Lovforslaget gik ud på, at der i folkeforsikringsloven, jfr. lovbekendtgørelse nr. 218 af 11. juli 1953, skulle foretages en række ændringer, hvoraf de væsentligste er omtalt nedenfor:

Til folkeforsikringslovens § 1.

Fra 1. april 1955 har enhver person over 65 år ifølge forslaget ret til folkepension uden undersøgelse af, hvor meget erhvervsevnen er nedsat, og uanset medlemsskab af sygekasse eller sygeforsikring, forsåvidt den pågældendes årlige indtægt ikke overstiger de i folkeforsikringslovens § 41 fastsatte betingelser (disse foresloges samtidig ændret, jfr. nedenfor). Ret til folkepension har tillige — under samme forudsætning — enlige kvinder i alderen 60-65 år, forsåvidt de ikke oppebærer invaliderente, og gifte kvinder i alderen 60-65 år, forsåvidt ægtefællen oppebærer invaliderente eller folkepension. Undtagelsesvis kan der tillige tillægges enlige kvinder i alderen 55-60 år folkepension, når svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor.

Til folkeforsikringslovens § 38.

Retten til at opnå invaliderente og folkepension skal fremtidig være uafhængig af oppebåret fattighjælp eller kommunehjælp. Endvidere bortfalder bestemmelsen i § 38, stk. 3, om, at bidragydende medlemmer af en sygekasse eller sygeforening ikke kan opnå aldersrente, medmindre de søger optagelse som nydende medlemmer og bliver stående som sådanne, så længe de opfylder betingelserne derfor.

Til folkeforsikringsslovens § 39.

Den tilsikrede invaliderente og folkepension udredes fra 1. april 1955 — uanset opholdsstedet — med følgende grundbeløb, jfr. § 41 (se nedenfor) samt prisreguleringsbestemmelserne i § 85:

Til ægtepar, når begge opfylder betingelserne for at få invaliderente og folkepension ........... 4 440 kr.

Til ægtepar, når kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelserne .................................. 3 700 -

Til enlige personer ............................................................................................................ 2 960 -

De pr. 1. april 1955 fastsatte grundbeløb for invaliderente og folkepension forhøjes derefter pr. 1. april 1956, pr. 1. april 1957, pr. 1. april 1958 og pr. 1. april 1959 til følgende grundbeløb:

[Se tabel i Folketingsårbogen, 1954-55, side 502]

jfr. dog §§ 41 og 85 samt en i lovforslaget optaget bestemmelse om lovens revision (se nedenfor).

Ved den yngste ægtefælles opnåelse af henholdsvis 65 og 60 års alderen drager administrationen for invaliderente og folkepension omsorg for, at den ægteparret tilkommende rente eller pension fastsættes efter de regler, der gælder for ægtepar, når begge er rente-eller pensionsberettigede.

Til folkeforsikringslovens § 40.

Invalider oppebærer udover den i § 39 fastsatte rente et tillæg for invaliditet på 552 kr. årlig.

Yderligere kan der under de samme forudsætninger som hidtil ydes invalider enten et bistandstillæg på 792 kr. årlig eller om fornødent et plejetillæg på 1 320 kr. årlig.

Bestemmelserne i § 40, stk. 6, 7, 8 og 9 (angående invalide- og aldersrentemodtageres eventuelle ægteskabstillæg, brændselstillæg og beklædningstillæg) ophæves, idet disse tillæg er optaget i det forhøjede grundbeløb.

Til folkeforsikringslovens § 41.

Invaliderente og folkepension skal kunne oppebæres med grundbeløbet, selvom vedkommendes beregnede årlige indtægt andrager op til 80 pct. af grundbeløbet, mens grænsen efter de gældende regler ligger ved 50 pct. Til gengæld skal 72 pct. af overskydende beløb fradrages renten og visse tillæg. Samtidig lempes de regler, der gælder for ejere af fast ejendom, mens de hidtidige lempelser for personer, der oppebærer livrente, pension eller lignende indtægt, bortfalder.

Til folkeforsikringslovens § 54.

Grundbeløbet for lommepenge til folkepensionister på kommunale alderdomshjem forhøjes fra 204—264 kr. årlig til 420 kr., jfr. § 85.

Overgangs-, refusions- og ikrafttrædelsesbestemmelser.

I lovforslagets slutningsparagraffer bestemmes bl. a., at ordet „aldersrente" overalt i folkeforsikringsloven skal erstattes med „folkepension", at ingen må stilles ringere end hidtil ved lovens gennemførelse, og at kommunernes udgift pr. rentemodtager ikke må forhøjes ved lovens gennemførelse. Loven skulle træde i kraft 1. april 1955 og tages op til revision senest 1. april 1958 „med sigte på en videre udbygning af folkepensionen og for at sikre, at folkepensionen pr. 1. april 1959 kommer på højde med 2/3 af den af det statistiske departement udregnede gennemsnitlige årsindtægt for forsørgere."

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Ragnhild Andersen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Mit parti mener, at en folkepension bør gennemføres i to etaper. Det forslag, vi fremsætter i dag, drejer sig om, hvad vi mener bør gennemføres i første etape eller i de første fem år. Det er vor opfattelse, at udbygningen af anden etape bør ske på grundlag af de erfaringer, der indhøstes i løbet af de første fem år. Vort hovedsynspunkt ved fremsættelsen af dette lovforslag er, at en folkepension i første omgang bør sikre alle gamle med aldersrente eller med lave indtægter ret til en pension, som gør en betrygget alderdom mulig for alle. For deres vedkommende, der i alderdommen har sådanne indtægter, enten de nu hidrører fra formue, fra tjenestemandspension eller fra arbejde, som kan siges at betrygge deres alderdom, mener vi, at spørgsmålet om en pension først bør løses senere i det, som vi kalder for anden etape, altså efter fem års periodens udløb. Vort forslag indebærer dog en årlig udvidelse af kredsen af dem, der får ret til folkepension, idet det fradragsfrie beløb er foreslået som en fast procent af grundbeløbet, som vi foreslår forhøjet ikke alene fra 1. april 1955, men den 1. april i hvert af de første fire år derefter. De forhøjelser, som vi foreslår, udgør 300 kr. for ægtepar og 200 kr. for enlige."

Om de indgribende ændringer til §§ 39 og 40 udtalte ordføreren bl. a.:

„Her foreslås det dels at ophæve zonegrænserne, således at alle, der får ret til folkepension, får den samme pension over hele landet. Derefter foreslås det at fastsætte nye grundbeløb. Vi mener, at det er rigtigt at slå grundbeløb, rentetillæg, ægteskabstillæg, brændsels- og beklædningstillæg sammen, og foreslår derfor senere at ophæve disse tillæg. De nye grundbeløb vil den 1. april 1955 efter forslaget andrage 4 440 kr. til ægtepar, et fast beløb på 3 700 kr. til ægtepar, hvoraf kun den ene af ægtefællerne opfylder betingelserne for at få folkepension, og 2 960 kr. til enlige. Disse grundbeløb skal efter forslagsstillernes mening reguleres i henhold til det i år offentliggjorte januar-pristal, altså have en forhøjelse, der svarer til den, som rentemodtagerne vil få nu den 1. april i kraft af pristalsreguleringen.

For at sikre folkepensionen gennemført i løbet af 5 år foreslår vi fastsat i loven, at grundbeløbet skal forhøjes hvert års 1. april i de første 4 år, altså igen den 1. april 1956, den 1. april 1957, den 1. april 1958 og den 1. april 1959. Pensionen skal efter forslaget stige årligt med 300 kr. til ægtepar, hvor begge er pensionsberettigede, 250 kr. til ægtepar, hvoraf kun den ene ægtefælle er pensionsberettiget, og 200 kr. til enlige, udover hvad pristalsreguleringen måtte give.

Pensionen 4 440 kr. til ægtepar vil altså den 1. april 1956 blive forhøjet til 4 740 kr., den 1. april 1957 til 5 040 kr., den 1. april 1958 til 5 340 kr. og den 1. april 1959 til 5 640 kr. Til ægtepar, hvoraf kun den ene ægtefælle er pensionsberettiget, bliver pensionen den 1. april 1956 3 950 kr., den 1. april 1957 4 200 kr., den 1. april 1958 4 450 lir. og den 1. april 1959 4 700 kr. Til enlige bliver pensionen den 1. april 1956 3 160 kr., den 1. april 1957 3 360 kr., den 1. april 1958 3 560 kr. og den 1. april 1959 3 760 kr., og disse beløb skal reguleres i henhold til pristallet.

Rentemodtagerne vil altså det første år kun modtage, om jeg så må sige, første rate af folkepensionen, og først ved den sidste ændring pr. 1. april 1959 skal det sikres, at pensionen bliver lig med to trediedele af den gennemsnitlige årlige indtægt for forsørgere i vort land. De, der med det samme vil mærke fremskridtet mest, vil være rentemodtagerne i land- og købstadkommuner; til gengæld er det utvivlsomt også de absolut vanskeligst stillede.

I ændringerne til § 40 indeholdes, at ventetillæggene, som vi mener bør forblive i loven i overgangsperioden, bliver ens i hele landet, d. v. s. hæves op på hovedstadstaksten. Også dette beløb mener vi naturligvis skal pristalsreguleres i henhold til januarpristallet i år. Zoneudligning foreslås også af øvrige tillæg, der bibeholdes i loven, invalidetillæg, bistandstillæg og plejetillæg. Hvad invalidetillægget angår, mener vi, det er rigtigt at fordoble dette tillæg, medens vi foreslår bistands- og plejetillæggene bibeholdt i samme størrelse, dog skal naturligvis også disse tillæg pristalsreguleres i henhold til januarpristallet i år.

I ændringerne til § 40 indeholdes, at rentetillæg, ægteskabstillæg, beklædnings- og brændselstillæg udgår af loven, idet de er inkluderet i grundbeløbet. Derimod foreslår vi, at alderstillægget bibeholdes, ligesom det i overgangsperioden vil være både rigtigt og nødvendigt at bevare rådighedsbeløbet på de 7 1/2 pct.

En rentemodtager i København kan derefter gøre regnestykket således op: renten i dag med alle tillæg er 3 808 kr., hvortil kommer 160 kr. i ekstrahjælp ved særlige lovforanstaltninger, som vi mener skal bortfalde i fremtiden, og endvidere 150 kr. i eengangshjælp, tilsammen for et ægtepar i København et beløb på 4 118 kr. For dette ægtepar vil den nye pension fra 1. april blive 4 440 kr. plus reguleringsbeløbet i henhold til januarpristallet.

Jeg har allerede omtalt, at mit parti mener det nødvendigt først at sikre en forsvarlig pension til alle mindrebemidlede, før vi går over til en hele befolkningen omfattende folkepension. Derfor foreslår vi til § 41 visse forbedringer af fradragsreglerne, men ikke deres bortfald. De hidtidige bestemmelser om, at man må have 50 pct. af rentens grundbeløb i indtægt ved siden af fuld rente, foreslår vi ændret således, at man nu må have 80 pct. af det nye grundbeløb for folkepension fradragsfrit i indtægt ved siden af folkepensionen. Det betyder en forbedring også for dem, der hidtil havde ret til fradragsfrit at have 50 pct. af grundbeløbet i indtægt, når det skyldtes personligt arbejde. Nu foreslås denne bestemmelse for aldersrentemodtagere ophævet, samtidig med at det fradragsfrie beløb hæves til 80 pct. af det nye og højere grundbeløb. For invaliderentemodtagernes vedkommende mener vi, at den nugældende ordning bør bibeholdes. Samtidig foreslås det at stille alle lige, uanset om indtægten stammer fra legat, livrente, arbejde eller opsparet kapital. Det eneste, der ifølge forslaget skal tælle med, er, hvor stor indtægten er, ikke hvorfra den stammer. Begrundelsen herfor er, at de sparsommelige, som har sparet sammen, f. eks. til et lille hus, efter den hidtidige ordning fik nedsat renten som følge af, at formueindtægten blev forhøjet med to trediedele, en bestemmelse, der i nogle tilfælde har virket meget uretfærdigt.

Det foreslås ligeledes, at fradragsreglen ved overskydende indtægt udover det fradragsfri beløb nu ændres fra 60 pct. til 72 pct. af al indtægt udover det fradragsfri beløb. Det kan synes strengt, men spørger man, hvad der er vigtigst, at give de dårligst stillede en betryggende pension eller at give pension til alle, også dem, der ikke kan kaldes egentlig trængende, da foretrækker mit parti det første fremfor det sidste. 80 pct. af 4 440 kr. er allerede 3 552 kr. i fradragsfri indtægt. Mit parti mener, dette er forsvarligt, men vi er på dette område, som hvad angår alle de øvrige enkeltheder i vort forslag, villige til at forhandle."

Ved lovforslagets 1. behandling i folketinget indskrænkede socialministeren sig til at udtale:

„Nu, da vi står overfor den snarlige afslutning af arbejdet i folkeforsikringskommissionen, vil jeg henstille til forslagsstillerne, at de tager deres lovforslag tilbage."

Efter nogle replicerende bemærkninger af ordføreren, der ikke tog henstillingen om at tage lovforslaget tilbage til følge, sluttede forhandlingen, og lovforslaget sendtes i udvalg.

Dette afgav ikke betænkning.