Afgørelsen af, om en invalideforsikret persons erhvervsevne er nedsat så betydeligt, at han har ret til invaliderente, træffes ifølge folkeforsikringslovens § 1 af invalideforsikringsretten, der også træffer afgørelse af spørgsmålet om iværksættelse af helbredelses- og erhvervsmæssige foranstaltninger, herunder om ydelse af proteser og andre hjælpemidler.
Invalideforsikringsretten består af en formand og 5 andre medlemmer. Rettens formand skal ved sin udnævnelse fyldestgøre betingelserne for at kunne være landsdommer, eller han må have bestået en statsvidenskabelig eller nationaløkonomisk eksamen og derefter have haft mindst 3 års praktisk og embedsmæssig virksomhed. Af rettens øvrige medlemmer skal 2 være lægekyndige, 2 ved deres første udnævnelse opfylde betingelserne efter § 6 for at være ubemidlede medlemmer af en anerkendt sygekasse og 1 være arbejdsgiver og som sådan beskæftige mindst 6 arbejdere. Nævnte medlemmer tilligemed suppleanter for disse udnævnes for et tidsrum af 6 år ad gangen af socialministeren. Direktøren for sygekassevæsenet samt direktøren for ulykkesforsikringen deltager i rettens møder, men uden stemmeret.
Ifølge folkeforsikringslovens § 45 er de af invalideforsikringsretten trufne afgørelser endelige og kan således hverken indbringes for socialministeriet eller for domstolene. Bestemmelsen stammer fra lov af 6. maj 1921 om invalideforsikring, i hvis § 16, stk. 4, der var fastsat, at rettens afgørelser var endelige.
Fra forskellig side har der i tidens løb været rejst indvendinger imod, at der ikke findes nogen mulighed for prøvelse af rettens afgørelser ved et ankeorgan. Der er blevet henvist til, at der indenfor andre områder i den sociale lovgivning er adgang til at indbringe afgørelser for et ankeorgan, f. eks. såvel indenfor aldersrentelovgivningen som indenfor ulykkesforsikringen og arbejdsløshedsforsikringen, hvor afgørelserne iøvrigt i visse tilfælde kan bringes videre for de almindelige domstole, og til den adgang, der er til at få en domstolsafgørelse prøvet ved en højere instans.
De afgørelser, der træffes af invalideforsikringsretten, vil — navnlig forsåvidt angår spørgsmålet om erhvervsevnens nedsættelse som betingelse for invaliderente — bero på et samlet skøn over alle i betragtning kommende forhold, men denne omstændighed udelukker ikke, at en fornyet prøvelse finder sted. Også andre afgørelser indenfor den sociale lovgivning, der til en vis grad træffes på grundlag af et skøn, således f. eks. afgørelser om erhvervsevnens nedsættelse indenfor ulykkesforsikringen, kan påankes, og der kan endvidere henvises til, at der i andre europæiske lande, hvor lovens bestemmelser om erhvervsevnens nedsættelse som betingelse for invaliderente er de samme som her i landet, er adgang til at få afgørelsen om rente prøvet ved en højere instans. En af Den internationale Arbejdsorganisation i 1952 vedtagen konvention om social tryghed bestemmer, at der skal være adgang til appel af trufne afgørelser.
På denne baggrund har regeringen ment, at man burde imødekomme de fremsatte ønsker om, at der oprettes en appelinstans for invalideforsikringsretten, for hvilke rettens afgørelser såvel vedrørende tilkendelse eller frakendelse af invaliderente som alle spørgsmål vedrørende iværksættelse af helbredelsesforanstaltninger, herunder ydelse af proteser og andre hjælpemidler, skal kunne indbringes.
I overensstemmelse hermed skulle der efter nærværende lovforslag i folkeforsikringsloven optages bestemmelser om oprettelse af en sådan appelinstans, ankenævnet for invalideforsikringsretten, som foresloges sammensat således:
En formand, der udnævnes af kongen, samt 8 andre medlemmer. Af disse 8 medlemmer skal 2 være lægekyndige, 1 repræsentere socialministeriet, 1 have tilknytning til den overordnede sociale administration i en kommune, 1 udnævnes efter indstilling fra Dansk Arbejdsgiverforening, 1 udnævnes efter indstilling fra De samvirkende Fagforbund og 2 udnævnes efter indstilling fra De samvirkende Invalideorganisationer.
Hvad lovforslaget iøvrigt gik ud på, var følgende: Folkeforsikringslovens § 45, der giver bestemmelser om invalideforsikringsretten, ændres således, at paragraffen giver bestemmelser såvel for invalideforsikringsretten som for ankenævnet for invalideforsikringsretten. Mens ankenævnet skal kunne pådømme alle afgørelser, der er truffet af invalideforsikringsretten, herunder også afgørelser, der går ud på, at retten ikke finder fornødent grundlag for at iværksætte en given helbredelsesforanstaltning, skal ankenævnet ikke selv tage initiativet til at virke for beskæftigelsesmuligheder for invaliderede, idet dette anliggende fortsat skal varetages af invalideforsikringsretten. Det foresloges at fastsætte en frist på 8 uger efter den om invalide- forsikringsrettens afgørelse givne underretning for sagens indbringelse for ankenævnet, men denne frist udelukker ikke genoptagelse ved invalideforsikringsretten efter fristens udløb, såfremt der er indtruffet forandringer i den forsikredes forhold. Det foresloges endvidere, at socialministeren, på samme måde som tilfældet er for invalideforsikringsrettens vedkommende, skulle fastsætte forretningsordenen for ankenævnet for invalideforsikringsretten. Ved udarbejdelse af denne forretningsorden ville man, efter hvad der anføres i bemærkningerne til lovforslaget, være opmærksom på, hvorvidt det ville være ønskeligt, at der for ankenævnet finder en mundtlig forhandling sted med ansøgeren (eller hans befuldmægtigede) og eventuelt med ansøgerens læge, forinden ankenævnet træffer sin afgørelse.
Udover det anførte indeholdt lovforslaget nogle forslag om ændringer i folkeforsikringsloven af redaktionel karakter.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse, idet der dog var nogen diskussion om appelinstansens sammensætning såvel som om andre enkeltheder i lovforslaget. Det spørgsmål blev også rejst — af venstres ordfører — om man ikke kunne lade appelsager gå til de almindelige domstole i stedet for til en særlig ankeinstans, hvad soeialministeren dog ikke fandt hensigtsmæssigt.
Det udvalg, som fik sagen til behandling, nåede ikke til ende med sit arbejde inden samlingens slutning.