L 5 Lov om tilføjelser til lov om rettens pleje i Grønland.

(Ægteskabssager).

Af: Statsminister Hans Hedtoft (S)
Samling: 1953-54
Status: Stadfæstet
Lov nr. 153 af 11-05-1954
I den grønlandske retsplejelov af 14. juni 1951 indeholdes ingen regler om ægteskabssager, da man ikke hidtil i Grønland har kendt nogen adgang til opløsning af ægteskab ved omstødelse, separation eller skilsmisse. I forbindelse med indførelse af de regler om opløsning af ægteskab, som indeholdes i den foran omhandlede lov for Grønland om ægteskabs indgåelse og opløsning, gennemføres ved den her omhandlede lov de processuelle bestemmelser om fremgangsmåden ved den judicielle behandling af sager om opløsning af ægteskab. Forslaget til loven var udarbejdet af statsministeriets grønlandske lovudvalg og tiltrådt af landsrådet 1952. Lovens bestemmelser ligger nær op ad den danske retsplejelovs bestemmelser, men følger i system og principper iøvrigt den grønlandske retsplejelovs principper.

Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget uden særlig omtale af samtlige partiers ordførere. Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning det udtaltes, at udvalget havde overvejet, hvorvidt der burde indføres en adgang til uden stævning og i enklere former at indbringe spørgsmålet om revision af afgørelser om underholdsbidrag, forældremyndighed m. v. for retten; men da det var oplyst, at overholdelse af retsplejelovens former ikke synes at volde vanskeligheder i revisionssager vedrørende underholdsbidrag til børn udenfor ægteskab, havde udvalget undladt at stille ændringsforslag og indstillede derfor lovforslaget til vedtagelse uforandret.

Den fornyede udvalgsbehandling, hvortil lovforslaget henvistes efter 2. behandling, gav heller ikke anledning til ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 125 stemmer.
Partiernes ordførere
Edel Saunte (S), Helga Pedersen (V), Halfdan Hendriksen (KF), Oluf Steen (RV), Aksel Larsen (DKP) og Søren Olesen (DR)