L 30 Lov om ændring af lov om tilvirkning og forhandling af margarine m. m.

(forbud mod margarineost).

Af: Landbrugsminister Jens Smørum (S)
Samling: 1954-55
Status: Stadfæstet
Lov nr. 163 af 24-05-1955
Forslaget til denne lov, der forbyder tilvirkning, indførsel og forhandling af margarineost, blev fremsat på foranledning af De danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, som i en skrivelse til landbrugsministeriet henledte opmærksomheden på, at dansk ost i lande, hvor fabrikation og salg af margarineost er forbudt, udsattes for mistænkeliggørelse, fordi det her i landet var tilladt at tilvirke og forhandle margarineost. Fællesorganisationen henstillede derfor af hensyn til danske ostes renommé i udlandet, at der gennemførtes en lov om tillæg til margarineloven, hvorefter tilvirkning af margarineost her i landet forbydes.

Da produktionen af margarineost her i landet hidtil har været uden betydning og ikke har fundet sted siden 1926, fandt landbrugsministeren det ubetænkeligt at forbyde en sådan, hvorfor han fremsatte et forslag til lov om tillæg til lov nr. 95 af 1. april 1925 om tilvirkning og forhandling af margarine m. m., ifølge hvilket tilvirkning af margarineost skulle være forbudt og forbudet træde i kraft straks.

Under udvalgets drøftelser og samråd med ministeren opnåedes enighed dels om en række formelle ændringer, der tog sigte på at knytte bestemmelsen i lovforslaget, der fremtrådte som et tillæg til margarineloven, til de pågældende bestemmelser i margarineloven, dels om, at forbudet mod tilvirkning af margarineost skulle udvides til også at omfatte indførsel og forhandling af margarineost. Disse ændringer vedtoges ved 2. behandling, hvorefter lovforslaget fik følgende indhold:

I lov nr. 95 af 1. april 1925 om tilvirkning og forhandling af margarine m. m., jfr. lovbekendtgørelse nr. 229 af 28. juni 1937, som ændret ved lov nr. 127 af 28. marts 1951, foretages følgende ændringer:

1) Lovens § 11 affattes således:

„1. Ved margarineost forstås i denne lov ethvert ostefabrikat — såvel det færdige produkt som ostemasse — hvori indgår fedtstof, der ikke er fremstillet af mælk.

2. Tilvirkning, indførsel og forhandling af margarineost er forbudt."

2) Lovens § 12 udgår.

3) I lovens §§ 15-20 udgår „margarineost" (i § 15, stk. 1, 1. linie, „og margarineost", i 2. linie „eller margarineostens" og i § 20 „margarineost og").

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i denne skikkelse enstemmigt med 156 stemmer.
Partiernes ordførere
S. Lund Jensen (S), Peder Christensen (Rebild) (V), Axel Reedtz-Thott (KF), Aage Fogh (RV), Villy Fuglsang (DKP) og Knud Tholstrup (DR)