Lovforslaget var — bortset fra nogle mindre ændringer, af hvilke ingen havde principiel betydning — overensstemmende med et i den foregående samling fremsat lovforslag, som ikke nåede at blive færdigbehandlet inden folketingsårets slutning. Heller ikke i 1954-55 blev man færdig med behandlingen af sagen.
Lovforslaget indgik som led i en række reformforslag vedrørende den direkte beskatning og udgiftsfordelingen mellem staten og kommunerne. Det findes omtalt i årbog 1953—54, side 464 ff., hvor der tillige gøres rede for den samlede reformplan, ligesom titlerne på de 16 lovforslag, som indgår i planen, er anført.
Ved genfremsættelsen var lovforslagets bemærkninger ledsaget af et tillæg, i hvilket der gives en udførlig redegørelse for skattefradragets virkninger.
I sin fremsættelsestale anførte finansministeren bl. a.: „Forslaget til lov om skat til staten af indkomst, formue og kapitalvinding er i alt væsentligt enslydende med det i maj sidste år fremsatte lovforslag. De få ændringer, der er foretaget, er — bortset fra en tilføjelse til § 237 — foranlediget af ændringer i den øvrige lovgivning, og herom henvises til bemærkningerne til forslaget.
Ændringen i § 237 består i tilføjelsen af en ny bestemmelse i stk. 2, hvorefter der i en overgangsperiode af 5 år ydes kommunerne et særligt statstilskud for at bøde på en eventuel udgiftsnedgang som følge af bortfaldet af den kommunale selskabskat. Set under eet med de øvrige forslag om byrdefordelingen skulle bortfaldet af den kommunale selskabsbeskatning stort set være opvejet af andre forholdsregler til kommunernes fordel, men man må erkende, at der i hvert fald for visse større kommuner vil kunne opstå vanskeligheder, såfremt bortfaldet af den kommunale selskabsbeskatning gennemføres — om jeg så må sige — uden varsel. Til imødegåelse heraf er foreslået, at der i den nævnte overgangsperiode ydes kommunerne et gradvis faldende statstilskud, der beregnes i forhold til vedkommende kommunes provenu af den kommunale selskabsskat i regnskabsårene 1952-53 til 1954—55.......
Bortset herfra fremsættes forslagene i samme skikkelse som i maj måned sidste år.
Efter forslagenes første fremsættelse er der rettet forskellige indvendinger mod en række enkeltheder i forslagene. På eet punkt har disse indvendinger været særlig kraftige — jeg tænker på den foreslåede bestemmelse om begrænsning af skattefradraget, hvorefter kun den almindelige kommunale indkomstskat skal kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Jeg har derfor fundet det nyttigt, at hele dette spørgsmål blev gjort til genstand for yderligere undersøgelser, og resultaterne heraf fremgår af et særligt tillæg om skattefradragets virkninger, der er knyttet til statsskattelovforslagets bemærkninger. De følgende bemærkninger bygger hovedsageligt på det i dette tillæg optrykte materiale.
Når skatteyderne ved opgørelsen af deres skattepligtige indkomster kan fradrage et samlet skattebeløb på godt 2 1/2 milliard kr., er dette ikke ensbetydende med, at de slipper tilsvarende billigere i indkomstskat. Tværtimod er de høje skattesatser, der i øjeblikket anvendes, netop udformet under hensyntagen til det gældende skattefradrag. For at tilvejebringe den fornødne samlede udskrivning og for at opnå en rimelig fordeling af skattebyrden på de forskellige grupper af skatteydere har man måttet fastsætte skattesatserne væsentligt højere, end det ville være nødvendigt, hvis skatteydernes virkelige indkomster i større udstrækning dannede grundlag for skatteberegningen. Dette har ført til, at man nu er oppe på at beskatte dele af de største skalaindkomster med over 130 pct.
De skattebeløb, der er betalt i løbet af et indkomstår, og som fradrages på selvangivelsen, er som regel pålignet skatteydernes indkomster for de to foregående år. På denne måde bliver den indkomstskat, der f. eks. pålignes for skatteåret 1954-55, ikke alene afhængig af indkomsten i det tilsvarende indkomstår, 1953. Den påvirkes også gennem skattefradraget af den pågældende skatteyders indkomster i de forudgående år.
Sålænge skatteyderens indtægter er uforandrede fra år til år og udskrivningsreglerne ikke er underkastet større ændringer, vil skatteyderens skattefradrag og den pålignede skat være nogenlunde lige store. I så fald bliver skatten den samme, hvadenten der indrømmes ubegrænset skattefradrag og udskrives skat efter de gældende satser, eller der kun gives adgang til et begrænset skattefradrag i forbindelse med en samtidig nedsættelse af skatteprocenterne.
Såsnart skatteyderens indtægter varierer fra det ene år til det andet, får skattefradragets omfang derimod selvstændig betydning for indkomstbeskatningen.
Hvis en skatteyder i nogle år har haft uændret indtægt og derefter forøger sin indkomst, vil han på den første selvangivelse med forhøjet indtægt kun kunne fratrække skattebeløb, der svarer til de foregående års lavere indtægt. Hele indtægtsforøgelsen vil derfor blive beskattet med de høje skalaprocenter, der er fastsat under hensyntagen til, at der ydes ubegrænset skattefradrag.
På denne måde bliver indtægtsforøgelser beskattet forholdsvis kraftigt. For en københavnsk forsørger uden børn med en samlet indtægt mellem 9 000 kr. og 10 000 kr. vil skattestigningen af en indtægtsforøgelse på 1 000 kr. således for det første skatteår andrage 34 pct. Er indtægten ca. 15 000 kr., stiger beskatningsprocenten til 52, og for en indtægt på en snes tusinde kroner er den 61.
Det er meget betydelige dele af merindtægten, der på denne måde beslaglægges af det offentlige i det første år efter indtægtsstigningen. Til gengæld for denne merbeskatning opnår de pågældende skatteydere i de følgende år forholdsvis store skattefradrag.
Tænker man sig, at skatteyderne bevarer den forhøjede indtægt uforandret igennem en række år, vil skatten for det andet og det tredie skatteår, efter at indtægten er steget, blive noget lavere end for det første skatteår. I de følgende år vil skatten igen stige for at komme i ligevægt på et niveau, der ligger noget lavere end i det første år, efter at indtægten er steget.
I de tilfælde, jeg her har omtalt, hvor indtægten forøges med 1 000 kr. og derefter forbliver konstant, vil skatten af indtægts- forhøjelsen efter en årrække blive væsentlig mindre end skatten for det første år......
Denne merbeskatning af indtægtsforøgelse i det første år, som i de følgende år afløses af en mere moderat beskatning, virker særdeles uheldig. Mange skatteydere, der har udsigt til at forøge deres indtægt, f. eks. ved at påtage sig overarbejde eller det besvær og den risiko, som i reglen er forbundet med forøget erhvervsindtægt, vil navnlig hæfte sig ved det første års store skatteforhøjelse. Derimod er der grund til at tro, at de i en sådan situation lægger mindre vægt på de følgende års lempeligere beskatning. Den ligger nu engang flere år ud i fremtiden og er desuden vanskelig at forudberegne. Dette skyldes ikke blot, at udskrivningsreglerne er indviklede, men også at skatteyderne som regel ikke har nogen sikkerhed for at kunne opretholde den forhøjede indtægt en 4-5 år frem i tiden
Er indtægtsstigningen ikke begrænset til et enkelt år, men lykkes det en skatteyder at sætte sin indtægt i vejret det ene år efter det andet, bliver beskatningsforholdene endnu mere komplicerede. Den merbeskatning, som det ene års indtægtsstigning giver anledning til, vil i så fald blive modvirket af, at merskatten fra de foregående års indtægtsstigning giver anledning til forhøjelser af skattefradraget. Det samlede resultat af disse to tendenser vil afhænge af indkomstforløbet i de pågældende år. Sålænge indkomststigningen ikke er aftagende fra år til år, vil nettoresultatet i reglen blive, at de stigende indtægter beskattes hårdere end konstante indtægter af samme størrelse.
Medens det ubegrænsede skattefradrag således rammer stigende indtægter forholdsvis hårdt, betyder det samtidig en lempeligere beskatning af faldende indtægter.
Man kan efter min opfattelse ikke uden videre hævde, at denne skattemæssige præmiering af faldende indtægter er urimelig. Det vil for de fleste være forbundet med følelige ulemper at skulle tilpasse levefoden til en lavere indtægt. Det kan derfor være tiltalende at have et skattesystem, der automatisk medfører, at disse skatteydere for et enkelt år slipper forholdsvis billigt fra skattebetalingen. Det kan dog næppe virke fremmende på arbejdslyst og foretagsomhed, at det bestående skattesystem rammer stigende indtægter særlig hårdt og præmierer faldende indtægter.
For skatteydere, hvis indtægter er svingende fra år til år, betyder det ubegrænsede skattefradrag og de deraf betingede høje skattesatser en forholdsvis kraftig beskatning. Den merbeskatning af indtægtsstigningen i det første år, som jeg før omtalte, rammer disse skatteydere fuldtud i de år, hvor de sætter deres indtægt i vejret. Derimod vil de ofte have en betydelig lavere indtægt i de følgende år, hvor de store skattebeløb kan fradrages. Dette bevirker, at de ofte slet ikke eller kun delvis kan udnytte de store skattefradrag.
En sådan merbeskatning af svingende indtægter rammer mere risikobetonede erhverv særlig hårdt og modvirker derigennem de pågældende skatteyderes initiativ. Den forretningsmand, der står overfor at skulle træffe en disposition, der giver mulighed for stor fortjeneste, men samtidig indebærer risiko for tab, må blive betænkelig. Et eventuelt tab skal han selv bære, medens gevinsten måske beskattes med omkring 100 pct. for det første skatteår. Den fordel, det ubegrænsede skattefradrag giver en sådan skatteyder i form af et særligt højt skattefradrag i de følgende skatteår, hvor hans indtægt måske er faldet betydeligt, er ofte uden nogen værdi. I sådanne tilfælde vil et skattesystem med lavere skatteprocenter, men uden skattefradrag, i høj grad fremme lysten til at udvise initiativ og løbe en risiko.
De virkninger af det ubegrænsede skattefradrag, som jeg her har omtalt, blev allerede fremhævet af skattekommissionen. Da en del af kommissionens talmateriale nu er forældet som følge af de ændringer i skattesatserne, der er gennemført, siden kommissionen udarbejdede sin betænkning, er der i det forannævnte tillæg til de bemærkninger, der ledsager forslaget til statsskattelov, anført et ajourført materiale til belysning af disse spørgsmål.
Det er mit indtryk, at der — også i de kredse, der stadig ønsker at bevare det ubegrænsede skattefradrag — efterhånden er en ret udbredt erkendelse af, at det ubegrænsede skattefradrag og de deraf betingede høje skattesatser medfører en uholdbar merbeskatning af indtægtsstigninger og af svingende indtægter. Jeg tror også, at der er almindelig enighed om, at disse ulemper på en eller anden måde må afbødes i forbindelse med den samlede skattereform, som vi alle betragter som nødvendig. Når man alligevel ønsker at bevare det ubegrænsede skattefradrag, er det, fordi man i andre henseender mener, at det har gavnlige virkninger, navnlig fordi det skulle lægge loft over beskatningen. Efter min opfattelse er de forestillinger, man gør sig om betydningen af dette loft over skatteudskrivningen, stærkt overdrevne, og jeg vil derfor gerne gøre nogle bemærkninger herom.
Det var tidligere en almindelig opfattelse, at det ubegrænsede skattefradrag udelukkede en indkomstbeskatning på over 50 pct. af den samlede indtægt. Man gik ud fra, at skattesatser på over 100 pct. lå udenfor mulighedernes grænse, og at selv skatteydere med meget store indtægter derfor ikke kunne beskattes med mere end halvdelen af deres indtægt, vel at mærke forsåvidt det drejede sig om indtægter, der var uforandrede fra år til år.
I de senere år er de højeste satser for indkomstbeskatningen imidlertid kommet op over 100 pct. I Københavns kommune beskattes den del af skalaindtægten, der ligger mellem 100 000 kr. og 200 000 kr., således med 107 pct., og de allerhøjeste satser, der anvendes på den del af skalaindkomsten, der overstiger 1 mill. kr., ligger nu på godt 130 pct. Disse procenter indebærer, at selv de størst tænkelige konstante indtægter højst kan pålignes en indkomstskat på ca. 57 pct. af den samlede indtægt. Den overgrænse for indtægtsbeskatningen, som det ubegrænsede skattefradrag sætter, har således vist sig at være noget elastisk. Denne noget elastiske overgrænse gælder imidlertid kun meget store indtægter, der er uforandrede fra år til år. For mellemstore og mindre konstante indtægter, der ikke rammes af de nævnte meget høje skattesatser, har skattefradragsreglen ikke betydet et effektivt loft. Ganske vist kan man hævde, at en forhøjelse af indkomstbeskatningen for disse indtægtsgrupper vanskeligt kan tænkes gennemført, hvis indkomstbeskatningen af de største konstante indtægter ikke forhøjes tilsvarende.
Jeg vil dog i denne forbindelse gøre opmærksom på, at det meget vel er muligt at gennemføre skatteforhøjelser, der vel rammer alle indkomsttrin, men som dog reelt er forholdsvis beskedne for de højeste indtægter og relativt store på f. eks. mellemindkomsterne.
Dette bekræftes af den faktiske udvikling i indkomstbeskatningen her i landet siden gennemførelsen af statsskatteloven af 1922......
De forholdsvis beskedne skattestigninger for de største indtægter må sikkert skyldes den før omtalte noget elastiske overgrænse for beskatningen på disse indkomsttrin, som sættes af det ubegrænsede skattefradrag. Derimod synes denne grænse ikke at have ydet de noget lavere konstante indtægter nogen synderlig beskyttelse. Når skattestigningerne for indtægter under en halv snes tusinde kroner har været endnu lavere end for de største indtægter, kan det næppe tilskrives det ubegrænsede skattefradrag. På disse indtægtstrin er skattefradraget jo beskedent i forhold til indtægten. Der er her tale om virkningen bl. a. af de højere forsørgerfradrag og andre ændringer i skalaerne til gavn for de dårligst stillede.
En sammenligning med indkomstbeskatningen i en række andre lande tyder ligeledes på, at beskatningen af de store stabile indtægter ligger forholdsvis lavt i Danmark. I USA, England, Holland og Sverige beskattes de største indtægter således med 60-90 pct. af den samlede indtægt, medens de tilsvarende konstante indtægter her i landet beskattes med omkring 50 pct. Til gengæld er indkomstbeskatningen her i landet for de lavere indtægter og mellemindtægterne noget højere end i de nævnte fire lande.
Der er som allerede nævnt ingen tvivl om, at det ubegrænsede skattefradrag sætter en vis elastisk overgrænse for den samlede indkomstbeskatning af meget store konstante indtægter. Hvis indtægterne derimod er varierende fra år til år, kan de, som jeg allerede har nævnt, blive beskattet meget hårdt efter de gældende regler. De foreliggende oplysninger tyder heller ikke på, at skattefradraget yder de lavere indtægter og mellemindtægterne nogen særlig beskyttelse. Den beskyttelse for skatteyderne, som det ubegrænsede skattefradrag yder, er således ret problematisk for alle andre end netop de skatteydere, der har meget store konstante indtægter. Hvis man derimod — som foreslået — begrænser skattefradraget, kan merbeskatningen af stigende og varierende indtægter nedsættes væsentligt.
Jeg skal iøvrigt som nævnt ikke nærmere omtale forslagenes enkeltheder, som jeg havde lejlighed til at gøre rede for ved forslagenes fremsættelse her i tinget i maj sidste år. Blot vil jeg gerne benytte lejligheden til at gøre opmærksom på, at det med den foreslåede begrænsning af skattefradraget har været muligt at nedsætte selve skattesatserne. Dette betyder både en reel skattenedsættelse særlig for mellemindkomsterne på mellem 10 og 15 pct., og at beskatningen af indtægtsstigninger i det første år reduceres ret betydeligt."
Senere udtalte finansministeren:
„Skal man opnå den forenkling af skattelovgivningen og den lettelse i beskatningen af merindtægter, som forslagene tager sigte på, er det teknisk mest enkelt og økonomisk mest formålstjenligt at ændre skattefradragets regler. Allerede ved den første fremsættelse af forslagene til skattereformen gav jeg dog udtryk for, at en ændring af skattefradragsreglen ikke var et principspørgsmål for regeringen, og at jeg var villig til at overveje eventuelle andre forslag, der bevarer skattefradraget fuldtud, forsåvidt de tillige medfører samme store og fordelagtige ændringer i skatteudskrivningen som de lovforslag, jeg i dag fremsætter.
Endnu er der ikke fra anden side fremkommet sådanne andre forslag til en skattereform. Jeg har imidlertid for at skabe et så bredt grundlag som muligt for de kommende drøftelser ladet undersøge, hvilke muligheder der er for at forenkle og forbedre indkomstbeskatningen, dersom skattefradraget opretholdes fuldtud. Nogle af disse muligheder er omtalt i det tillæg til statsskattelovforslagets bemærkninger, som jeg før nævnte."
Efter at have fremsat sit syn på disse muligheder udtalte ministeren ved slutningen af sin redegørelse:
„Regeringen lægger stor vægt på at få forhandlingerne påbegyndt og tilendebragt. Da det samtidig må erkendes, at der her i tinget er en udbredt modstand mod en ændring i skattefradragsreglen, skal jeg til slut som udtryk for regeringens forhandlingsvilje udtale, at den — om det skulle være nødvendigt for at nå et resultat — er villig til at opgive ønsket om at få fradragsretten begrænset."
Ved lovforslagets 1. behandling drejede forhandlingerne sig for en stor del om skattefradragsspørgsmålet.
Hans Knudsen (S) udtalte herom, at hans parti stod bag finansministerens tilbud om at opgive ændringen af fradragsreglen, hvis det gav mulighed for at få reformarbejdet ført videre. „Fradragsreglens ændring kan ikke i sig selv for vort vedkommende være et ufravigeligt princip. Fradragsreglens begrænsning var — og det fremgår også tydeligt af de nu foretagne beregninger — et virksomt middel til at komme bort fra den altfor hårde beskatning af selv beskedne indkomstforøgelser, og det er en af de ting, vi mener vi må frem til ved en skattereform. Jeg tror også, det er et ønske, man har fra alle sider. Det, vi ønsker som resultat af en skattereform, er ikke alene de betydelige tekniske fremskridt og forenklinger, der ligger i forslagene, men tillige at nå frem til en beskatningsform, der ikke er så hård ved mellemindkomsterne som den nuværende, og navnlig en beskatningsform, der ikke er så hård i det første års beskatning på en indkomststigning."
Thorkil Kristensen (V) henviste til, hvad der tidligere var fremsat om det synspunkt, som var det almindelige indenfor venstre vedrørende fradragsretten, og om hans personlige syn på sagen. „Begge disse to synspunkter er de samme i dag, som de før har været, og jeg finder ingen anledning til i dag at gentage, hvad jeg og andre har sagt derom, men iøvrigt foreligger der nu dette, at den højtærede minister to gange i sin tale understregede, at han var forhandlings - villig. Det kunne høres af talen, at han havde den opfattelse, som sikkert også er rigtig, at der ikke er politisk grundlag for en afskaffelse i øjeblikket af den fulde fradragsret, og at den høje regering er indstillet på under de kommende forhandlinger at tage konsekvensen af denne kendsgerning. Når det er sådan, synes jeg personlig, at det ville have været klogt, om den højtærede minister havde taget denne konsekvens allerede nu ved lovforslagenes fremsættelse. Det ville have sparet tid, og den højtærede minister lægger jo vægt på, at vi nu kommer i gang med det praktiske arbejde. Jeg synes derfor ikke, at det er videre hensigtsmæssigt, at den højtærede minister fremsætter forslag, som han selv ved vi nu skal bruge en del tid til at omarbejde i det kommende udvalg. Men det kommer vi vel over.
Jeg finder yderligere anledning til at sige, at den fremstilling, den højtærede minister i sin tale gav af den af ham foreslåede omlægnings indvirkning på beskatningen af indtægtsstigninger, efter min mening er misvisende, idet ministeren ensidigt fremhæver den lettelse i beskatningen det første år af en indtægtsstigning, som man kan opnå ved den omlægning, der her er tale om. Derimod gik den højtærede minister med en harefod hen over de derfra helt forskellige virkninger, som den har i det andet år og i følgende år. Jeg er nok klar over, at der i offentligheden i almindelighed er en overvurdering af det første års skat under det nuværende system og en undervurdering af de senere virkninger af fradragsretten, men jeg synes ikke, at vi herinde bør udnytte denne undervurdering og overvurdering ude i befolkningen. Det må tværtimod være vor opgave at gøre befolkningen opmærksom på de ting, som den almindelige mand ikke tænker så meget over, som han burde, og jeg synes, at den højtærede minister gør sin sag en dårlig tjeneste ved at gå udenom de vanskelige punkter i det spørgsmål, som han og jeg jo iøvrigt har samme principielle stilling til."
Poul Møller (KF) havde ikke af finansministerens redegørelse for fradragsrettens virkninger ladet sig overbevise om, at ministeren havde ret. Det var rigtigt, at mellemindkomsterne var blevet hårdest ramt af det stigende skattetryk, men det skyldtes ikke, at vi havde bevaret fradragsretten.
„Jeg tror, at borgerne med mellemindkomsterne er nogenlunde klar over, at de, hvis vi fjerner skattefradragsretten, vil komme ud i en situation, hvor skattetrykket vil stige endnu mere, for så får man en ubegrænset ret til at beskatte dem, medens man nu må tage hensyn til, at man ikke kan opnå stort mere på de største indkomster og derfor reelt ikke kan belaste de små indkomster med større direkte beskatning. Det er jo også således, at det, der er årsagen til mellemindkomsternes høje beskatning, er, at man ikke har rettet progressionen ud og ikke afdæmpet den siden 1922-23. Den mand, der i 1922 havde en indkomst på 20 000 kr., blev betragtet som en mand med en stor skatteevne, medens han i dag har en meget mindre skatteevne og derfor trykkes meget hårdere af den stærke progression. Det er altså ikke skattefradragsrettens skyld, men dette, at man ikke har villet rette på progressionen, der har svækket mellemindkomsterne og givet dem en for stor skattebyrde."
Bertel Dahlgaard (RV) påpegede, at det kun var i det første år, det nuværende system med fradragsretten medførte forøget skat af en indtægtsstigning, og udtalte derefter: „På dette punkt ligger det nuværende skattesystems store svaghed, fordi det netop er det første års større skat, den enkelte særlig hæfter opmærksomheden på, når det overvejes, om man skal gøre en indsats for at opnå en større indtægt. Denne svaghed i det nuværende system vil jeg gerne tilsige ministeren det radikale venstres medarbejderskab til at få fjernet, og den kan fjernes, selvom vejen hertil, der antydes i redegørelsen, formentlig ikke er farbar. Til gengæld foreslår jeg, at den højtærede finansminister nu vil love mig, at han ikke mere søger at få folk til at tro, at denne fejl kun kan rettes ved skattefradragsrettens bortfald."
Den diskussion, der har været ført, og de oplysninger, der nu foreligger, havde efter talerens opfattelse „gennemhullet en række af de argumenter, der oprindelig fremførtes for fradragsrettens bortfald. Derfor kan efter mit skøn kravet herom nu lægges til side og kræfterne sættes ind på ad andre veje at fjerne de vanskeligheder, som skattefradragsretten har medført på det enkelte punkt, jeg her har nævnt."
Alfred Jensen (DK) var blevet bestyrket i den opfattelse, at det vil være „mere rationelt at afskaffe denne fradragsret, naturligvis under forudsætning af at der sker en tilsvarende afpasning af skatteskalaen. "
Om samme spørgsmål udtalte Viggo Starcke (DR): „I virkeligheden er skattefradragsreglen kun en ret lille detail indenfor skattelovgivningen. Principielt er ophævelsen af skattefradragsreglen fastholdt i den højtærede finansministers lovforslag; men i sin fremsættelsestale understregede den højtærede minister til slut, at han, som udtryk for regeringens forhandlingsvilje, ville udtale, at hvis det skulle være nødvendigt for opnåelse af et resultat, var regeringen villig til at opgive ønsket om at få fradragsretten begrænset. Den højtærede finansminister indrømmede, at skattefradragsreglen lægger en slags loft — selvom det er et elastisk loft — over beskatningen; men selve skattefradragsreglens riddere — særlig de konservative og venstre — er i virkeligheden ikke helt oprigtige i deres vældige kamp for skattefradragsreglen, fordi disse partier samtidig er tilhængere af, at en større og stadig voksende del af beskatningen skal lægges over på de indirekte skatter og for de indirekte skatter spiller skattefradragsreglen ikke nogen rolle.
Det ærede medlem hr. Øllgaard og flere ærede konservative medlemmer er f. eks. tilhængere af en omsætningsskat. Den vil ikke kunne fradrages, og derfor er deres stærke modstand mod skattefradragsreglens ophævelse ikke helt alvorligt ment. Sverige har haft en omsætningsskat, men havde så dårlige erfaringer med den, at den blev ophævet igen; den viste sig nemlig at være progressiv, men desto værre progressiv i omvendt retning, nedad."
Retsforbundet ville ikke gå med til afskaffelse af fradragsretten, hvis der ikke i stedet blev givet „andre og bedre garantier imod skatteplyndring."
Angående de øvrige skattespørgsmål, som var til behandling, udtalte partiernes ordførere sig gennemgående mere kortfattet under henvisning til den tilsvarende debat i samlingen 1953-54.