Efter den gældende lovgivning opkræves der 3 forskellige afgifter af de motorkørende, nemlig omsætningsafgift een gang for alle i forbindelse med indregistrering af personbiler og motorcykler, en årlig vægtafgift af samtlige indregistrerede køretøjer og en afgift på benzin.
Til bedømmelse af de byrder, som pålægges de fleste erhververe af nye personmotorkøretøjer, må endvidere tages i betragtning den gældende „bevillingstilsagnsordning" eller „dollarpræmieringsordning", selvom den falder udenfor motorbeskatningens område. Efter denne ordning kan den, der ikke hos automobilfordelingsnævnet opnår indkøbstilladelse til et personmotorkøretøj, dog erhverve ret til køb af et sådant køretøj mod at indkøbe og til direktoratet for vareforsyning aflevere et „bevillingstilsagn", hvorved den pågældende bebyrdes med en særlig udgift på 80 pct. af vedkommende køretøjs cif-importpris.
De her omhandlede 3 lovforslag var resultatet af overvejelser, der havde fundet sted med henblik på en revision af den samlede lovgivning vedrørende motorbeskatningen, efter at motorafgiftskommissionen den 21. maj 1954 afgav 2. del af sin betænkning, omhandlende lovgivningen om motorafgifterne.
Der var i motorafgiftskommissionen almindelig enighed om, at vægt- og benzinafgiften burde opretholdes, omend med forskellige ændringer i forhold til det gældende system. Hvad angår omsætningsafgiften, var kommissionens flertal af den opfattelse, at omsætningsafgiften måtte ses som en valutaregulerende foranstaltning, idet den normalt vil virke hæmmende på efterspørgslen efter nye motorkøretøjer; dens størrelse måtte derfor afpasses i overensstemmelse med landets øvrige økonomiske politik.
Ved de fremsatte lovforslag fulgtes i vidt omfang de synspunkter, der ligger til grund for motorafgiftskommissionens betænkning. Dog havde regeringen — den almindelige økonomiske situation taget i betragtning — ikke fundet tiden inde til at foreslå en sådan nedsættelse i de samlede motorskatter, som ville blive følgen af kommissionens udkast vedrørende vægtafgiften og benzinafgiften.
De foreliggende lovforslag byggede følgelig på, at det nuværende samlede årsprovenu af motorbeskatningen, der for 1956-57 kan anslås til omkring 640 mill. kr., skulle opretholdes uændret.
I overensstemmelse med det samtidigt af ministeren for offentlige arbejder fremsatte forslag til lov om tilskud til de offentlige veje var det fundet rettest, at både opkrævningen af motorafgifter og finansieringen af vejudgifter skulle indpasses som led i landets almindelige økonomiske politik, således at der hvert år på finansloven blev truffet bestemmelse om, hvilket beløb af motorafgifterne der skulle henlægges til vejfonden til bestridelse af de årlige vejudgifter. I de 3 lovforslag var det derfor foreslået, at alle 3 slags afgifter skulle indgå i statskassen.
Om indholdet af lovforslaget, der fremsattes og behandledes i folketinget sammen med Forslag til lov om vægtafgift af motorkøretøjer m.v. og Forslag til lov om afgift af benzin, skal anføres:
Den gældende lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer hidrører fra 1946 (lov nr. 25 af 31. januar 1946), idet der dog senere er gennemført visse ændringer. De gældende bestemmelser findes i finansministeriets lovbekendtgørelse nr. 3 af 9. januar 1954 sammenholdt med lov nr. 75 af 26. marts 1955, lov nr. 69 af 24. marts 1956 (se foran side 326) og lov nr. 163 af 13. juni 1956 (se foran side 132).
Lovforslaget tilsigter en teknisk revision af den bestående lov og er i det store og hele i overensstemmelse med det af motorafgiftskommisssionen udarbejdede udkast.
De foreslåede afgiftssatser, der findes i lovforslagets § 3, er i det væsentlige de samme som efter den gældende lov. Det er dog — i lovforslagets § 5 — i overensstemmelse med motorafgiftskommissionens indstilling foreslået at fastsætte samme afgiftssats for drosker, lillebiler og turistbiler, nemlig 15 pct., svarende til den afgift, der i dag betales for drosker. For turistbiler og lillebiler betyder den foreslåede sats en nedsættelse af afgiften på 20 pct.
Den her foreslåede nedsættelse gennemførtes i folketingssamlingen ved forannævnte lov nr. 163 om ændringer i lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer og lov om afgift af benzin af 13. juni 1956.
Lovforslagets § 4 indeholder alle bestemmelserne om fritagelse for omsætningsafgiften. Det kan her nævnes, at der under punkt 7) om fritagelse for last- og varemotorkøretøjer gives udtrykkelig hjemmel for, at disse køretøjer kan benyttes til kørsel til og fra garage, reparation el. lign.
Endvidere gives der hjemmel for, at last- og varekøretøjer i et vist omfang kan benyttes til befordring af personer udover, hvad af- og pålæsningen af det transporterede gods nødvendiggør, nemlig til befordring af personer, der er ansat i ejerens (brugerens) virksomhed, til og fra den arbejdsplads, hvor det medbragte materiel skal anvendes af de pågældende. Forslaget indeholder dog af kontrolmæssige grunde den begrænsning, at der ikke i lukkede varevogne, der er fritaget for afgift, må befordres personer i varerummet.
Varemotorkøretøjer kan efter forslaget som hidtil benyttes til personbefordring i videre omfang mod erlæggelse af halv omsætningsafgift (§ 5, stk. 2). De skal i så fald (§ 6) forsynes med særlige nummerplader (sort bogstav på gul bund og hvide tal på sort bund), hvilket efter de gældende regler kun er tilfældet for motorcykler.
Campingvogne, det vil sige sådanne påhængsvogne og på- hængsredskaber til motorkøretøjer, som er indrettet til beboelse, fritages efter forslaget for afgift på betingelse af, at de ikke benyttes til personbefordring. Ifølge gældende regler har de været anset for omfattet af afgiftsbestemmelserne. Den foreslåede fritagelse gennemførtes ved lov nr. 163 af 13. juni 1956 (se foran side 132).
De foran omtalte ændringer i afgiftssatserne ansloges af finansministeren at ville medføre en nedgang i provenuet af omsætningsafgiften på et par millioner kr. årligt.
Endelig indeholdt lovforslaget ændrede regler om fritagelse for omsætningsafgift af motorkøretøjer til invaliderede personer. Efter den gældende ordning tilstås der kun afgiftsfritagelse til personer, som på grund af alvorlig invaliditet i benene ikke eller kun med betydelig vanskelighed kan komme til eller fra deres arbejdsplads uden at benytte motorkøretøj. Der gælder endvidere den begrænsning, at der ikke gives afgiftsfritagelse i tilfælde, hvor den pågældendes erhverv er af en sådan beskaffenhed, at dette i sig selv betinger anskaffelse af et motorkøretøj, d. v. s. at man udelukker handelsrejsende m. fl. fra afgiftsfritagelse. Endelig er den gældende ordning udifferentieret, således at der kun er valget mellem afgiftsfritagelse eller fuld afgiftspligt.
I lovforslagets § 21 er optaget en bestemmelse, der tilsigter at imødekomme de indvendinger, der har været rejst mod den hidtil gældende ordning. Efter forslaget er adgangen til afgiftsfritagelse udvidet til at omfatte også andre tilfælde af invaliditet end invaliditet i benene, og forslaget udelukker ikké afgiftsfritagelse for personer med visse erhverv. Ordningen foreslås endelig ændret sådan, at der gives hel eller delvis godtgørelse af afgiften, idet der herved bliver mulighed for differentiering af hjælpen i de enkelte tilfælde. For at opnå den mest hensigtsmæssige administration af dette område var det foreslået at henlægge administrationen til invalideforsikringsretten.
Den foreslåede ordning gennemførtes under samlingen ved lov nr. 163 af 13. juni 1956 med en udvidelse om fritagelse for afgift af motorkøretøjer, som alene er indrettet til befordring af føreren, og som ikke kan fremdrives med større hastighed end 30 km i timen ad vandret vej, se foran side 132.
1. behandling af de 3 lovforslag foretoges under eet. På socialdemokratiets vegne gav Kai Jensen tilslutning til lovforslagene.
From (V) tog stærkt afstand fra dem og erklærede, at forhandlingerne i udvalget måtte foregå på et helt andet grundlag end det foreslåede. Han resumerede venstres stilling i følgende punkter: 1) at alle motorafgifter går til vejformål og de ikke må være større, end vejformålene måtte betinge, for tiden 300 mill. kr., 2) at disse 300 mill. kr. til veje dækkes af en vægtafgift og en benzinafgift med 125 mill. kr. på vægtafgiften og 175 mill. kr. på benzinafgiften, 3) at vægtafgiften opkræves efter motorkommissionens skala og progression med visse ændringer for enkelttilfælde, 4) at afgiften på dieselbiler fastsættes sådan, at den udfra nationaløkonomiske hensyn animerer til at udvide antallet af disse, 5) at omsætningsafgiften opretholdes, men afvikles, såsnart forholdene gør det muligt, og at provenuet placeres i statsregnskabet som en brofond, og 6) at der gives lempelser for invalider, og at de får lettere adgang til at aflægge deres køreprøver.
Poul Claussen (KF) erklærede, at det konservative parti var af den opfattelse, at motorkørslen burde betale afgifter til dækning af udgifterne til veje og dertil hørende trafikale behov, men at motorkørslen iøvrigt burde være fri for tiltale. Han erkendte, at omsætningsafgiften havde en vis valutarisk betydning og derfor vel også i den nærmeste fremtid en vis berettigelse. Vægtafgiftsforslaget måtte underkastes mange og gennemgribende ændringer, før de konservative kunne støtte det. Forhøjelserne og afgifterne af dieseldrevne biler ville medføre en urimelig belastning af den kollektive bustrafik i byerne og nødvendiggøre meget store takstforhøjelser. Med hensyn til benzinafgiftsforslaget fandt han, at ministeren havde fulgt rent fiskale formål, og det ville herefter være svært at motivere fritagelsen af jernbaner, flyvemaskiner og motorbåde for afgift.
Skytte (RV) erklærede, at hans partis principielle stilling var, at motorafgifterne skulle bruges til vejformål. Partiet kunne derfor ikke tiltræde forslaget om, at afgifterne skulle gå i statskassen, men ønskede dem samlet i vejfonden for at tilkendegive, at de i det lange løb skulle komme vejene tilgode. Han kunne ikke se det berettigede i den foreslåede omlægning af afgifterne fra benzinafgift til vægtafgift og savnede en dokumentation af forudsætningen om tunge køretøjers større vejslid.
Også Fuglsang (DK) foretrak at lade motorafgifterne være, hvad de formelt hidtil havde været, afgifter beregnet til dækning af vejudgifter, og at deres størrelse tilpassedes behovet herfor.
Tholstrup (DR) kunne støtte kommissionens princip, at vejudgifterne betales af dem, der slider mest på vejene. Han ønskede omsætningsskatten afviklet hurtigst muligt, benzinafgiften halveret og vægtafgiften reduceret i overensstemmelse med kommissionens udkast navnlig med hensyn til dieselbiler, således at de samlede afgifter kommer til at stå i forhold til vejudgifterne, og navnlig ønskede han, at de indkomne midler ikke gik i statskassen, men i vejfonden, som han ønskede opretholdt som en realitet.
Finansministeren fremhævede i sin svartale, at den økonomiske situation ikke tillod en nedsættelse af den samlede motorbeskatning som foreslået fra flere sider. Han forstod ikke, at det skulle være nødvendigt at lave en så stærk sammenkædning af vejudgifter og motorafgifter, og mente, at man på fornuftig måde måtte kunne blive enig om, hvad det var nødvendigt og rimeligt at give til vejene o. s. v.
Lovforslaget henvistes til et udvalg, som ikke afgav betænkning.