I sin begrundelse af forespørgslen gjorde Viggo Starcke (DR) som ordfører for forespørgerne gældende, at den ved lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger gennemførte dækningstold på 5 pct. for fodtøj og barnevogne indeholdt en betydelig toldbeskyttelse for de hjemlige fabrikanter. Motiveringen for at indføre en sådan dækningstold var, at når der pålagdes den hjemlige fabrikation en afgift, skulle denne af hensyn til konkurrencen fra udlandet modsvares af en dækningstold på de udelandske varer, så at der opnåedes ligestilling. Taleren havde imidlertid under lovforslagets behandling hævdet, at dækningsafgiften ville virke protektionistisk, men havde ikke fra finansministeren fået svar på et spørgsmål om, hvorvidt man ville nedsætte dækningstolden, hvis det ved en undersøgelse viste sig, at den var ansat for højt. Dette var efter talerens opfattelse — som det fremgik af forespørgslen — tilfældet, særlig fordi uforarbejdet læder ikke faldt ind under omsætningsafgiften.
Finansministeren omtalte nærmere de forhold, der begrundede dækningsafgifterne, og påpegede, at disse nødvendigvis måtte ansættes skønsmæssigt. „Man kan altid drøfte, om et sådant skøn er rigtigt; det vil der altid være delte meninger om. Principielt er det afgørende, at dækningsafgifter ligesom kompensationstold i almindelighed må hvile på et skøn, allerede af den grund, at materialekombinationsmulighederne er så mangfoldige. Jeg ser derfor ikke nogen grund til at fremsætte ændringsforslag til den gennemførte lov."
Under den videre forhandling stillede ordføreren for forepørgerne følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:
„Folketinget udtaler, at da der i § 14 i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger er indsat en bestemmelse om, at der ved indførsel fra udlandet af fodtøj og barnevogne skal svares en dækningsafgift på 5 pct., og da dette har fået en utilsigtet protektionistisk virkning, opfordres finansministeren til at fremsætte forslag til ændring af dette forhold,
og går dermed over til næste sag på dagsordenen."
Efter debattens afslutning forkastedes dette forslag med 75 stemmer mod 6 (DR), idet 55 medlemmer (herunder V, RV og DK) afholdt sig fra at stemme.