodes udløb, gik det over i en ny 3-årig — for forretningslejemåls vedkommende 5-årig — periode og så fremdeles.

Med hensyn til spørgsmålet om opsigelse af lejemål i tofamilieshuse, hvor ejeren bebor den ene lejlighed, gør der sig særlige forhold gældende på grund af den nære berøring mellem parterne. Man har her fundet det rimeligt at foreslå en bestemmelse om, at der fra 1. januar 1956 gives udlejerne adgang til at foretage opsigelse af lejerne i disse tofamilieshuse, men således, at der altid sikres lejerne et opsigelsesvarsel på 1 år. Det vil sige, at der tidligst skal ske fraflytning fra disse lejligheder den 1. januar 1957.

I 3. afsnit — afsnittet om statens støtte til byggeriet — har man som hidtil lagt hovedvægten på det almennyttige byggeri, idet man har bibeholdt de lånegrænser og lånebetingelser iøvrigt, som har været gældende for disse byggeforetagender. Man har i loven understreget, at byggeriet skal planlægges og udføres med henblik på mindrebemidlede og også fortrinsvis bebos af sådanne. For det social-filantropiske byggeris vedkommende er der foretaget den ændring, at bestemmelserne om det almennyttige og det social-filantropiske byggeri er slået sammen. Regeringen finder det nemlig uheldigt, at der skabes særlige boligområder, hvortil man henviser den mindstbemidlede del af befolkningen; i overensstemmelse med den tendens, der gør sig gældende med hensyn til placering af de børnerige, de gamle og invaliderne, bør man også for de mindstbemidlede tilstræbe en spredning ud i den almindelige boligmasse.

Tilskudsbestemmelserne er ændret i overensstemmelse med et tidligere fra socialdemokratisk side fremsat lovforslag. Mens der efter den gældende lov kan ydes statstilskud på 15 pct., når kommunen eller virksomheden indskyder henholdsvis 15 og 5 pct., eller ialt et tilskud på 35 pct., skal nu — med bibeholdelse af en samlet tilskudsprocent på 35 — statens andel være 25 pct., og der fastsættes ingen bestemt fordeling af de resterende 10 pct. mellem kommunen og virksomheden. For de tilskud til social-filantropisk byggeri, der ydes i hovedstadsområdet, foreslås iøvrigt en vis udligning mellem kommunerne, på samme måde som man også har foreslået en vis udligning af de kautionsforpligtelser, hovedstadskommunerne påtager sig i medfør af byggestøttelovgivningen.

Parcelbyggeriet har i de senere år taget et meget stærkt opsving som følge af statens store støtte til denne byggeform. Der er, udtalte indenrigs- og boligministeren ved lovforslagets fremsættelse, „næppe tvivl om, at statens støtte til den dyre del af dette byggeri — ofte udført af bygherrer, der var i besiddelse af tilstrækkelige midler til at gennemføre et byggeri uden så betydelige subventioner, som den nugældende lov hjemler — har været en væsentlig årsag til meget af den kritik, der er rettet mod den gældende støttelovgivning.

Man har derfor overvejet, om man eventuelt skulle begrænse statens almindelige byggestøtte, d. v. s. lån til høj lånegrænse og med rentenedsættelse (eller som foreslået nu "m2-tilskud"), til det billige parcelbyggeri, der udføres af mindrebemidlede bygherrer, mens alt andet parcelbyggeri skulle henvises til en ordning svarende til det gældende kapitel VIII a, d. v. s. en finansiering med lån, beregnet på grundlag af vurdering, forrentet med markedsrente, placeret indenfor en lavere lånegrænse og til gengæld ikke underkastet offentlig kontrol med byggeriet udover bygningslovgivningens almindelige betingelser.

Man er imidlertid i disse overvejelser kommet til det resultat, at en sådan ændring af gældende praksis — selvom man finder den principielt tiltalende — dog vil kunne betyde et for kraftigt brud med indarbejdet praksis og antagelig medføre en pludselig og stærk tilbagegang i byggevirksomheden. Hertil kommer, at en del bygherrer hørende til, hvad jeg vil kalde „mellemindkomstgruppen", der tjener for meget til at henregnes til de mindrebemidlede og for lidt til at klare en finansiering efter en kapitel VIII a-ordning, vil blive ladt i stikken.

I stedet foreslås det, at der skal gælde samme arealbegrænsning og samme udgiftsmaksimum for det parcelbyggeri, der skal have statslån efter lovens almindelige bestemmelser, hvadenten bygherren er mindrebemidlet eller ej. Forskellen i belåning for de to kategorier bliver da alene lånegrænsen, der maksimalt med kommunegaranti foreslås sat til henholdsvis 95 pct. og 85 pct."

Den gældende lov har været administreret således, at statslån har kunnet opnås til huse på indtil 130 m2, men de maksimumsbeløb, der har været gældende for parcelbyggeriet for mindrebemidlede, har i virkeligheden kun svaret til et areal på ca. 110 m2. Der foreslås nu indført en arealbegrænsning på 110 m2 „udnytteligt" beboelsesareal.

I den gældende lov opereres der med flere forskellige sæt maksimumsbeløb for håndværkerudgifterne, alt efter som huset opføres i hovedstaden, købstæderne med forstæder eller landdistrikterne. Det foreslås nu, at man kun skal arbejde med eet, for hele landet gældende maksimum, idet udviklingen i de senere år har ført med sig, at der for huse af samme kvalitet er meget ringe prisforskel i de forskellige landområder.

De bygherrer, der ikke ønsker at indordne sig under de nye, noget indskrænkede finansieringsforhold, henvises til en kapitel VIII a-ordning, det vil altså sige en ordning, hvor låneberegningen ikke sker på grundlag af en dokumenteret anskaffelsessum, men af en vurdering foretaget af de sædvanlige vurderingsmænd, hvor lånegrænsen er lavere, nemlig 75 pct. af vurderingen, og hvor der ikke er mulighed for lempelser. Til gengæld bibeholdes den noget højere arealgrænse på de 130 m2 bruttoetageareal.

For det private udlejningsbyggeris vedkommende har man foretaget afgørende ændringer i udlånsvilkårene. Principielt er man gået ind for den tanke, at rentevilkårene for socialt og privat byggeri skal være ens — nemlig ifølge lovforslagets opbygning markedsrenten for statsobligationer — og man har ved beregningen af de m2-tilskud, som det private byggeri skal have for at nå ned på 1950-niveauet, baseret beregningerne på den forudsætning, at de to former for byggeri i 1950 havde samme rentevilkår. Til gengæld har man foretaget en kraftig reduktion af lånegrænsen for statslån ydet til privat udlejningsbyggeri. Mens der efter den nugældende lovgivning vil kunne fås statslån til privat udlejningsbyggeri, der med kommunegaranti kan nå helt op på 90 pct. af anskaffelsessummen, er man i forslaget gået ind for, at lånegrænsen til disse byggeforetagender højst skal kunne andrage 75 pct. af anskaffelsessummen.

Som en nydannelse i lovgivningens støtteregler er optaget et særligt kapitel om støtte til foranstaltninger for ungdommen. Forslaget træder delvis i stedet for en del af de bestemmelser, der er optaget i forslaget til lov om ungdomsskoleundervisningen. Forslaget er blevet til efter forhandling med socialministeriet og undervisningsministeriet og hviler for en stor del på de tanker, der er kommet frem i ungdomskommissionens forskellige betænkninger.

Baggrunden for bestemmelserne er den store tilgang af unge, der nu snart melder sig både på bolig- og arbejdsmarkedet. Lovteknisk set er kapitlet en videreførelse af de finansieringsmuligheder, der allerede havde hjemmel i den gældende lovs kapitel VII, der hjemler støtte til visse sociale og kulturelle institutioner, og det må ses som et led i det kompleks af lovgivningsforanstaltninger vedrørende ungdomsforhold, der for tiden er under behandling.

Forslaget tager sigte på at skaffe finansieringsmuligheder på tilsvarende vilkår som for det sociale byggeri dels til dækning af ungdommens særlige boligbehov — herunder kollegier, lærlingepensioner og elevhjem — dels til tilvejebringelse af den bygningsmæssige ramme om ungdommens fritidsliv.

Til bygningsmæssige foranstaltninger, der kommer særlig vanskeligt stillede grupper af ungdommen tilgode, vil der kunne ydes særlige tilskud, som vil kunne gå op til 30 pct. af anskaffelsesomkostningerne for de pågældende bygninger, og disse tilskud skal kunne ydes, selvom der ikke kommer penge udefra.

Samtidig bliver der mulighed for ved tilskud at yde bidrag til de inventaranskaffelser ved ungdomsforanstaltninger, som ikke hidtil har kunnet finansieres gennem den sædvanlige bygningsfinansiering.

4. afsnit om fastlæggelse af lejeniveauet i ældre og nyere byggeri indeholder bestemmelser, der fandtes både i bygge- støttelovgivningen og i lejelovgivningen. Interessen samler sig her om de bestemmelser, der fastlægger rammerne om huslejen i nybyggeriet, og de regler, der giver hjemmel for den etapevise forhøjelse af huslejen i den gamle boligmasse.

Forsåvidt angår fastlæggelsen af huslejen i nybyggeriet har regeringen forsøgt en nydannelse med hensyn til nedbringelsen af byggeriets driftsudgifter. Mens man hidtil har tilvejebragt de driftsmæssige lempelser ved at yde statslånene til en meget lav lånerente, er det tanken nu, at statslån skal forrentes med den rente, som staten selv må betale for de statsobligationer, den udsteder, og afdrages over 40 år, mens de lempelser i nybyggeriets driftsudgifter, der er nødvendige for at bringe lejen ned på 1950-niveauet, skal udbetales i form af m2-tilskud, der modregnes i den årlige rente- og afdragsydelse, som skal betales på statslånet.

Mens den gældende lov fastsætter, at ydelseslempelser kun kan indrømmes for en periode af 20 år fra statslånets udbetaling, har man i forslaget udeladt en sådan tidsbegrænsning under hensyn til vanskeligheden ved i dag at bedømme den fremtidige udvikling.

For et vel tilrettelagt socialt byggeri af almindelig gennemsnitlig standard ville huslejen i dag under forudsætning af markedsrente for statslånet andrage ca. 38 kr. pr. m2 etageareal. Som følge af, at rentelempelsen i dag betyder en udgiftsbesparelse på ca. 11 kr. pr. m2, er huslejen i realiteten kun ca. 27 kr. 50 øre pr. m2. For at nå ned på omkring 1950-niveauet, der andrager ca. 20 kr. pr. m2, må der en yderligere lempelse til på ca. 7 kr., hvilket altså vil sige, at m2-tilskuddet til socialt byggeri må sættes til ca. 18 kr. pr. m2.

På tilsvarende måde kan tilskuddet til det private byggeri udregnes til 14 kr. pr. m2. Man har herved beregnet beløbet udfra den forudsætning, at det private og det sociale byggeri skal arbejde under samme rentevilkår, men under forskellig lånegrænse.

For parcelbyggeriet bliver tilskuddet efter lignende synspunkter 14 kr. pr. m2.

Tilskuddet tænkes kun ydet fuldtud for lejligheder med areal mellem 60 og 85 m2.

Indenfor et sådant areal vil det være muligt at tilvejebringe en bolig, der kan tilfredsstille behovet hos en familie med flere børn; det vil således være muligt på dette areal at skaffe en lejlighed med 2 værelser og 2 kamre. Den familie, der ønsker at bebo en større lejlighed, må betale „fuld" pris for det overskydende areal. For de — iøvrigt forholdsvis få — meget børnerige familier, der har et behov for en større bolig, kompenseres stigningen i huslejeudgiften gennem en forhøjelse af satsen for huslejetilskuddet.

Under den nuværende ordning har man været noget tilbageholdende med hensyn til at bygge små lejligheder for enlige, idet man ikke har fundet, at de store lempelser på lånene burde tilkomme de enlige eller barnløse, der — udfra en gennemsnitsbetragtning — som regel vil være i stand til at bære en højere huslejeudgift. Det foreslås derfor, at m2-tilskuddet til de små lejlighedstyper nedsættes således, at det kun kommer til at udgøre 60 pct. af det m2-tilskud, der ydes de større lejligheder. Derved mindskes betænkeligheden ved den udvidelse af byggeriet for de enligstillede, der er så stærkt påkrævet, og som det er regeringens hensigt at virke for.

For det byggeri, der er blevet færdigt i tiden efter 1. januar 1950, vil det være nødvendigt at indrømme yderligere bidrag for at få lejen ned i nærheden af 1950-niveauet. Dette tænkes ifølge forslaget gennemført ved et m 2-tilskud efter de her skitserede principper, men med et beløb, der gradueres i forhold til det prisniveau, under hvilket byggeriet er blevet gennemført.

Ydelsen af m 2-tilskud til det allerede opførte byggeri vil dog blive begrænset, således at byggeri af mere luksuspræget karakter, d. v. s. byggeri med overvejende store lejligheder eller dyre lejligheder, der ikke kan antages at være beboet hovedsagelig af mindrebemidlede lejere, ikke vil komme i betragtning ved disse yderligere tilskud.

Lejeforhøjelserne for de gamle lejligheder foreslås gennemført således, at ejeren den 1. januar 1956 kan kræve en forhøjelse på 5 pct. af 1939-lejen — udover den 5 pct.s forhøjelse, der blev gennemført ved lejeloven af 1951. I de følgende år indtil 1960 kan lejen forhøjes med yderligere 5 pct., således at der ialt kan ske en forhøjelse på 25 pct. af 1939-lejen udover den tidligere givne 5 pct.s forhøjelse. For en gennemsnitslejlighed, for hvilken lejen før krigen udgjorde 660 kr. årlig, vil forhøjelsen således udgøre 33 kr. årlig i det angivne tidsrum.

For erhvervs- og forretningslokaler foreslås på samme måde en lejeforhøjelse, der dog kan gå op til ialt 40 pct. af 1939-lejen udover den forhøjelse, der blev givet ved 1951-loven.

For lejligheder og erhvervslokaler, der er udlejet i tidsrummet 1. september 1939-1. januar 1949, foreslås tilladt tilsvarende gradvise forhøjelser.

Jævnsides med disse lejeforhøjelser skal der ifølge et samtidig af finansministeren fremsat lovforslag (om udligningsafgift til staten af faste ejendomme) pålægges ejerne af de gamle ejendomme en afgift, som fastsættes således, at den gennemsnitlig vil udgøre et beløb, der svarer til halvdelen af den lejeforhøjelse på 25 pct., der ved forslaget gives adgang til. Der vil således til dækning af de stigende vedligeholdelses- og andre driftsudgifter blive givet ejerne en lejeforhøjelse på 12½ pct. foruden de 5 à 6 pct., som ejerne fik i 1951.

Den særlige adgang til at forhøje lejen, som ejere, der har den fulde vedligeholdelsespligt, fik i 1951, har man ment bør bortfalde. Ejerne har, efter hvad ministeren oplyste, „ikke vist nogen interesse for at benytte denne adgang til lejeforhøjelse, og der er derfor ikke nogen grund til at videreføre de ret indviklede bestemmelser herom."

For de ejere, der allerede har taget forhøjelser af den angivne størrelse, f. eks. gennem frivillige forhøjelser, bortfalder adgangen til at forhøje lejen yderligere. Hvis lejerne ved aftale med ejeren har overtaget dennes pligt til fremtidig vedligeholdelse af lejligheden, må dette også tages i betragtning ved udregningen af den tilladte lejeforhøjelse.

Efter gennemførelsen af lejeforhøjelserne indtræder efterhånden ejerens pligt til at vedligeholde lejligheden efter lejekontraktens bestemmelser. Der foreslås herom en særlig bestemmelse, hvorefter huslejenævnet kan påse, at ejeren overholder denne pligt.

Samtidig foreslås det, at adgangen til at indgå frivillige overenskomster om lejeforhøjelser skal bortfalde.

Da der vil kunne forekomme tilfælde, hvor en lejeforhøjelse som den anførte efter regeringens opfattelse vil være urimelig, indeholder forslaget iøvrigt nogle undtagelsesbestemmelser.

I den senere tid har der været fremdraget eksempler på, at gamle ejendomme, der snarere burde saneres, er blevet ombygget og forbedret med centralvarmeinstallation m. v., med den konsekvens, at den fremtidige husleje i disse ejendomme kommer til at ligge urimelig højt. Til forhindring heraf er der i lovforslaget optaget en bestemmelse, hvorefter udlejeren, forinden han kan iværksætte en ombygning eller forbedring, som vil medføre lejeforhøjelse, skal forelægge sagen for huslejenævnet. Nævnet kan da modsætte sig foranstaltningens gennemførelse, såfremt nævnet efter forhandling med det stedlige boligtilsyn finder gennemførelsen urimelig under hensyn til ejendommens alder, beliggenhed, beskaffenhed og øvrige forhold, idet det endvidere foreslås, at hvor der er gennemført forbedringer, kan lejeforhøjelsen kun ske med et halvt års varsel, så at lejeren har nogen tid til at finde sig en anden lejlighed, hvis han ønsker at flytte.

Reglerne om kontrollen med, at huslejestoppet overholdes, er de samme som de nugældende bestemmelser herom. Denne kontrol er lagt i hænderne på huslejenævnene, som foreslås opretholdt.

Forsåvidt angår kontrollen med lejen for enkeltværelser, varetages denne kontrol nu af særlige fremlejenævn. For at forenkle og billiggøre denne administration foreslås kontrollen nu henlagt til huslejenævnene, der skulle have særlige forudsætninger for at varetage kontrollen også på dette område.

I 5. afsnit om huslejetilskud er bestemmelserne om huslejetilskud til de børnerige familier og enlige i det væsentlige uændret, forsåvidt angår kredsen af de ejendomme, der giver adgang til huslejetilskud, og de personer, der kan komme i betragtning. Man har dog indskærpet den regel, at modtageren skal være mindrebemidlet, men har samtidig indført en regel, som bevirker, at merindtægter over grænsen for mindrebemidlethed ikke straks medfører bortfald af huslejetilskud, men en gradvis nedskæring af tilskuddet i forhold til merindtægtens størrelse. Der er tillige sket en stærk forenkling af tilskudssatserne, der for tiden er meget komplicerede. Der foreslås nu alene et enkelt sæt procentsatser for de huslejetilskud, som kan ydes, kombineret med maksimumsbeløb i kroner, beregnet i forhold til børnetallet. Samtidig er de hidtil gældende maksimumsbeløb foreslået forhøjet. For de mindrebemidlede børnerige parcelhusejere, der hidtil har fået deres lettelser i driftsudgifterne gennem en yderligere rentenedsættelse og skattelempelse, har man foreslået en regel, hvorefter man helt sidestiller parcelhusejere med beboere i det udlejningsbyggeri, der giver adgang til huslejenedsættelse. Der bliver herefter mulighed for en tilsvarende graduering efter børnetal, og udgifterne herved deles som for de øvrige tilskuds vedkommende lige mellem stat og kommune.

Mens der ikke er foretaget væsentlige ændringer i bestemmelserne om huslejetilskud til aldersrentemodtagere, har man i overensstemmelse med de forslag, der fornylig er fremsat af et af boligministeriet nedsat udvalg vedrørende invaliderenteboliger, foreslået gennemført en række ændringer i de bestemmelser, der gælder for invaliderentemodtageres og kronisk syges adgang til huslejenedsættelse og deres fortrinsret til visse særligt indrettede boliger.

6. afsnit omhandler reglerne om boliganvisning og sammenlægning af lejligheder. Disse bestemmelser, der tilsigter at sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af boligmassen, svarer i det store og hele til de nugældende regler.

Der er dog foreslået indført en adgang for kommunerne til at påbegynde en stykkevis afvikling af boliganvisningen, idet der vil kunne træffes beslutning om, at bestemte kategorier af lejligheder, f. eks. lejligheder i tofamilieshuse, fritages for anmeldelsespligt.

For at fremme bevægeligheden på arbejdsmarkedet og give mulighed for en udjævning af boligmanglen er det endvidere foreslået, at man ophæver den adgang, som boliganvisningsudvalgene hidtil har haft til at stille krav om en vis tids forudgående bopæl i kommunen som betingelse for godkendelse af en lejer til en ledig lejlighed. Boliganvisningsudvalgene er herefter pligtige at godkende en af en udlejer foreslået lejlighedssøgende, såfremt denne opfylder de af udvalget sædvanligt stillede krav med hensyn til husstandens størrelse og sammensætning, til en lejlighed af den pågældende størrelse.

Den foreslåede nyordnings økonomiske virkninger opgøres i de meget udførlige bemærkninger til lovforslaget således:

Hvis man fremover regner med en boligproduktion af samme størrelse som for tiden, vil der hvert år blive opført ca. 24 000 lejligheder, heraf ca 2 000-3 000 uden statslån, så at der skal fremskaffes lånemidler til finansiering af 21 000-22 000 lejligheder.

På dette grundlag kan man — under forudsætning af et uændret pris- og renteniveau — skønsmæssigt anslå lånebehovet efter forslaget til ca. 575 mill. kr. om året svarende til behovet efter den gældende lovs regler.

Foruden det ovenfor anslåede lånebehov skal der fremskaffes midler til belåning af institutioner med socialt og kulturelt formål. ... Man kan formentlig regne med, at udlånet hertil vil andrage omkring 30-35 mill. kr årligt.

Man kan dog gå ud fra, at udlånsbehovet vil være noget dalende på længere sigt på grund af den billiggørelse af byggeriet, som forventes at ville indtræde som følge af prisfald, rationalisering og den foreslåede beregningsmåde for driftstilskud.

Med hensyn til størrelsen af statens driftstilskud til byggeriet skal anføres, at nedbringelsen af huslejeniveauet for det byggeri, der har fået lånebevilling, til 1950-niveauet vil koste yderligere 20 mill. kr , hvilket betyder at det allerede opførte statslånsbyggeri vil medføre rentesubventioner på ca. 130 mill. kr. om året.

Hver ny årgang statslånsbyggeri vil efter de gældende regler forøge statens udgifter til rentenedsættelse med ca. 16 mill. kr. årlig, og med den forøgelse af statstilskuddene, der bliver følgen af nedbringelsen af nybyggeriets leje til 1950-niveauet, vil udgiften stige med godt 10 mill. kr. til ca. 26 mill. kr. om året. Også på dette område vil imidlertid et pris- eller rentefald kunne nedsætte udgiften for fremtidigt bevilgede lån, ligesom den omstændighed, at driftstilskud kun fuldt ud ydes til lejligheder, hvis areal er fra 60-85 m2, vil medføre visse begrænsninger i udgifterne.

Endelig skal anføres, at udgifterne til huslejetilskud, der i finansåret 1952-53 udgjorde ca. 7½ mill. kr. til familier med børn og ca. 9 mill. kr. til alders- og invaliderentemodtagere, efter den gældende lovs regler må påregnes at ville vokse med ca. 3 mill. kr. årligt. Af disse udgifter bærer staten og kommunen hver halvdelen.

Efter forslaget vil udgifterne til huslejetilskud til familier med børn formentlig udvise mindre stigning end efter den gældende lov som følge af nedbringelsen af det almindelige lejeniveau til niveau 1950.

Ganske vist vil huslejetilskuddene for meget børnerige familier, der bebor store lejligheder, stige stærkt, men det antal familier, der omfattes af disse regler, er meget ringe.

Med hensyn til alders- og invaliderentemodtagere vil det forhold, at huslejetilskud til disse befolkningsgrupper i det væsentlige kun tilkommer dem, for så vidt de har bolig i almennyttigt byggeri, hvis opførelse er påbegyndt efter 1. juli 1951, og at denne befolkningsgruppe i årene fremover vil vokse stærkt, medføre en kraftig stigning i udgifterne.

Da alders- og invaliderentemodtagere som hovedregel vil bebo lejligheder, der ikke er større end 50 m2, vil almindeligt driftstilskud kun blive ydet med et nedsat beløb, og da den leje, som alders- og invaliderentemodtagere skal betale, ligger fast, vil en del af de udgifter, der hidtil har været konteret som rentesubventioner, efter forslaget blive posteret som huslejetilskud.

Lovforslaget underkastedes i folketinget en meget indgående 1. behandling, under hvilken der blev givet udtryk for forhandlingsvillighed fra alle sider, men samtidig af flertallet af ordførere — i større eller mindre udstrækning — gjort indvendinger mod såvel principper som enkeltheder i lovforslaget.

Det udvalg, som fik sagen til behandling, nåede ikke til ende med sit arbejde inden folketingsårets slutning, hvilket man i betragtning af opgavens omfang heller ikke havde regnet med muligheden af.