Lovforslaget fremsattes på forslagsstillernes vegne af Viggo Starcke (DR). Det havde følgende indhold:

§ 1. Denne lov angår enhver lønmodtager, der som arbejder, funktionær eller medhjælper er beskæftiget i offentlig eller privat virksomhed. Endvidere angår loven tjenestemænd, som er ansat i statens eller en kommunes tjeneste.

§ 2. Ved beregningen af de i § 1 omhandlede personers indkomstskat til staten, første gang for skatteåret 1956-57, medregnes ikke den del af deres indtægt i det til grund for skatteansættelsen liggende indtægtsår, som hidrører fra arbejde udført som led i pågældendes sædvanlige virksomhed eller tjeneste udover, hvad der falder indenfor den i pågældende virksomhed eller tjeneste i henhold til faglig overenskomst, sædvane, lov eller anden offentlig forskrift gældende normale arbejdstid. Feriegodtgørelse indtjent i forhold til sådan indtægt medregnes ligeledes ikke i den omhandlede skattepligtige indkomst.

Endvidere medregnes ikke indtægt ved arbejde udført i arbejdstid indvundet ved hel eller delvis omlægning af ferie til perioder, hvor beskæftigelsen indenfor pågældende faglige område på grund af vejrliget o. lign. er helt eller delvis indstillet, jfr. herved § 4, stk. 5, i lov nr. 65 af 31. marts 1953 om ferie med løn, ligesom tjenestemænds vederlag for ikke afholdt ferie ikke medregnes.

§ 3. Finansministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af denne lov, herunder om, hvilken attestation der af en skattepligtig skal forelægges ligningsmyndigheden for, at nogen del af hans indtægt i medfør af nærværende lov ikke skal medregnes i hans skattepligtige indkomst. Det kan herved pålægges arbejdsgivere og iøvrigt enhver, der efter forholdets natur er i stand dertil, at medvirke ved afgivelse af sådan attestation.

De med lovens gennemførelse forbundne omkostninger afholdes af finansministeriet.

§ 4. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„Den økonomiske situation i Danmark kræver, at produktionen forøges, og det er derfor ønskeligt, at lovgivningsmagten tilstræber at opmuntre befolkningen til i videst muligt omfang at forøge arbejdsindsatsen.

Den progressive indkomstbeskatning har imidlertid den betydning for befolkningens interesse i at udføre øget arbejde, at den i samme omfang, som den enkeltes indkomst forøges, føles som en økonomisk straf på ekstra flid, hvilket i mange tilfælde påvirker personer, der i og for sig er villige til at påtage sig et mèrarbejde, til at afstå herfra.

Forslagsstillerne anser det derfor for ønskeligt, at der tilvejebringes en lovgivning, hvorved lønmodtagere sikres imod, at der påføres dem en forholdsmæssig byrdefuld indkomstbeskatning i tilfælde, hvor de som led i deres normale arbejde ønsker at udnytte en mulighed for at påtage sig overarbejde.

Nærværende lovforslag tilsigter alene at tilvejebringe hjemmel for skattefrihed, forsåvidt angår overarbejde o. lign., der udføres i direkte tilslutning til udført normalt arbejde, medens arbejde, der udføres, uden at det står i forbindelse med hovedbeskæftigelsen, f. eks. en arbejdsmands ekstraindtægt som varmemester eller en statstjenestemands formiddagsindtægt som sagførerfuldmægtig, ikke er omfattet af forslagets bestemmelser.

I forslagets § 2, stk. 2, har man dog udfra tilsvarende hensyn som dem, der foran er gjort gældende, forsåvidt angår egentligt overarbejde o. lign., foreslået en bestemmelse om, at arbejdsindtægt indvundet ved forskydning af ferie eller — for tjenestemænds vedkommende — ved opgivelse af ferie fritages for indkomstskat til staten.

Forslaget vil, såfremt det ophøjes til lov, først få skattemæssig virkning fra og med skatteåret 1956-57, jfr. forslagets § 2, stk. 1, men forslagsstillerne har ønsket forslaget optaget til behandling allerede nu under hensyn til, at det normalt er indkomsten i indeværende kalenderår, der er bestemmende for skatteansættelsen for skatteåret 1956-57, hvorfor forslagets hurtige vedtagelse vil betyde en tilskyndelse for lønmodtagerne til straks at påtage sig sådant arbejde, som efter forslaget vil blive skattefrit, og dermed bidrage til produktionens fremme."

Finansministeren gjorde ved 1. behandling af lovforslaget gældende, at den foreslåede ordning ville blive meget vanskelig og dyr at administrere, og henviste i så henseende til forhandlingerne om et lovforslag af samme art, som var fremsat af medlemmer af retsforbundet i 1948 (årbog 1947-48, side 701). „Det havde måske", udtalte finansministeren, „været rimeligt, om det var blevet anført ved fremsættelsen, at det drejer sig om et problem, vi har diskuteret før. Dengang var der tale om fritagelse ikke alene for statsindkomstskat, men også for fælleskommunal skat og kommunal skat for indtægter ved overarbejde. Jeg har ikke hørt nogen begrundelse for, at man her nøjes med statsindkomstskatten, men jeg indrømmer, det giver nogen forenkling af selve lovforslaget.

Det, der er det afgørende, er imidlertid, at det er uhyre vanskeligt at finde ud af, hvad der er overarbejde. Det blev allerede drøftet i 1948, og jeg har ikke meget at tilføje. Det er jo således, at overarbejde kan finde sted på mange måder og i relation til mange tidsrum, overarbejde pr. dag eller pr. uge eller for en anden tidsperiode. Skal overarbejde være udført i samme virksomhed, for at der kan ydes skattebegunstigelse? Og hvis det skal det, hvorfor skal så andet overarbejde, som kan være fuldtud lige så samfundsnyttigt, ikke nyde begunstigelse? I det hele taget kan man jo spørge: Hvorfor netop overarbejde for lønmodtagere — selvom jeg godt kan se, at det ved en første betragtning er et meget populært forslag? Hvorfor skal kun dette arbejde nyde skattebegunstigelse og ikke det store arbejde, som udføres indenfor andre erhvervsgrene, og som måske kan være udført i et tidsrum, der strækker sig langt ud over, hvad man ellers kalder normal arbejdstid?"

Fra flere af partiordførernes side blev der givet udtryk for, at lovforslaget rørte ved et aktuelt problem, som forslagsstillerne dog ikke havde fundet den rette løsning på. Alfred Jensen (DK) udtalte sig skeptisk overfor de motiver, der lå bag lovforslaget, idet han frygtede, at hovedformålet med det var at få folk til at arbejde over og give afkald på ferie.

Ved forhandlingens slutning henvistes lovforslaget til et tidligere nedsat folketingsudvalg angående skattelovgivning m. v. Dette udvalg afgav ikke betænkning om den pågældende sag.