Loven har følgende ordlyd:

Det alders- og invaliderentemodtagere i henhold til folkeforsikringslovens § 40, stk. 9, 1. punktum, jfr. bekendtgørelse nr. 218 af 11. juli 1953, tilkommende rentetillæg på 7 1/2 pct. af det for de enkelte rentemodtagere beregnede grundbeløb forhøjes for tiden 1. august 1955-31. marts 1957 til 10 pct. og for tiden efter 1. april 1957 til 11 pct. af det beregnede grundbeløb.

Loven afviger i sin form væsentligt fra det oprindelige lovforslag, der havde titlen: forslag til lov om godtgørelse for huslejeforhøjelse til alders- og invaliderentemodtagere m. fl., og må ses på baggrund af de samtidig fremsatte forslag til lov om ændring i lov om leje (se side 216) og forslag til lov om en overordentlig skat til staten af faste ejendomme (se side 400).

Da regeringen fandt det ønskeligt at skadesløsholde rentemodtagere og personer, der oppebærer hjælp som kronisk syge, for de huslejeforhøjelser, der måtte forventes at følge af vedtagelsen af de nævnte lovforslag, kunne der efter bestemmelserne i det oprindelige forslag til nærværende lov ydes de nævnte personer en individuelt fastsat godtgørelse svarende til disse forhøjelser. Godtgørelsen kunne dog ikke overstige et i forslaget fastsat maksimum.

Udgifterne herved var anslået til i 1955 ca. 5 mill. kr., i 1956 ca. 10 mill. kr. og derefter 10-12 mill. kr. årlig.

Under udvalgsbehandlingen i folketinget fremkom imidlertid henvendelser fra forskellig kommunal side, der indtrængende opfordrede til ændringer i lovforslaget, som kunne forenkle administrationen af dets bestemmelser.

Udvalgsbehandlingen resulterede i et ændringsforslag, der gav lovforslaget den ovenfor anførte affattelse, hvorefter godtgørelsen ydes i form af en generel forhøjelse af det i bestemmelsen omtalte rentetillæg.

Udgifterne ved lovens gennemførelse ville efter de oplysninger, som forelå for udvalget, blive omtrent af samme størrelse som efter det oprindelige forslag.

Lovforslaget fik i folketinget støtte fra alle sider og vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.