Lovforslaget var enslydende med et i samlingen 1953—54 fremsat forslag, der findes gengivet i årbog 1953-54, side 556, hvilket forslag — ligesom nærværende — forkastedes ved 2. behandling, idet kun forslagsstillernes eget parti støttede det.

Ved fremsættelsen udtalte Ragnhild Andersen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Da mit parti sidste efterår fremsatte det samme forslag, lykkedes det ikke at komme igennem med det; dog fandt vi tilslutning i det høje ting til visse synspunkter og til visse dele af vort forslag — jeg tænker her på den begyndende zoneudligning, der gennemførtes med virkning fra 1. april i år, og jeg tænker også på eengangshjælpen. Den begyndende zoneudligning bevirkede en lille forbedring for rentemodtagerne i købstæder og landkommuner, men altså kun en lille forbedring.

I købstæderne blev den månedlige rente således forhøjet med 7 kr. til enlige og i landkommuner med 10 kr. til enlige. Tilsvarende forhøjelser fik ægteparrene i de 2 kommunegrupper. Denne begyndende udligning, denne lille forbedring, betragter mit parti som et skridt i den rigtige retning, men det kan ikke være nogen varig løsning, al den stund enlige rentemodtagere på landet stadigvæk har 38 kr. mindre i månedlig rente, end de har i hovedstaden. Alt i alt er renten på landet kun 145 kr. om måneden til enlige aldersrentemodtagere. I købstæderne er aldersrenten til enlige 15 kr. lavere end i hovedstaden; alt i alt er den kun på 168 kr. om måneden. Tilsvarende forskelle er der også for renten til ægtepar i de tre kommunegrupper. Mit parti lægger derfor megen vægt på at komme disse uretfærdigheder til livs og mener, at zonegrænserne helt bør ophæves. Men selvom zonegrænserne bortfalder, vil det efter mit partis formening ikke løse problemet: at tilvejebringe en tryg og sorgfri tilværelse for de titusinder af rentemodtagere, som alene har renten at leve af, og det er jo det store flertal."

Ordføreren omtalte derefter lovforslagets enkeltheder og sluttede således:

„Det ville være urimeligt, om vi her i folketinget skulle komme til det resultat, at vi ikke kan sikre vore gamle en tryg tilværelse, befriet for sorg og savn. Mit parti mener, det er påkrævet at sikre rentemodtagerne, gamle som invalider, en forsvarlig tilværelse, og jeg opfordrer derfor med disse bemærkninger til en velvillig og hurtig behandling af mit partis lovforslag."

Lovforslaget henvistes tillige med det samtidig behandlede regeringsforslag om en særlig ydelse til rentemodtagere m. fl. til et udvalg, der enstemmigt indstillede det kommunistiske forslag til forkastelse.

Sidstnævnte forslag blev derefter ved 2. behandling nedstemt paragraf for paragraf med de øvrige stemmer mod kommunisternes, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme. Lovforslaget var dermed bortfaldet.