Loven tilsigter ved foretagelse af de fornødne ændringer i lov nr. 271 af 14. juni 1951 om rettens pleje i Grønland (årbog 1950-51, side 87) at bringe den grønlandske lovgivning i harmoni med grundlovens afsnit om frihedsrettighederne.

Loven går for det første ud på at indføre lignende regler om judiciel prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse for Grønland, som for Danmark er gennemført ved lov nr. 173 af 11. juni 1954 om ændringer i lov om rettens pleje m. v. (I anledning af grundloven af 5. juni 1953), jfr. årbog 1953-54, side 386. Dette sker ved, at der indsættes et nyt afsnit E. om prøvelse af administrativt bestemt frihedsberøvelse i den grønlandske retsplejelovs kapitel 4. Bestemmelserne i dette nye afsnit, der omfatter §§ 21 og 22, er affattet i overensstemmelse med bestemmelserne i lov nr. 173 af 11. juni 1954 med de ændringer, som er nødvendiggjort af de lokale forhold, herunder navnlig de ofte vanskelige kommunikationsforhold. Endvidere er bestemmelserne tilpasset den ved lov nr. 271 af 14. juni 1951 gennemførte retsplejeordning for Grønland. Af afvigelser fra de danske bestemmelser kan nævnes, at sagens værneting afhænger af, hvor den, om hvis frihedsberøvelse der er tale, har ophold, idet man under hensyn til de særlige forhold i Grønland ikke har skønnet det hensigtsmæssigt på dette punkt at opretholde det sædvanlige bopælsværneting.

Endvidere indsættes der en generel frist på et år, inden begæring om fornyet prøvelse af frihedsberøvelse kan indbringes for retten, med den virkning, at retten er forpligtet til at behandle sagen i overensstemmelse med §§ 21 og 22. Det henskydes imidlertid til retten i hvert enkelt tilfælde at tage stilling til, om fornyet prøvelse bør ske, såfremt begæring fremsættes inden denne frist.

I bemærkningerne til lovforslaget oplyses, at frihedsberøvelse uden en domstols beslutning i Grønland kun har kunnet forekomme i følgende tilfælde: a) fjernelse af børn fra hjemmet i medfør af landsrådsvedtægt af 9. januar 1952 om børneforsorg (bilag 3 til det fremsatte lovforslag), b) sygdomsbekæmpelse (bortset fra kønssygdom) i medfør af regulativ af 27. august 1928 om bekæmpelse af smitsomme sygdomme (bilag 4 til lovforslaget), c) bekæmpelse af kønssygdom i medfør af et regulativ herom af 27. august 1928 (bilag 5 til lovforslaget) og d) tvangsindlæggelse og tilbageholdelse af sindssyge og åndssvage, hvor nødretlige hensyn har gjort sådan indespærring nødvendig. Udtrykkelige bestemmelser herom findes ikke i grønlandsk ret.

Loven går for det andet ud på ved indsættelse af en ny § 22 a i den grønlandske retsplejelovs kapitel 6 at gennemføre en adgang til særskilt appel af en kredsdommers beslutning om, hvorvidt en anholdt skal tilbageholdes (svarende til dansk rets fængslingskendelse). En sådan adgang til særskilt appel af en
fængslingsbeslutning er nødvendig for at bringe den grønlandske retsplejelov i overensstemmelse med grundlovens § 71, stk. 4. Når der hidtil ikke har været adgang til særskilt appel af denne beslutning, skyldes det, at de store afstande og vanskelige trafikforhold ofte ville medføre en uheldig forsinkelse af sagens gang, hvis akterne i anledning af appellen skulle indsendes fra en måske fjerntliggende retskreds til landsdommeren i Godthaab og derefter tilbagesendes kredsdommeren.

For det tredie indeholder loven enkelte andre ændringer af den grønlandske retsplejelov, som har vist sig påkrævede efter erfaringerne siden lovens ikrafttræden. Således forhøjes antallet af suppleanter for domsmændene ved landsretten i Godthaab fra 4 til 6. Kateketer, som udfører kirkelige funktioner, får samme adgang som præster ved anerkendte trossamfund til at begære sig fritaget for hvervet som domsmand og udelukkes i samme omfang som disse fra at afgive vidneforklaring. Der indføjes regler om forberedende retsmøder, hvori domsmænd ikke medvirker, idet det skønnes lettere at opnå forlig i retten, når dette kan ske for kredsdommeren alene og ikke kun under den mere formbundne domsforhandling. Endelig kan nævnes, at der indføres adgang til anerkendelse af faderskab ikke alene som hidtil ved personligt møde for kredsdommeren, men også ved under fremmøde for politiet at underskrive en anerkendelseserklæring, som politiet derefter videregiver til kredsdommeren. Denne fremgangsmåde vil navnlig være praktisk, hvis faderen bor på et sted, der ligger langt fra kredsrettens sæde.

Lovforslaget havde inden fremsættelsen været forelagt retsplejeudvalget, som ikke havde haft noget at erindre imod det. Det havde endvidere været behandlet i det grønlandske landsråd i dets ordinære samling 1954. Som bilag 1 til lovforslaget var optaget referat af landsrådsforhandlingerne og som bilag 2 en af landsrådet vedtaget udtalelse, hvori landsrådet henstillede, at der optoges en bestemmelse i loven om, at denne — ligesom det er bestemt i den grønlandske ægteskabslov og kriminallov — skal optages til revision på et eller andet passende tidspunkt, eventuelt allerede den 1. januar 1956. Landsrådet henstiller i udtalelsen endvidere til statsministeriet allerede nu at overveje, hvorvidt man måtte kunne finde frem til mere hensigtsmæssige regler om domstolenes art og sammensætning med hensyntagen dels til de geografiske forhold og de deraf afhængige vanskelige trafikforhold, dels til vanskeligheden ved at få virkelig funktionsdygtige kredsretter sammensat, når henses til at såvel kredsdommerhvervene som bisidderhvervene er bibeskæftigelse for de pågældende personer. Uden videre indtrængen i problemet kunne man tænke sig muligheden af, at en centraldomstol med juridisk formand påtager sig arbejdet med samtlige egentlige retssager, således at lokale lægmandsdomstole, eventuelt som de nuværende kredsretter, bistår med ordningen af mere enkle sager, der normalt kan færdiggøres lokalt, uden at hverken sagernes art eller arbejdsforholdene vil være til hinder for sagernes forsvarlige behandling.

I bemærkningerne til lovforslaget udtales i anledning af landsrådets udtalelse bl. a.:

„Den af landsrådet rejste kritik mod den nuværende domstols- organisation i Grønland synes i første række at have sit udspring i den betragtning, at kredsretterne på grund af sagernes antal og art har vanskeligt ved at overkomme det dem påhvilende arbejde, hvorfor man anser det for nødvendigt, at domsafgørelser i videre omfang end det følger af retsplejelovens kapitel 1, § 15, henlægges til en eller flere domstole, hvori juridisk sagkundskab er repræsenteret.

Der har ikke hidtil, hverken for landsdommeren eller for statsministeriet, foreligget oplysninger om, at de grønlandske underretter ikke fungerede på tilfredsstillende måde. Hvad særligt angår landsrettens arbejdsområde, har statsministeriet været opmærksom på, at antallet af ankesager har været ret begrænset, men under hensyn til, at landsdommeren i den forløbne tid har haft et betydeligt og betydningsfuldt arbejde med instruktion af kredsretterne og med udbredelse af kendskab til nye retsregler, har statsministeriet ikke hidtil fundet grundlag for at rejse spørgsmål om en ændring af retsvæsenets organisation.

Statsministeriet finder ikke, at det er muligt på grundlag af de i landsrådet faldne udtalelser at tage stilling til, hvilke ændringer der måtte være trang til med hensyn til de grønlandske domstoles organisation, men skal pege på, at der, såfremt ændringer viser sig påkrævet, eventuelt vil være mulighed for ved en ændring af bestemmelsen i kapitel 1, § 15, at gennemføre en forskydning af arbejdsområderne for henholdsvis underretterne og landsretten. Man har anmodet landsdommeren om ved forhandling med kredsretterne at søge tilvejebragt materiale til belysning af, i hvilket omfang sådanne ændringer må anses for hensigtsmæssige, og statsministeriet vil drage omsorg for, at spørgsmålet på grundlag af dette materiale tages op til fornyet forhandling i landsrådet i dets samling 1955.

Såfremt statsministeriet herefter skønner, at der bør indføres ændringer i retsplejeloven, vil forslag til sådanne ændringer blive fremsat i folketinget i dets samling 1955—56. Måtte statsministeriet på dette tidspunkt være af den anskuelse, at en ændring ikke kan anses for påkrævet, vil spørgsmålet blive forelagt for folketingets Grønlandsudvalg. Statsministeriet er herefter tilbøjelig til at mene, at det ikke kan anses for påkrævet nu i loven at optage en bestemmelse om, at retsplejeloven for Grønland skal optages til revision til et nærmere angivet tidspunkt."

Ved lovforslagets 1. behandling fik det tilslutning fra alle ordførere. Alfred Jensen (DK) ønskede dog den af landsrådet foreslåede revisionsbestemmelse indsat i lovforslaget. Iøvrigt fremdrog ordførerne forskellige spørgsmål i forbindelse med lovforslaget. K. Axel Nielsen (S) fandt, at det ikke skulle være absolut nødvendigt i alle tilfælde ved gennemførelse af nok så selvfølgelige love at spørge landsrådet. Helga Pedersen (V) spurgte, om man kunne vente forslag til nye regler om børn udenfor ægteskab i folketingssamlingen, og udtalte, at man også stærkt savnede en arvelov og en myndighedslov. Landsrådets henvendelse havde gjort stærkt indtryk på hende, men hun ville vente med at tage endelig stilling, til den af statsministeren bebudede undersøgelse var foretaget. Fr. Lynge (Grønland) ville gerne støtte landsrådets henvendelse og tilråde, at den grønlandske retsplejelov måtte blive optaget til revision i en ikke for fjern fremtid i lighed med kriminalloven og ægteskabsloven. Justitsministeren lovede at henlede statsministerens opmærksomhed på de rejste spørgsmål. Han oplyste, at nye regler om børn udenfor ægteskab ikke kunne ventes i denne og næppe heller i den kommende samling.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, som indstillede det til vedtagelse med en enkelt redaktionel ændring. I betænkningen udtales bl. a.:

„Udvalget udtaler sin tilfredshed med, at den grønlandske retsplejeordning, der jo afviger væsentligt fra den danske derved, at kredsretternes dommere alle er lægfolk, gøres til genstand for en nærmere undersøgelse og vurdering. På baggrund af de af statsministeren afgivne løfter finder udvalget ikke, at indsættelse af en bestemmelse om retsplejelovens revision på et nærmere angivet tidspunkt er nødvendig.

I forbindelse med ændringerne af lovens kapitel 4, § 9, om faderskabssager har udvalget drøftet den store forskel i retsstillingen for børn udenfor ægteskab i forhold til faderen efter den danske børnelovgivnings regler og efter de nuværende grønlandske regler. Udvalget er blevet gjort bekendt med, at statsministeriet gerne har villet afvente resultaterne af den forestående revision af børnelovene af 1937, inden lovforslag udarbejdedes, idet det ville være uheldigt at gennemføre nye grønlandske bestemmelser, stort set svarende til 1937-lovgivningens, for måske kort tid efter at skulle ændre disse. Da der imidlertid efter udvalgets opfattelse foreligger et stærkt behov for nye regler på dette område, og da det kan være tvivlsomt, i hvilken udstrækning de regler, man vil bygge på i Danmark med de nye metoder til fastsættelse af paterniteten, vil kunne benyttes i Grønland, henstiller udvalget til statsministeren at søge udarbejdet lovforslag stort set byggende på de principper, som i øjeblikket er gældende her i landet."

Ved 2. behandling vedtoges den redaktionelle ændring, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 131 stemmer.