Loven bemyndiger statsministeren til udover den i 1952 givne bemyndigelse at tegne 27,5 pct. af „Nordisk Mineselskab A/S"s stiftelseskapital på 15 mill. kr. af statens midler at indskyde 12½ mill. kr. for derved at muliggøre udvinding og salg af de hidtil i Mesters Vig-området ved Blyklippen konstaterede blyforekomster. De 12½ mill. kr. går i prioritetsmæssig henseende efter de i selskabets kasse i behold værende 2½ mill. kr., men forud for de af selskabet hidtil investerede 12½ mill. kr.
Loven bemyndiger endvidere statsministeren til på statskassens vegne at yde en tabsgaranti indenfor et beløb af 10 mill. kr. for en bankkredit, som selskabet vil have brug for til fremskaffelse af fornøden driftskapital.
Af de lovforslaget ledsagende bemærkninger anføres:
„Efter at der i henhold til lov nr. 431 af 17. december 1952 om „Nordisk Mineselskab A/S" [årbog 1952-53, side 163] var meddelt dette selskab en eneretsbevilling på minedrift i visse områder i Nordøstgrønland, har selskabet overtaget og fortsat de i sommeren 1952 iværksatte undersøgelsesarbejder ved lokaliteten Blyklippen i koncessionsområdet. Der er i den forløbne periode udført et betydeligt arbejde, og de mange vanskeligheder af teknisk og anden art er overvundet på tilfredsstillende måde. Der er tilvejebragt de fornødne tekniske, boligmæssige og andre installationer for arbejdets iværksættelse, sprængt ialt ca. 1 500 løbende meter tunnel ind i fjeldet og udført ca. 70 diamantboringer med en samlet længde af ca. 3 500 meter.
Selskabets udgifter til disse arbejder andrager ialt ca. 12½ mill. kr., således at der nu er ca. 2½ mill. kr. i behold af aktiekapitalen på 15 mill. kr.
I den indstilling, der af en komité blev udarbejdet til statsministeren i december 1951, blev det påvist, at der, hvis der skulle blive tale om udnyttelse på forretningsmæssig basis, måtte være en malmmængde på et par millioner tons med et rigt metalindhold. Man regnede med at måtte op på en brydning af et par hundrede tusinde tons malm om året. For at muliggøre afskrivningen af de betydelige investeringer, der krævedes til minedrift, måtte en sådan årsproduktion kunne fortsætte over en længere periode, f. eks. 10 år.
De indtil nu foretagne undersøgelser har imidlertid vist, at den rige forekomst, man ved Blyklippen havde påtruffet nær bjergets overflade, længere nede i bjerget er mere spredt og efterhånden snævrer ind. Man tør derfor i denne særlige forekomst kun regne med en forholdsvis mindre malmmængde end den ovenfor omtalte. Der skønnes således kun at være mulighed for en årlig brydning af ca. 70 000 tons malm gennem en 6—8-årig periode.
Hertil kommer, at metalpriserne i de forløbne to år er faldet væsentligt.
Under disse omstændigheder tør det ikke påregnes, at der på basis af de gældende priser og de konstaterede muligheder alene kan iværksættes en lønnende drift. Imidlertid anser man en standsning af selskabets aktivitet nu for at være særdeles uønskelig. Dels er det en kendsgerning, at der stadig er store uudforskede muligheder indenfor det område, der er tale om, hvilke muligheder i givet fald kan vise sig at være af en sådan art, at erhvervsmæssig udnyttelse kan finde sted, og disse muligheder kan på bedste måde og mindste bekostning udforskes af selskabet samtidig med, at det iværksætter en begrænset minedrift efter den skala, som omtales ovenfor. Dels antages det at være af en vis nationaløkonomisk betydning, at der udvindes det kvantum råstoffer, der kan blive tale om, selvom produktionen, hvis metalpriserne forbliver lave, ikke giver overskud eller skulle blive tabgivende.
Under disse omstændigheder mener man at burde gå ind for, at der fra staten ydes selskabet en støtte, som muliggør udvinding og salg af den hidtil ved Blyklippen konstaterede blyforekomst og jævnsides dermed en fortsættelse af undersøgelsesarbejdet, således som det normalt altid finder sted i forbindelse med minedrift.
Efter forhandlinger med selskabet er man kommet frem til, at den støtte, som bør ydes til dette formål, passende kan bestå dels i en indskudskapital på 12½ mill. kr., dels i en tabsgaranti indenfor et beløb af 10 mill. kr. for en bankkredit."
Ved 1. behandling erklærede Heising (S), at man ved behandlingen af loven af 1952 fra alle sider havde været klar over, at der var tale om en betydelig økonomisk risiko, og at det foreliggende lovforslag måtte tages som udtryk for, at de mere optimistiske bedømmelser ikke helt var blevet opfyldt. Socialdemokratiet var imidlertid af den opfattelse, at staten burde medvirke til at føre arbejdet videre. Også Erik Eriksen (V) kunne på sit partis vegne give tilslutning til lovforslaget, så man kunne fortsætte arbejdet i et rimeligt tempo afpasset efter forholdene. Halfdan Hendriksen (KF) kunne, omend ikke uden store betænkeligheder, på det konservative folkepartis vegne tiltræde forslaget. Også Steen (RV) gav tilslutning, mens Alfred Jensen (DK) erklærede, at hans parti ville stemme imod, ligesom det havde stemt imod loven af 1952. Tholstrup (DR) mente, at der nu ikke mere var udsigt til, at foretagendet kunne give udbytte, og gik derfor imod lovforslaget, uanset at retsforbundet havde stemt for loven af 1952.
Det nedsatte udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse med en ændring vedrørende statens ret til at kræve forrentning af den del af indskudskapitalen, som måtte blive tilbagebetalt. Ved 2. behandling erklærede A. Lynge (Grønland), at han ville stemme imod lovforslaget, idet han ikke troede på rentabiliteten af en blymine på den østlige side af Grønland og ikke kunne være med til, at så mange millioner kroner blev brugt til dette tvivlsomme østgrønlandske foretagende. Det stillede ændringsforslag vedtoges uden afstemning.
Efter den fornyede udvalgsbehandling, som ikke resulterede i ændringsforslag, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 103 stemmer (herunder Fr. Lynge) mod 14; 2 medlemmer af det konservative folkeparti undlod at stemme.