Lovforslaget fremsattes i tilknytning til og som en følge af det ovenfor omtalte forslag til lov om bogføring.

Efter forslaget til lov om bogføring ophæves den gældende bogføringslov af 1912 som helhed, og da denne lov i sin § 7 indeholder en ændret affattelse af konkurslovens § 45, ophæves også denne paragraf, der fastslår, hvem der i konkurslovens forstand må anses for handlende, fabrikant eller skibsreder. Da der efter konkursloven gælder særlige regler for disse næringsdrivende, jfr. §§ 43, 44 og 46, er det nødvendigt ved en ny lovbestemmelse at fastslå området for de anførte bestemmelser i konkursloven. Lovforslagets gennemførelse vil bevirke, at disse bestemmelser ligesom hidtil kommer til anvendelse på alle bogføringspligtige. Da der ved bogføringslovforslaget er sket en udvidelse af kredsen af bogføringspligtige personer, bliver følgen, at disse særlige bestemmelser i konkursloven nu vil finde anvendelse på videre kredse end hidtil. Denne udvidelse er imidlertid anset for at være uden betænkelighed.

Ifølge lovforslaget får konkurslovens § 43 i overensstemmelse hermed følgende affattelse:

„Når nogen, som efter lovgivningen er forpligtet til at føre forretningsbøger eller for ikke længere end 1 år siden har udøvet virksomhed med sådan forpligtelse, har standset sine betalinger, har enhver fordringshaver, så længe standsningen med betalingen varer, ret til at forlange skyldnerens bo taget under konkursbehandling, uden at han behøver at føre andet eller videre bevis for skyldnerens insolvens."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med det ovenfor nævnte forslag til lov om bogføring. Under 1. behandling udtalte den konservative ordfører Ninn-Hansen stærk betænkelighed ved den udvidelse af kredsen af personer, der omfattes af konkurslovens §§ 43, 44 og 46, idet han betegnede loven som ganske utidssvarende og i modstrid med erhvervenes interesser. Det ville efter hans mening ofte være imod kreditorernes interesser at søge en konkurs fremmet, idet en frivillig gældsordning i de fleste tilfælde var at foretrække. Da §§ 44 og 46 til en vis grad kunne siges at lette adgangen til konkurs, ville den foreslåede lovændring efter hans opfattelse kunne bevirke en betydelig udvidelse af antallet af konkurser, hvilket ville være uheldigt. Ninn-Hansen efterlyste i denne forbindelse en revision af hele konkursloven.

Lovforslaget henvistes til samme udvalg som forslaget til lov om bogføring. Udvalget afgav ikke betænkning.