Ved lov nr. 458 af 22. december 1939 om midlertidige ændringer i reglerne om påligning og opkrævning af indkomst- og formueskat til staten indførtes der på visse punkter, hvor forholdene i særlig grad talte derfor, en række ændringer i lov nr. 149 af 10. april 1922 om indkomst- og formueskat til staten. Bestemmelserne i loven af 22. december 1939, der kun havde gyldighed for skatteårene 1940-41 og 1941-42, er med visse ændringer og tilføjelser opretholdt ved en række senere love. Ved lov nr. 517 af 19. december 1942 foretoges der imidlertid en opdeling af de pågældende bestemmelser således, at en del af disse vedtoges uden tidsbegrænsning, mens andre, der ville kunne praktiseres ved et enkelt års skatteligning uden nødvendige konsekvenser for de efterfølgende års ligninger, kun fik gyldighed for et enkelt skatteår ad gangen. Loven af 19. december 1942 med senere tilkomne ændringer og tilføjelser er i de efterfølgende år optrykt ved lovbekendtgørelse, jfr. senest bekendtgørelse nr. 344 af 22. december 1953, der er taget som udgangspunkt for nærværende lov, og nu bekendtgørelse nr. 377 af 22. december 1954.

Ved nærværende lov opretholdes den efter lovbekendtgørelsen af 22. december 1953 gældende ordning for skatteåret 1955-56, dog med en del ændringer og supplerende bestemmelser af forskellig art. De væsentligste af disse ændringer vil fremgå af følgende oversigt, som er delt i to afsnit, af hvilke det sidste omhandler ændringer i forsikringsreglerne, det første andre ændringer. Angående nærmere enkeltheder henvises til et af skattedepartementet den 27. december 1954 udsendt cirkulære.

I. Ændringer bortset fra forsikringsreglerne.

Ved loven har man som i tidligere år foretaget en forhøjelse af de mahsimalindhomstbeløb og nedslagsbeløb, som skal gælde ved skatteligningen, forsåvidt angår personer, der ved skatteårets begyndelse oppebærer eller er kendt berettiget til at oppebære aldersrente, invaliderente, den i folkeforsikringslovens § 62 omhandlede ydelse eller hjælp til kronisk syge i henhold til forsorgslovens §§ 247 og 248, eller som på nævnte tidspunkt vil være fyldt 65 år. Denne forhøjelse motiveredes af finansministeren ved fremsættelsen af lovforslaget med, at de i lovbestemmelsen omhandlede rentemodtagere i 1954 ville få en noget større indkomst, idet renten er steget og der er ydet rentemodtagerne ekstraordinære tilskud. Forhøjelserne vil medføre, at der, forudsat uændret skatteudskrivning, bliver tale om en praktisk taget uforandret beskatning af rentemodtagerne. Der er ved beregningerne taget hensyn til de omtalte ekstraordinære tilskud.

Skattefriheden for krigstillæg til den tarifmæssige hyre, der oppebæres for sejlads med her i landet hjemmehørende skibe i områder, der betragtes som farezoner, skulle efter det af finansministeren fremsatte lovforslag sidste gang finde anvendelse for skatteåret 1955-56. Under sagens behandling i folketinget enedes man imidlertid om at forlænge denne frist med et år, så at fritagelsen også gælder for 1956-57, men derefter bortfalder.

Som en konsekvens af den første gang for skatteåret 1954-55 gældende nye regel om fuld fradragsret for kontingenter til faglige sammenslutninger har man i loven optaget en bestemmelse om, at erstatninger eller ydelser, der udbetales fra arbejdsgiverforeninger, fagforeninger og andre faglige sammenslutninger, skal være fuldt ud skattepligtige for modtageren. Ifølge en i folketinget indsat tilføjelse skal dette dog først gælde fra og med skatteåret 1956-57, så at man endnu i 1955-56 bliver stående ved den på dette område gældende praksis, hvorefter kun halvdelen af ydelserne er skattepligtige.

Som efter ligningsloven for de nærmest foregående skatteår hjemles der adgang for skatterådene til under visse forudsætninger bevillingsmæssigt at indrømme nedsættelse i den skattepligtige indkomst for skatteydere, der indenfor et nærmere angivet tidsrum første gang har etableret eller overtaget en selvstændig erhvervsvirksomhed, hvoraf de stadig er indehavere.

Bestemmelsen er overensstemmende med den for skatteåret 1954—55 gældende, bortset fra at perioden, i hvilken etableringen eller overtagelsen skal have fundet sted, er forlænget med et år, så at den omfatter tiden fra 1. april 1950 til 1. november 1954.

For regnskabspligtige 'personer, hvis regnskabsår udløber 30. november eller tidligere, har man indført den nye regel, at de skal indsende deres selvangivelse inden udgangen af januar måned i stedet for som hidtil senest 15. februar. Bestemmelsen herom gælder dog først fra og med 1956.

I lov nr. 294 af 29. september 1954 om præmiering af opsparing foretages ved nærværende lov nogle ændringer, som tilsigter at fjerne en fortolkningstvivl. Det fastslås nu, at sambeskattede ægtefæller har ret til at oprette hver sin konto; tilsammen kan de dog ikke herved opnå præmiering af et større indskudsbeløb, end hvis der kun var oprettet en enkelt konto. Under sagens behandling i folketinget blev der tillige givet præmieopsparingsloven en tilføjelse, hvorefter indskudsbeløbet ved beregningen af præmien af praktiske grunde skal afrundes til det nærmeste med 10 delelige antal kroner, således at hvad der er under 5 kr., bortkastes, mens beløb på 5 kr. og derover rundes op.

II. Fradrag for forsikringsudgifter og beskatning af forsikringsydelser m. v.

Den foreliggende lov indeholder i overensstemmelse med ligningsloven for 1954-55 bestemmelser, hvorefter udgifterne til arbejdsløshedsforsikring samt til visse renteforsikringer og pensionsordninger m. v. kan fradrages fuldtud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, første gang med virkning for skatteåret 1955-56. Reglerne herom er dog ændret på enkelte punkter. For det første har man efter henvendelse fra Assurandør-Societetet for arverenters vedkommende — i overensstemmelse med hvad der i forvejen var fastsat for annuitetsforsikringer — gjort fradragsretten betinget af, at de årlige ydelser i henhold til policen ikke kan forlanges afløst af en eengangsudbetaling. For det andet har man fra § 15, nr. 3, i det den 11. maj 1954 fremsatte forslag til en ny statsskattelov overført — i alt væsentligt uændret — en bestemmelse om, at forhøjelse af præmiebeløb vedrørende en skatteyders pensionsforsikring (pensionsordning), der skyldes lønstigning på grund af oprykning i højere stilling, opnåelse af større anciennitet eller en almindelig ændring af pensionsvilkårene for de i en virksomhed ansatte, pensionsberettigede personer, ikke skal afskrives, men fuldt ud kan fradrages i indkomsten for det indkomstår, hvori udgifterne afholdes.

Da løbende udbetalinger af livrente m. v. og pension efter gældende ret er indkomstskattepligtige for modtageren, har man fundet det rimeligt at fastslå, at også løbende udbetalinger fra sådanne arverenter og annuitetsforsikringer, som efter ovennævnte regler betragtes som renteforsikringer, skal indkomstbeskattes. Under hensyn til den nære sammenhæng mellem præmiebetalinger og udbetalinger af bonus har man tillige indført indkomstskattepligt for bonusudbetalinger fra forsikringer med fuld fradragsret; af praktiske grunde skal — ifølge en i folketinget indføjet bestemmelse — bonusudbetalinger efter invalide- og arverenter, der er kombineret med kapitalforsikringer, dog ikke indkomstbeskattes, når bonusudbetalingen vedrørende renteforsikringen er af underordnet betydning. Hvor bonus forbliver indestående hos selskabet og anvendes til forhøjelse af forsikringsydelserne, skal beskatning ikke finde sted.

Hvor forudsætningen for den fulde fradragsret for indbetalingerne til en forsikrings- eller pensionsordning brister, fordi ordningen afvikles ved udbetaling af et eengangsbeløb i stedet for som forudsat ved udredelse af løbende ydelser, skal ifølge en i nærværende lov optaget bestemmelse tilbagekøbsværdien — i tilfælde hvor skatteyderen har opnået delvis fradrag for erlagte præmier m. v. dog kun en del af tilbagekøbsværdien — undergives beskatning. Hvor udbetalingen sker ufrivilligt i forbindelse med stillingsfratrædelse eller en pensionsordnings ophør, har man dog fundet det rimeligt at undlade beskatning i det omfang, hvori det skattepligtige beløb inden 6 måneder anvendes som indskud til en renteforsikring eller pensionsordning.

Yderligere gælder — ifølge en i folketinget indføjet bestemmelse — følgende særlige regel:

„Hvor udbetalingen skyldes fratrædelse af stilling eller ophør af pensionsordningen i den virksomhed, hvori den skattepligtige er ansat, vil de første 1 000 kr. af udbetalingen dog ikke være at medregne i den skattepligtige indkomst. Anvendes det herefter skattepligtige beløb eller en del deraf inden 6 måneder fra forsikrings- eller pensionsforholdets ophør til indskud i en tilsvarende renteforsikrings- eller pensionsordning, vil dette beløb fuldtud kunne fradrages i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, i hvilket udbetalingen har fundet sted."

Af den skattepligtige tilbagekøbsværdi eller det skattepligtige vederlag for opgivelse af retten til en pensionsindtægt skal — ligeledes efter en i folketinget indføjet lempelse — en trediedel medregnes i indkomsten for det indkomstår, hvori udbetaling har fundet sted, og en trediedel i indkomsten for hvert af de to følgende indkomstår.

For de nævnte skattebestemmelsers ikrafttræden gælder dog nogle overgangsbestemmelser.

Loven indeholder iøvrigt regler om skattepligt ved tilbagekøb af forsikringer med fuldt fradrag samt ved foretagelsen af andre nærmere angivne dispositioner, som bevirker, at forsikringen ikke længere opfylder betingelserne for fuldt fradrag. Som eksempler kan nævnes indsættelse af en ikke-pårørende som berettiget til forsikringsydelserne samt salg af forsikringen. I det oprindelige lovforslag var endvidere optaget en særlig bestemmelse om skattepligt i visse tilfælde ved ændring af en forsikring til fripolice. Denne bestemmelse udgik imidlertid under sagens behandling i folketinget.

Endelig indeholder den nye lov — foruden nogle overgangsbestemmelser og forskellige ændringer af redaktionel karakter — nærmere regler om den oplysningspligt, som man har fundet det nødvendigt at pålægge forsikringsselskaber m. fl., bl. a. af hensyn til de skattelignende myndigheders kontrol med overholdelsen af de i nyordningen fastsatte regler.

Lovforslaget underkastedes i folketinget en indgående 1. behandling og henvistes derefter til et udvalg, der enstemmigt indstillede det til vedtagelse med nogle af finansministeren stillede ændringsforslag, der — bortset fra redaktionelle rettelser — er omtalt foran. I den enstemmige betænkning hedder det bl. a.:

„Foreningen af bymæssige kommuner har ønsket følgende 9 kommuner: Ballerup-Maaløv, Birkerød, Brøndbyøster-Brøndbyvester, Farum, Herstedøster-Herstedvester, Høje Taastrup, Hørsholm, Vallensbæk og Værløse inddraget under område A i lovforslagets § 2, og for område Bs vedkommende har man ønsket grænsen for indbyggertallet nedsat fra 2 000 til 1 500. Udvalget er enigt med finansministeren i, at det på nuværende tidspunkt ikke er rimeligt at ændre i områdefordelingen, og er også enigt i, at en mere rationel løsning, som er under forberedelse, snarest bør tilvejebringes.

I anledning af henvendelsen fra de handelsrejsendes organisationer agter finansministeren efter henstilling fra udvalget at foranledige, at ligningsrådet undersøger spørgsmålet om, hvorvidt de beløb, der under ligningen ansættes som værdien af de handelsrejsendes „eget forbrug" under rejser, kan anses for rimelige.

I anledning af den modtagne henvendelse fra Selvpensionisternes Forening har udvalget drøftet muligheden for at give en lettelse for de selvpensionister, hvis pension er af en sådan størrelse, at de ikke nyder fordel af de i § 2 i lovforslaget indeholdte nedsættelser. Under hensyn til de vanskeligheder, der vil være forbundet med at imødekomme ønskerne, herunder særlig afgrænsningen af den personkreds, der måtte falde ind under bestemmelserne, har udvalget ikke været i stand til at stille noget ændringsforslag."

Angående den gældende lempelse for nyetablerede udtales:

„Udvalget har indgående drøftet den benyttelse, der hidtil er gjort af bestemmelserne i lovforslagets § 8 om bevillingsmæssig nedsættelse i indkomsterne for første gang etablerede, og har fra finansministeren modtaget en udførlig opgørelse over det omfang, hvori disse bestemmelser er udnyttet i det forløbne år. Det fremgår heraf, at bestemmelserne kun er anvendt overfor 1 577 selvstændige nyetablerede med et samlet nedslagsbeløb på 2 347 700 kr. Antallet af nedsættelser er meget ujævnt fordelt over de enkelte skattekredse, hvilket kunne tyde på, at bestemmelserne ikke er administreret efter samme skøn. Udvalget henstiller derfor til finansministeren at undersøge dette forhold og foranledige, at eventuelle fejl bliver rettet. Udvalget er herefter enigt i at følge ministerens forslag i § 8 og forlænge de hidtil gældende bestemmelser for det kommende år."

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges de i betænkningen indeholdte ændringsforslag uden afstemning, mens 5 fra kommunistisk side stillede ændringsforslag forkastedes. Disse kommunistiske ændringsforslag drejede sig om følgende:

1) Forhøjelse af de i statsskatteloven af 1922, § 8, stk. 1-6, omhandlede fradrags- og indkomstbeløb med 90 pet.

2) Forhøjelse af de i ligningsloven fastsatte børnefradrag og af aldersgrænsen for børnene fra 16 til 18 år.

3) Udvidelse af ligningslovens bestemmelser om skattelempelser for rentemodtagere m. fl. til også at gælde tuberkulose- og polioramte samt enligstillede mødre og enker.

4) Forhøjelse af grænsen for børns sambeskatning med forældrene fra 16 til 18 år og indføjelse af en bestemmelse i ligningslovens § 17, stk. 1 b, om, at indtægten for lærlinge og studerende under 18 år altid skal medregnes i familieoverhovedets skattepligtige indkomst. Der ville herved blive udvidet adgang til at opnå børnefradrag og til at få udbetalt børnetilskud.

5) Indføjelse i statskasseloven af 1922, § 37, stk. 1, af følgende nye bestemmelse: „For arbejdsløshed udover 30 dage vil der altid være at eftergive et beløb svarende til skatten for ledighedsperioden".

I den affattelse, som lovforslaget fik efter afstemningen ved 2. behandling, vedtoges det enstemmigt ved 3. behandling, idet 1 grønlandsk repræsentant afholdt sig fra at stemme.