I henhold til § 7, stk. 1, nr. 6, i folketingets forretningsorden afgav udvalget for forretningsordenen i marts 1955 indstilling om valg af folketingets første ombudsmand, jfr. lov nr. 203 af 11. juni 1954 om folketingets ombudsmand. Indstillingen gik ud på at vælge professor, dr. jur. Stephan Hurwitz til ombudsmand.
I den betænkning, der ledsagede indstillingen, hedder det:
„Siden udvalget blev nedsat den 24. november 1954, har der - dels i det samlede udvalg, dels i et underudvalg — været afholdt en række møder med det formål at finde frem til en personlighed, som var i besiddelse af de særlige kvalifikationer, ombudsmandshvervet forudsætter, og som var villig til at påtage sig den krævende opgave. I forbindelse hermed har ansættelsesvilkårene og forskellige praktiske spørgsmål været drøftet.
Under udvalgets overvejelser har flere ansete jurister været på tale, og forhandlinger har været ført til forskellige sider. Resultatet af disse forhandlinger blev, at man er enedes om at foreslå professor, dr. jur. Stephan Hurwitz valgt til ombudsmand.
For at professor Hurwitz skal kunne modtage valget, vil det være nødvendigt, at han træder udenfor nummer som professor ved Københavns universitet og giver afkald på flere lønnede hverv. Da folketingets ombudsmand må være uafhængig af den offentlige administration og af private interesser, kan han kun varetage hverv, som ikke gør indgreb i denne uafhængighed.
Det er under hensyn hertil fundet rimeligt, at der udover lønnen som højesteretsdommer på højeste løntrin (fra 1. april 1955 ialt 37 521 kr. 36 øre) ydes professor Hurwitz et personligt tillæg, hvilket de i lov nr. 203 af 11. juni 1954 om folketingets ombudsmand § 12 indeholdte lønningsbestemmelser også åbner mulighed for. Dette personlige tillæg foreslår man overfor udvalget for forretningsordenen, under hvilket fastsættelsen af ansættelsesvilkårene hører, beregnet således: 7 000 kr. plus sædvanligt honorartillæg (ialt 13 300 kr.) og herudover midlertidigt som vederlag for at tilrettelægge og igangsætte arbejdet og som kompensation for forbudet mod at have bierhverv uden ombudsmandsudvalgets samtykke 15 000 kr. årligt. Ialt skulle lønnen herefter, beregnet efter de fra 1. april 1955 gældende satser, blive 65 821 kr. 36 øre årlig i de første år. Forud for næste valg af ombudsmand optages lønningsordningen til ny forhandling.
Også de under udvalget for forretningsordenen eller præsidiet hørende spørgsmål om størrelsen af ombudsmandens personale og om lokaleforholdene har været drøftet med professor Hurwitz.
Der har under forhandlingerne været enighed om, at ombudsmandsinstitutionen bør træde i virksomhed fra 1. april 1955, og således at personale antages, efterhånden som man har erfaring for, hvor omfattende arbejdet bliver. Det er tanken, at der ved starten kun skal antages enkelte medhjælpere.
Et udkast til instruks for ombudsmanden har været forelagt udvalget. Når dette udkast er færdigbehandlet, vil der blive gjort indstilling om dets godkendelse i folketinget, jfr. ombudsmandslovens § 3 og folketingets forretningsordens § 7, stk. 1, nr. 6."
Da sagen foretoges i folketinget, forelå der ikke og fremkom der heller ikke, efter at formanden havde stillet spørgsmål herom, forslag om valg af nogen anden. Ved den foretagne afstemning blev professor Hurwitz derpå enstemmigt valgt til ombudsmand med 140 stemmer, idet 4 medlemmer (DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.