Vareforsyningsloven blev ved lov nr. 71 af 31. marts 1954 (årbog 1953-54, side 320) forlænget til 15. december 1954. Den forlænges herved yderligere — med en enkelt i folketinget indføjet ændring, der tilsigter at tydeliggøre bestemmelsen i § 10, stk. 4 — til 15. december 1955.

Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte handelsministeren bl. a.:

„Når loven ikke i marts blev forlænget for 1 år, således som det ellers har været sædvane, skyldtes det, som de ærede medlemmer vil vide, at der i det folketingsudvalg, der var nedsat til lovforslagets behandling, blev ført en række drøftelser om betimeligheden af en ændring af loven på forskellige punkter. Resultatet af udvalgsforhandlingerne blev, at man kun forlængede loven til 15. december, idet jeg samtidig overfor udvalget gav tilsagn om at ville fremsætte forslag til en ny lov med henblik på afvikling af unødvendige restriktioner og bemyndigelser umiddelbart efter det nye folketingsårs begyndelse. På baggrund heraf har regeringen nøje overvejet spørgsmålet om en revision af loven. Regeringen er imidlertid nået til det resultat, at den udvikling, der i den seneste tid har fundet sted i vor valutasituation, ikke gør det nuværende tidspunkt egnet til at foretage en mere almindelig revision af loven, og forslaget går derfor ud på en uforandret videreførelse af loven i 1 år.

Lovens vigtigste anvendelsesområde er den kontrol med valutatransaktioner, som foregår gennem Danmarks Nationalbank, samt reguleringen af import og eksport. På det sidstnævnte felt er der jo ikke blot tale om de bestemmelser, der er udfærdiget af handelsministeriet, men også om den i handelspolitisk henseende betydningsfulde regulering med hensyn til eksporten af landbrugsvarer. Hvad angår de beføjelser til interne reguleringer, som loven indeholder, har en vidtstrakt afvikling jo nu fundet sted, men tilbage er dog stadig nogle områder af overordentlig stor betydning. Jeg nævner her boligministeriets byggereguleringer, der vel netop i den foreliggende situation er af særlig vigtighed. Endvidere under handelsministeriet automobilordningen, der jo danner baggrunden for det lovforslag, som for nogle få dage siden var til drøftelse i dette høje ting.

Denne korte gennemgang af lovens vigtigste anvendelsesområder er vist tilstrækkelig til at vise, at loven ikke kan undværes under de forhold, der for tiden består.

Jeg skal iøvrigt ikke komme nærmere ind på den øjeblikkelige økonomiske situation, som jo for ganske nylig har været genstand for indgående drøftelse her i tinget, men blot nævne, at de udefra givne vilkår for vor samhandel ikke for tiden synes at give os særlige fordele. Mange råvarepriser ligger meget fast, hvilket også naturligt hænger sammen med bl. a. den højkonkunktur, der findes i en række lande. Vi har desværre ikke opnået tilsvarende prismæssige fordele for hovedparten af vore eksportvarer. Jeg kan i denne forbindelse ikke undlade at give udtryk for, at vore baconforhandlere prismæssigt har mødt en meget hård forhandlingsstilling fra de engelske myndigheders side, som ikke har givet os mulighed for de prisforbedringer på denne vare, som det engelske marked synes at betinge. Jeg nævner kun dette som et eksempel på, at vi ikke kan påregne, at forbedringer i vor situation skal komme til os udefra. Vi må bygge på vore egne anstrengelser, når vi skal gennemføre den opretning af valutasituationen, som alle ønsker. Vi må også i dette arbejde have det lovmæssige grundlag for vor virksomhed i orden. Hertil hører vareforsyningsloven, og jeg skal tillade mig at anbefale forslaget om forlængelse af vareforsyningsloven til det høje tings velvillige behandling."

Lovforslaget henvistes — efter en indgående 1. behandling i folketinget — til et udvalg, i hvilket der opnåedes enighed om den nævnte ændring, hvorom det i udvalgsbetænkningen hedder:

„Da der er opstået tvivl om, hvorvidt bestemmelsen i vareforsyningslovens § 10, stk. 4, om adgang til at indbringe visse klager over myndighedernes afgørelser for domstolene vil kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor ikke blot en enkelt, men flere næringsdrivende samtidig fratages en hidtil bestående adgang til f. eks. at deltage i import, er det fundet hensigtsmæssigt at foreslå en ændring i lovens § 10, stk. 4, der præciserer, at bestemmelsen også finder anvendelse, når flere næringsdrivende fratages en dem hidtil bestående adgang til at deltage i indførsel eller udførsel af varer m. v."

Med denne ændring indstillede et flertal indenfor udvalget (socialdemokrater og radikale) lovforslaget til vedtagelse, mens venstres og det konservative folkepartis udvalgsmedlemmer foreslog lovforslaget underkastet flere ændringer af principiel karakter, idet de ifølge betænkningen var af den opfattelse, at loven nu burde „formes som en ren valutalov under handelsministeren, mens øvrige eventuelt påkrævede bemyndigelser til de respektive ministre bør gives i særlige love."

Hvad mindretallets ændringsforslag gik ud på, var følgende:

1) Vareforsyningslovens § 1 foresloges affattet således:

„De ministeren for handel, industri og søfart ved denne lov givne bemyndigelser har til formål at sætte ministeren i stand til at træffe de af de herskende ekstraordinære forhold nødvendiggjorte foranstaltninger med hensyn til landets betalingsforhold til udlandet. Ved tilrettelæggelse af foranstaltninger i henhold til loven bør så frie forhold for erhvervslivet som muligt tilstræbes, bl. a. ved udvidelse af frilisterne for indførsel og udførsel.

Importen skal gøres størst mulig under hensyn til betalingsbalancen, og importen skal tilrettelægges således, at der skabes den fornødne konkurrence."

Paragraffen har i den gældende lov følgende ordlyd:

„De ministeren for handel, industri og søfart ved denne lov givne bemyndigelser har til formål at sætte ministeren i stand til at træffe de af de herskende ekstraordinære forhold nødvendiggjorte foranstaltninger med hensyn til ordningen af landets betalingsforhold til udlandet — herunder ved begrænsning af det indenlandske, forbrug —, sikring af landets forsyning med nødvendige varer samt ligelig fordeling af forhåndenværende varebeholdninger m. v.

Ved lovens administration vil det være at iagttage, at der ikke foretages eller opretholdes andre eller videregående indgreb i det normale næringsliv, end den forsvarlige løsning af foreliggende spørgsmål af væsentlig betydning nødvendiggør. Ved tilrettelæggelsen af foranstaltninger i henhold til loven bør en tilbagevenden til normale forhold for erhvervslivet tilstræbes og forberedes i det omfang, det er muligt, herunder ved udvidelse af frilisterne for indførsel og udførsel. Under iagttagelse heraf skal det ved tilrettelæggelsen af importreguleringen i henhold til nærværende lov tilstræbes, at forholdene mellem færdige forbrugsvarer og råstoffer, halvfabrikata og investeringsgoder bliver sådan, at der skabes fornøden konkurrence. Importen skal gøres størst mulig under hensyn til betalingsbalancen."

2) Til vareforsyningslovens § 4 foresloges føjet følgende bestemmelser (som stk. 3 og 4):

„Ministeren bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af udførslen af varer her fra landet. Ministeren kan endvidere forbyde salg til udlandet af endnu ikke indførte varer, der er indkøbt eller fremstillet i udlandet med henblik på indførsel her til landet.

Overførsel af varer fra friliste til bunden liste kan kun gennemføres med tilslutning af det i § 15 omhandlede udvalg."

3) Vareforsyningslovens § 5 foresloges ophævet. Denne paragraf har følgende ordlyd:

„Ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger med henblik på landets forsyning med nødvendige varer, forbrugsbegrænsning og hensigtsmæssig fordeling af landets varebeholdninger. Ministeren bemyndiges endvidere til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af vareproduktionen, når sådanne foranstaltninger skønnes påkrævede som følge af indtrådt eller truende international knaphed på råvarer eller halvfabrikata m. v.

Nye rationeringer af forbrugsvarer, produktionsreguleringer og lignende kan kun gennemføres ved lov eller med tilslutning af det i § 15 omhandlede udvalg.

Ministeren bemyndiges endvidere til at træffe midlertidige foranstaltninger til fremme eller regulering af udførslen af varer her fra landet. Ministeren kan endvidere forbyde salg til udlandet af endnu ikke indførte varer, der er indkøbt eller fremstillet i udlandet med henblik på indførsel her til landet.

Ministeren for handel, industri og søfart kan bestemme, at der for udfærdigelse af tilladelser og bevillinger i medfør af bestemmelserne i denne paragrafs 1. og 2. stykke skal erlægges et ekspeditionsgebyr, hvis størrelse fastsættes af ministeren."

4) I vareforsyningslovéns § 10, stk. 1, foresloges foretaget den ændring, at det i paragraffen omhandlede ankenævns afgørelser skulle kunne indankes for domstolene med landsret eller Sø- og Handelsretten som 1. instans. Efter den gældende lov er det således, at ankenævnet gør indstilling til handelsministeren, som træffer endelig afgørelse i sagen.

5) I § 17, stk. 1, foresloges straffebestemmelserne ændret således, at uagtsom overtrædelse af loven eller de i henhold til denne udfærdigede forskrifter alene skulle kunne straffes med bøde, mens der efter den gældende lov er hjemmel til under skærpende omstændigheder at idømme hæftestraf.

I samme paragraf foresloges det, at stk. 1, sidste punktum, hvorefter eftergørelse eller forfalskning af rationeringsmærker, rabatmærker, købekort, tilladelser i henhold til loven o. l. straffes som dokumentfalsk, skulle udgå. Det samme gælder paragraffens stk. 3, hvorefter bøder, som idømmes efter loven, tilfalder statskassen, og hvori der indeholdes en særlig regel om forældelse af strafansvar efter loven.

6) I § 19 foresloges bestemmelsen i stk. 2 (angående opretholdelse af gyldigheden af bevillinger m. v.) ajourført.

Ved lovforslagets 2. behandling blev mindretallets ændringsforslag forkastet med socialdemokratiets, de radikales og kommunisternes stemmer mod venstres, det konservative folkepartis og retsforbundets. Lovforslagets paragraffer vedtoges derefter i den af flertallet foreslåede affattelse.