Loven, der træder i stedet for lov nr. 40 af 25. februar om udøvelse af tandlægevirksomhed med senere ændringer, tilsigter en ajourføring af sidstnævnte lov med henblik på den siden 1916 stedfundne udvikling.

De væsentligste ændringer findes i §§ 1-7, der lyder således:

§ 1. Ret til at betegne sig som tandlæge og til at udøve selvstændig virksomhed som sådan har, bortset fra de i § 2 om læger givne bestemmelser, kun den, der

1) har bestået eksamen for tandlæger,

2) i 2 år efter eksamen enten som klinisk assistent har bistået en autoriseret tandlæge her i landet eller på anden måde her i landet eller i udlandet har erhvervet sig en efter sundhedsstyrelsens skøn tilsvarende uddannelse,

3) for sundhedsstyrelsen har dokumenteret, at de under 1) og 2) nævnte betingelser er tilstede, og overfor sundhedsstyrelsen har afgivet en højtidelig skriftlig forsikring om samvittighedsfuldt at ville opfylde sine pligter som tandlæge. Formen for denne erklæring fastsættes af indenrigs- og boligministeren.

Tilladelse til at virke som tandlæge kan nægtes under de i straffelovens § 78, stk. 2, nævnte omstændigheder.

Den, der opfylder betingelsen i stk. 1, nr. 1), kan fungere som klinisk assistent og kan med sundhedsstyrelsens tilladelse fungere som vikar for selvstændigt praktiserende tandlæger i disses forfald. Den, der har bestået tandlægeeksamen i fremmed land, kan med sundhedsstyrelsens tilladelse fungere som klinisk assistent.

§ 2. En læge må ikke betegne sig som eller praktisere som tandlæge, medmindre han

1) har bestået tandlægeeksamen,

2) i 1 år efter tandlægeeksamen har erhvervet sig en praktisk uddannelse svarende til den i § 1, stk. 1, nr. 2), omhandlede uddannelse,

3) overfor sundhedsstyrelsen har dokumenteret, at de under 1) og 2) nævnte betingelser er tilstede.

§ 3. Tandlægevirksomhed omfatter lokal behandling af tandsygdomme, derunder indbefattet tandfyldning, fjernelse af tænder og tandrester, rensning af tænder ved hjælp af instrumenter eller medikamenter, behandling af uregelmæssig tandstilling, anbringelse af uaftagelige tandsæt, krone- og broarbejde, stifttænder, tandreguleringsarbejder o. lign., samt lokal behandling af sådanne godartede sygdomme i mundslimhinde, tandkød og kæber, som står i direkte forbindelse med tandsygdomme.

Tandlæger er berettigede til at foretage indsprøjtninger i det af sundhedsstyrelsen ved bekendtgørelse fastsatte omfang. Tandlæger er endvidere berettigede til efter nærmere af sundhedsstyrelsen fastsatte regler at iværksætte universel analgesi (fuld smertefrihed uden bevidsthedstab), forsåvidt de har modtaget en af sundhedsstyrelsen godkendt uddannelse i anvendelsen heraf. Universel anæstesi (fuld bedøvelse) må kun iværksættes af eller i overværelse af en læge, der har autorisation til at udøve selvstændig lægevirksomhed.

Anden kirurgisk eller medicinsk lægevirksomhed er tandlæger ikke berettigede til at udøve.

§ 4. Tandlæger kan uden særlig næringsadkomst fremstille og anbringe kunstige tænder og tandrækker samt uddanne og anvende tekniske medhjælpere.

Disse medhjælpere må dog ikke benyttes til instrumentel behandling af patienter.

§ 5. Tandlæger er i det af sundhedsstyrelsen fastsatte omfang berettigede til som led i deres tandlægevirksomhed ved recept at foreskrive lægemidler for deres patienter og at rekvirere og anvende lægemidler i deres praksis, herunder til fremkaldelse af lokal eller universel anæstesi (henholdsvis lokal smertefrihed og fuld bedøvelse).

§ 6. Tandlæger er undergivet tilsyn af sundhedsstyrelsen som nærmere bestemt i lov nr. 182 af 23. juni 1932 om sundhedsvæsenets centralstyrelse. De er forpligtede til at give kredslægen i den lægekreds, hvor de bor, meddelelse om, på hvilket eller hvilke steder her i landet de udøver deres virksomhed.

§ 7. Det er forbudt ved bekendtgørelse, skiltning, udsendelse af beskrivelser eller på anden måde at reklamere med iværksættelse af bedøvelse i anledning af tandbehandling, med fremstilling eller indsætning af tænder, med tandbehandling, fjernelse af tænder og tandrester eller med andre behandlinger, der omfattes af § 3, stk. 1.

Bestemmelsen i stk. 1 er dog ikke til hinder for en almindelig meddelelse om vedkommendes navn, stilling — herunder om, at man fremstiller og indsætter kunstige tænder — adresse og træffetid eller for udstilling af genstande i umiddelbar forbindelse med lokalerne for den pågældendes virksomhed. Ejheller er bestemmelsen til hinder for reklamering med fremstilling af kunstige tænder og tandsæt, forsåvidt denne reklamering udelukkende sker overfor personer, der erhvervsmæssigt fremstiller, indsætter eller forhandler kunstige tænder og tandsæt.

De efterfølgende §§ 8-12 indeholder bl. a. straffebestemmelser, overgangsbestemmelser og ikrafttrædelsesbestemmelser m. v.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte indenrigs- og boligministeren bl. a.:

„Siden ikrafttrædelsen af den gældende lov af 25. februar 1916 om udøvelse af tandlægevirksomhed har den videnskabelige og tekniske udvikling på dette område nødvendiggjort en række ændringer i og tilføjelser til loven og de i medfør af denne udfærdigede bestemmelser.

Sundhedsstyrelsen har nu — efter at spørgsmålet om tandlægernes virksomhedsområde har været genstand for behandling i et sagkyndigt udvalg — indstillet, at tandlægeloven ændres og ajourføres på en række punkter.

Da der tidligere er foretaget en række ændringer af tandlægeloven, har jeg anset det for praktisk at stille forslag om gennemførelse af en ny lov, der samler de gældende bestemmelser.

I lovforslaget er tandlægernes virksomhedsområde foreslået ændret, således at der tillægges tandlæger dels en videregående ret til at iværksætte lolcalbedøvelse end tidligere, dels en ret til at iværksætte en form for universel, men overfladisk bedøvelse, såkaldt analgesi, hvorved smertefornemmelsen ophæves uden fuldstændigt tab af bevidstheden.

De hidtil gældende regler om tandlægernes ret til at rekvirere og anvende lægemidler foreslås ændret i overensstemmelse med et af kommissionen vedrørende apotekervæsenet fremsat forslag.

De hidtidige regler om tandlægers, tandteknikeres og andres ret til reklamering for deres virksomheder må anses for utilfredsstillende, idet de ikke sikrer publikum en nøgtern og objektiv vejledning på dette område, ligesom de ikke kan forhindre en reklamering, der i for ringe grad tager hensyn til bestræbelserne for at bevare de naturlige tænder.

De foreslåede bestemmelser, der omfatter enhver, der beskæftiger sig med tandbehandling eller med fremstilling og indsætning af kunstige tænder, vil ikke medføre ændringer i tandteknikernes virksomhedsområde.

Forslaget er tiltrådt af såvel tandlægernes som tandteknikernes faglige organisationer.

Endvidere er det foreslået, at læger ligesom andre, der har bestået tandlægeeksamen, skal gennemgå en praktisk uddannelse for at kunne opnå autorisation til udøvelse af selvstændig tandlægevirksomhed. Under hensyntagen til lægers forudgående uddannelse skal der dog kun kræves 1 års praktisk uddannelse af dem mod 2 år for andre.

Gennemførelse af ændrede regler om lægers ret til at betegne sig og praktisere som tandlæger nødvendiggør en mindre ændring af reglerne herom i lægeloven." (Jfr. nærmest efterfølgende sag).

Lovforslaget gav i folketinget anledning til nogen debat, men gennemførtes dog uden andre ændringer end tilføjelse af de i §§ 3 og 5 indføjede parentetiske forklaringer af anvendte medicinske fagudtryk.

I betænkningen fra det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, oplystes det, at man ved samråd med ministeren havde drøftet "tandtelcnilcernes fremtidige stilling. Der blev herunder af ministeren givet tilsagn om undersøgelse af mulighederne for en senere lovgivning for dette erhverv.

Udvalget har meget nøje drøftet spørgsmålet om tandlægernes adgang til at iværksætte universel analgesi, d. v. s. fuld smertefrihed uden bevidsthedstab. Efter sundhedsstyrelsens erldæring om det absolut ufarlige i denne behandlingsmåde tiltræder udvalget bestemmelserne herom i lovforslaget om udøvelse af tandlægevirksomhed."

Med de nævnte ændringer indstillede et flertal (socialdemokratiet og det konservative folkeparti) herefter lovforslaget til vedtagelse, mens et mindretal (venstre og de radikale) yderligere stillede et ændringsforslag til § 7, idet man stillede sig afvisende overfor den bestemmelse i nævnte paragraf, „der forbyder udøverne af et lovligt erhverv at tilbyde deres arbejde under de former, som den moderne teknik har gjort almindelig, forudsat at det sker i en sømmelig form. Mindretallet finder det meget betænkeligt at lade et helt erhvervs konkurrenceforhold regulere ved lovgivning. Det betragter tandteknik som et håndværk og finder det helt forkasteligt, at dette håndværk fratages reklamemuligheder."

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges de af udvalget tiltrådte ændringsforslag, mens mindretallets ændringsforslag forkastedes.

Udenfor ordførernes kreds tog Lars M. Olsen (S) til orde for, at lovforslagets bestemmelser om tandlægers anvendelse af narkosemidler blev optaget til fornyet overvejelse, idet han tvivlede om, at disse var fuldt betryggende, og derfor ønskede sagen nærmere undersøgt.

Udvalget indhentede da også mellem 2. og 3. behandling nye sagkyndige udtalelser om narkosespørgsmålet, men uden at disse resulterede i ændringsforslag, som det fremgår af den afgivne tillægsbetænkning med bilag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.