Under forhandlingerne i det folketingsudvalg, der behandlede det i samlingen 1953-54 fremsatte forslag til lov om forlængelse af den midlertidige lov om tillæg til lov om banker (årbog 1953-54, side 330), blev der fra forskellig side udtalt ønske om, at handelsministeren ville undersøge spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat var grund til at opretholde de særlige bestemmelser i tillægsloven, og såfremt dette skønnedes at være tilfældet, henstilledes det, at bestemmelserne indarbejdedes i bankloven. Samtidig hermed henstilledes det, at ministeriet foretog en undersøgelse af, om de forandrede pengeforhold og de siden lovens ikrafttræden indhøstede erfaringer måtte give anledning til andre ændringer i loven.
I overensstemmelse hermed gennemgik handelsministeriet sammen med bankinspektøren, Danmarks Nationalbank og Danske Bankers Fællesrepræsentation og med bistand af professor, dr. polit. Carl Iversen som særlig sagkyndig i bankpolitiske spørgsmål bankloven, ligesom man indgående drøftede en række spørgsmål om ændringer, som pengeforholdenes udvikling og erfaringerne med hensyn til lovens administration gav anledning til.
Under disse forhandlinger blev der opnået enighed om de i nærværende lovforslag indeholdte forslag til ændringer i bankloven og enighed om, at bankloven, hvis disse ændringer gennemførtes, måtte antages at kunne virke fuldt tilfredsstillende. Under disse omstændigheder afstod man fra at forsøge at udarbejde en helt ny banklov.
Angående lovforslagets væsentligste bestemmelser og deres begrundelse skal på grundlag af handelsministerens fremsættelsestale anføres følgende:
Nogle af de vigtigste bestemmelser i bankloven er §§ 7 og 11. § 7 har til formål at sikre bankernes soliditet, § 11 drejer sig om kravene til bankernes likviditet. Det er da også om disse 2 paragraffer, forhandlingerne særlig har drejet sig. Men ved siden heraf er der taget stilling til en række spørgsmål af mere teknisk præget karakter.
Hovedbestemmelsen i banklovens § 6 — lovforslagets § 1, nr. 3 — er bestemmelsen om, hvilken aktiekapital der skal skaffes tilveje for at stifte en ny bank. Efter den gældende lov er 300 000 kr. tilstrækkeligt, men et sådant beløb er under de nuværende forhold anset for ganske utilstrækkeligt som startkapital for en bank. Det foreslås derfor, at begyndelseskapitalen for nye banker sættes til 1 mill. kr. Samme krav har man ikke ment at kunne stille til de bestående banker. Vi har ialt 161 banker, og ikke mindre end 97 af disse har en aktiekapital på under 1 mill. kr. Deraf har 53 mellem 500 000 kr. og 1 mill. kr., 39 mellem 200 000 kr. og 500 000 kr. og 5 under
200 000 kr. i aktiekapital. Når man for bestående banker skal fastsætte en soliditetsmargin, må det være berettiget at regne med deres egenkapital, og man har skønnet det forsvarligt at nøjes med at foreslå, at de banker, der ikke har 500 000 kr. i egenkapital, inden en vis frist skal bringe denne op til det nævnte beløb og ellers træde i likvidation. Forslaget herom findes i lovforslagets § 2, stk. 3, og det rammer 10 banker. Man har i konsekvens heraf i § 7, stk. 1, foreslået indsat en bestemmelse om, at en banks egenkapital ingensinde må komme under 500 000 kr. Forsåvidt angår de banker, der har en egenkapital mellem 1/2 og 1 mill. kr. — det er ikke mindre end 28 — har man ikke anset det for nødvendigt at give dem pålæg om at bringe egenkapitalen op, idet man regner med, at udviklingen af sig selv vil føre til kapitalforhøjelser.
De øvrige ændringsforslag til § 7 er udførligt motiveret i bemærkningerne til lovforslaget. Ganske kort refereret går ændringerne ud på af posten „de samlede gælds- og garantiforpligtelser" at uddrage visse posteringer, der ikke indebærer nogen reel forøgelse af vedkommende banks balance og derfor ikke nødvendiggør forøgelse af den sikkerhedsmargin, som egenkapitalen repræsenterer.
Af ændringerne til § 9, lovforslagets § 1, nr. 5, skal fremhæves et forslag om, at det ikke fremtidig skal kunne tillades direktører, vicedirektører, underdirektører og filialbestyrere selv at drive eller deltage i ledelsen af anden erhvervsvirksomhed end banken. Ordet „erhvervsvirksomhed" må her forstås som omfattende f. eks. også sagførervirksomhed og landbrug. De direktører m. v., der allerede i kraft af gældende lov lovlig driver eller deltager i ledelsen af anden selvstændig erhvervsvirksomhed, kan dog efter lovforslagets § 2, stk. 4, få lov til at fortsætte denne virksomhed.
Ved overvejelserne om, hvilket mål man vil nå ved bestemmelser om bankernes likviditet, jfr. lovforslagets § 1, nr. 8, om en ændret affattelse af banklovens § 11, er det klart, at det først og fremmest drejer sig om at fastlægge, hvor stor kasse den enkelte bank skal have af hensyn til sine egne direkte engagementer; men forbindelsen mellem bankerne er, med den struktur bankvæsenet har herhjemme, så intim, at det ikke ville være rigtigt at nøjes med at se udelukkende på den enkelte banks forhold som et isoleret fænomen. Man må også søge at sikre, at banksystemet som helhed har den fornødne likviditet. Almindelige pengepolitiske betragtninger kommer herved til at spille ind. Regeringen og Danmarks Nationalbank er af den opfattelse, at det under de skiftende økonomiske forhold vil være et værdifuldt supplement til pengepolitikkens øvrige midler at åbne mulighed for at variere kravene til banksystemets likviditet, hvorved det bliver muligt på smidig måde at tilpasse pengepolitikken til de skiftende konjunkturfaser. Man har også haft for øje, at de private bankers likviditet vil kunne påvirkes ved tilstrømning af penge fra eller bortstrømning af penge til udlandet, og i tilfælde af bevægelser af denne art vil det efter regeringens opfattelse være ønskeligt hurtigt at kunne imødegå deres indenlandske virkninger, hvilket netop vil kunne ske på den nævnte måde. Med henblik herpå foreslås en ordning, hvis hovedregel er, at kravene til kassebeholdningen, således som denne er defineret i § 11, stk. 3, lovforslagets § 1, nr. 8, skal kunne varieres mellem 2 pet. og 10 pet. af de samlede gældsforpligtelser. De 2 pct. er den gældende sats, og Danmarks Nationalbank var enig i, at forholdene på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse ikke begrundede en forhøjelse af denne sats. Beslutning om ændringer i procentsatsen træffes af handelsministeren efter indstilling fra nationalbanken og efter forhandling med Danske Bankers Fællesrepræsentation. Procentsatsen kan dog ikke forhøjes med mere end 1 point pr. kalendermåned og kun efter et forudgående varsel på mindst en måned. Samtidig med at den nævnte procentsats ændres, sker der efter nærmere fastsatte regler en ændring i kravene om ekstra kassereserve for banker, som modtager anfordringsindskud fra andre banker.
Angående lovforslagets § 1, nr. 9, som angår banklovens § 12, bemærkes: Reglerne i § 12 sætter grænserne for, hvor store de enkelte engagementer må være, og går ud på, at de normalt ikke må overstige 35 pct. af bankens egenkapital; under visse forhold dog 50 pct. af egenkapitalen. Ved beregningen af disse størstebeløb for en banks samlede engagement med en enkelt kunde kan der dog bortses fra en række forskellige poster, der ikke skønnes at frembyde nogen særlig risiko. Blandt disse er krav, for hvilke den danske stat hæfter eller garanterer, og krav, der er sikret ved håndpant i statsobligationer eller i kredit- og hypotekforeningsobligationer indenfor 75 pct. af den til enhver tid noterede køberkurs. Danske Bankers Fællesrepræsentation har stærkt ønsket, at de også skulle være berettiget til at bortse fra lån, for hvilke en dansk kommune hæfter eller garanterer, og for lån, der er sikret ved håndpant i obligationer udstedt af eller garanteret af danske kommuner. Fællesrepræsentation har i denne forbindelse henvist til, at der efter sparekasselovens § 9 ikke er nogen grænse for, hvor store beløb sparekasserne må anbringe i obligationer, der er udstedt eller garanteret af danske kommuner, eller i lån, for hvilke en dansk kommune hæfter, ligesom pensionskasselovens § 14 tillader, at hele en pensionskasses midler anbringes i obligationer udstedt eller garanteret af danske kommuner. Også livsforsikringsselskabernes midler kan anbringes uden begrænsning i kommuneobligationer.
Danmarks Nationalbank har givet udtryk for betænkelighed ved, at der gives bankerne tilladelse til ubegrænset anbringelse af midler mod direkte eller indirekte kommunegaranti, og har anført, at det snarere end at give bankerne sådan tilladelse ville være rigtigt at ændre i de forannævnte love.
Fællesrepræsentationens ønske er under hensyn hertil ikke imødekommet i lovforslaget, men handelsministeren anførte i sin fremsættelsestale, at der kunne forhandles om sagen.
I banklovens § 13 omhandles bankernes regnskabsaflæggelse, og der gives forskellige forskrifter med hensyn til opstilling af regnskaberne. I aktieselskabslovens § 42, stk. 4, er det bestemt, at omfanget af foretagne pantsætninger skal fremgå af regnskabet, men ved aktieselskabslovens § 91, stk. 1, er det bestemt, at denne regel ikke gælder for banker, en undtagelsesbestemmelse, der blev indsat i aktieselskabsloven under lovforslagets behandling i rigsdagen. Danmarks Nationalbank har rejst spørgsmål om, hvorvidt det vil være rigtigt at opretholde denne undtagelse, idet banken har henvist til, at det kan være af interesse for offentligheden at have kendskab til, i hvilket omfang bankernes aktiver er behæftet. Danske Bankers Fællesrepræsentation har imidlertid, støttet af bankinspektøren, hævdet, at en regel om, at pantsætning af bankernes aktiver skal fremgå af regnskaberne, i visse tilfælde snarere vil kunne virke vildledende end vejledende. Forholdet er nemlig det, at bankerne i vidt omfang for forpligtelser af forskellig art — f. eks. for skatteoppebørsler — stiller et fast depot af værdipapirer (for skatterne i Danmarks Nationalbank), der henligger uforandret, selvom skylden på dagen for månedsregnskabernes eller årsregnskabets opgørelse slet ikke når op på depotets værdi. Tilsvarende forhold gør sig gældende for de mindre bankers løbende kreditter i de større banker. Oplysning om foreliggende pantsætninger afgives løbende til bankinspektøren, og Danske Bankers Fællesrepræsentation har erklæret sig enig i, at bankinspektøren lader disse oplysninger gå videre til Danmarks Nationalbank, ligesom der i de årlige beretninger fra bankinspektøren vil kunne optages oplysning om det samlede omfang af pantsætninger og de forpligtelser, de pantsatte værdier hæfter for. Herefter har Danmarks Nationalbank frafaldet sit ønske om ændring i aktieselskabsloven.
Med hensyn til banklovens § 15, hvorefter det bl. a. påhviler bankerne ved regnskabsårets afslutning at tilstille bankinspektøren alle oplysninger, som er fornødne til tilvejebringelse af en bankstatistik, har der været forhandlet med det statistiske departement, som til belysning af forskellige spørgsmål af samfundsmæssig betydning kunne ønske at få forskellige statistiske oplysninger fra bankerne. Under forhandlingerne viste det sig imidlertid, at bankinspektøren allerede nu er i stand til for de væsentligste punkters vedkommende at give det statistiske departement de ønskede oplysninger. Hermed har departementet erklæret sig tilfreds, og det vil derfor ikke være nødvendigt at tilvejebringe ny lovhjemmel på dette område.
Loven skulle efter forslaget træde i kraft 1. maj 1955, idet det midlertidige banklovstillæg udløb 30. april 1955.
Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes det til hurtig behandling af Holger Eriksen (S), der understregede betydningen af, at det var lykkedes handelsministeren ved forhandling at opnå enighed mellem de private banker og nationalbanken om lovforslagets bestemmelser. Niels Eriksen (V) tilsagde også på sit partis vegne medvirken til en velvillig behandling af lovforslaget i et udvalg, men nærede betænkelighed ved flere af dets bestemmelser. Han mente f. eks., at kapitalkravet til nye banker ville være ensbetydende med, at der ikke kunne oprettes flere lokale provinsbanker. Han var endvidere ængstelig for den magtkoncentration, som de variable likviditetsreglers princip kunne føre til. Rasting (KF) mente ligeledes, at forskellige enkeltheder måtte overvejes nærmere, derunder de foreslåede likviditetsregler, hvis udformning han nærede betænkelighed ved; men hans parti så i det store og hele velvilligt på lovforslaget. Axel Sørensen (RV) og Søren Olesen (DR) mente som ordførerne for venstre og det konservative parti, at lovforslaget måske på enkelte punkter var for vidtgående; bl. a. kritiserede de, at en bankdirektør ikke skulle kunne have andet erhverv. Sidstnævnte frygtede, at de variable likviditetsprocenter ville virke i retning af at svække bankernes ansvarsfølelse.
Det folketingsudvalg, som fik lovforslaget til behandling, nåede ikke til ende med sit arbejde inden samlingens slutning.
Det midlertidige banklovstillæg blev derfor ved lov nr. 156 af 4. maj 1955 forlænget til udgangen af april 1956 (se ovenfor under nr. 83).