Om baggrunden for lovforslaget anførte finansministeren ved fremsættelsen:

„I de senere års skattediskussion har det gang på gang været fremhævet, at indtægtsforøgelser under det nuværende skattesystem, beskattes særlig hårdt det første år, efter at indtægten er steget. Fra alle sider har det været erkendt, at dette forhold virker hæmmende på initiativ og arbejdslyst, og at de nugældende regler på dette punkt bør ændres, således at tilskyndelsen til at forøge indtægterne gennem øget indsats bliver større.

Allerede ved udarbejdelsen af regeringens skattereformforslag af maj 1954 lagde man den største vægt på at udforme reglerne om personbeskatningen således, at indkomstforøgelse det første år blev beskattet lempeligere end efter de gældende regler. Der er senere fra anden side fremsat forslag, der forfølger samme formål. Således har venstre og de konservative her i tinget fremsat et forslag til lov om forskudsvis indbetaling af indkomstskat, og det radikale venstre har i skattereformudvalget skitseret et forslag, hvorefter spørgsmålet søges løst ved en regel om, at 30 pct. af en eventuel merindtægt indenfor visse grænser fritages for indkomstbeskatning.

I udvalget har man på grundlag af de allerede fremsatte forslag gjort hele spørgsmålet om den fremtidige beskatning af indtægtsforøgelser til genstand for indgående drøftelser. Også andre muligheder end de nævnte forslag, f. eks. overgang til opkrævning af skat af årets indkomst „(kildeskat") har været berørt, og senest har jeg forelagt udvalget et udkast, hvorefter fradraget for den statsindkomstskat, der er betalt i løbet af indkomståret, erstattes med fradrag af den statsskat, der skal betales senere, men som er pålignet årets indkomst.

Udvalget har ikke ment at burde tage stilling til dette udkast, forinden lovforslag var udarbejdet og fremsat i tinget. Derimod var der enighed om, at et sådant lovforslag burde fremsættes snarest muligt, således at forslaget efter 1. behandling her i tinget sammen med de øvrige forslag kunne danne grundlag for udvalgets fortsatte arbejde med problemerne omkring beskatningen af merindtægter. Med fremsættelsen af nærværende lovforslag imødekommer jeg denne opfordring fra udvalget."

Ifølge lovforslaget skulle fradraget for betalt indkomstskat til staten erstattes med et beregnet statsskattefradrag, svarende til den statsskat, der skulle betales af den pågældende indkomst. Ved indkomstforøgelser ville dette betyde, at det nuværende statsskattefradrag, der er bestemt af de foregående års lavere indkomster, erstattedes med et fradrag, der var højere, fordi det beregnedes på grundlag af den forøgede indkomst. Efter forslaget ville skattefradraget — og dermed skatten — blive af nogenlunde samme størrelse, hvadenten der var tale om stigende eller stabile indkomster.

Rent praktisk foresloges ordningen gennemført på den måde, at skatteyderen ved indkomstopgørelsen på sædvanlig måde skulle fradrage betalt formueskat samt kommune- og kirke-, skat. I det beløb, der herefter fremkom, skulle yderligere fratrækkes et beregnet fradrag for indkomstskat til staten efter særlige skalaer — en for forsørgere og en for ikke-forsørgere. Skalaerne skulle udarbejdes ved finansministerens foranstaltning og udformes således, at det beregnede statsskattefradrag nærmest muligt kom til at svare til den statsindkomstskat, som skulle betales af den pågældende indkomst. Et udkast til en sådan skala var optrykt som bilag til lovforslagets bemærkninger. Der var iøvrigt i bemærkningerne gjort nærmere rede for fremgangsmåden ved beregningen af statsskattefradraget og opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det var foreslået, at de nye regler skulle have gyldighed fra og med skatteåret 1957-58, således at de kom til at gælde for indtægten, der skulle selvangives i begyndelsen af 1957.

Af bemærkningerne til lovforslaget og et bilag til disse fremgik, at indkomstskatten for varierende indkomsters vedkommende efter forslaget ville komme til at ligge ret tæt op ad skatten af de tilsvarende stabile indkomster. Når der ikke var fuld overensstemmelse, skyldtes det, at man ikke havde foreslået, at fradraget for betalt kommuneskat skulle erstattes med et fradrag beregnet efter samme princip som foreslået for statsskattefradraget. En sådan ordning ville nemlig medføre betydelige praktiske vanskeligheder, fordi reglerne for beregning af kommuneskat er forskellige fra kommune til kommune.

Den omstændighed, at der efter forslaget skulle gives et statsskattefradrag, der svarede til statsskatten af årets indkomst, ville for skatteydere, hvis indtægter var faldet, betyde, at fradraget ville blive mindre end efter de gældende regler, hvor det er bestemt af de foregående års højere indkomster. Når ordningen først havde været gældende et par år, ville der ikke være noget urimeligt heri, fordi de pågældende skatteydere allerede i årene forud for indtægtsnedgangen ville have kunnet fradrage de statsskattebeløb, der svarede til statsskatten af indkomsterne for disse år. Ved overgangen fra de gældende regler til det foreslåede system ville skatteydere med faldende indkomster imidlertid kunne komme i den situation, at det beregnede statsskattefradrag blev mindre end de faktisk betalte statsskatter, der var pålignet under forudsætning af, at de kunne fradrages ved indkomstopgørelsen. Der foresloges derfor en særlig overgangsregel for de to første skatteår efter ordningens ikrafttræden. Efter overgangsreglen skulle der efter begæring gives et særligt skattefradrag, svarende til det beløb, hvormed den faktisk betalte indkomstskat til staten oversteg det beregnede fradragsbeløb. Udfra lignende synspunkter skulle der efter forslaget indrømmes særligt fradrag for visse efterbetalingsbeløb o. lign., som var beregnet efter de gældende regler.

Ved lovforslagets 1. behandling betegnede Hans Knudsen (S) det som det hidtil bedste af de forslag til løsning af spørgsmålet om en rimelig beskatning af indtægtsstigninger, som var fremkommet, hvis man ikke ville gå til begrænsning af skattefradragsretten. Thorkil Kristensen (V) udtalte, at venstre erkendte, at forslaget gav en virkelig udligning af skatten for varierende indkomster, således at den kom betydeligt nærmere til „ligevægtsskatten" end efter de gældende regler. Afgørende for venstres stilling var, om man kunne føle sig betrygget med hensyn til skattefradragsrettens fremtidige bevarelse. løvrigt ønskede taleren under udvalgsarbejdet nærmere drøftet spørgsmålet om lempelsespraksis i tilfælde med faldende indtægter samt spørgsmålet om ret til at fradrage al pålignet betalt skat, ikke blot, som det i praksis har udviklet sig, erlagte forfaldne skatter, hvilket nu foresloges lovfæstet ved forslaget. Poul Møller (KF) ønskede ligeledes ret til at fradrage al betalt skat samt gunstigere regler for folk med faldende indtægter og fremhævede de praktiske vanskeligheder ved lovforslaget, idet skatteudskrivningen måtte lægges fast 4-5 måneder inden skatteårets begyndelse. Selvom disse vanskeligheder kunne overvindes, var der dog betænkeligheder i det konservative parti på grund af frygt for, at det ville betyde begyndelsen til enden for skattefradragsretten. Bertel Dahlgaard (DR) fandt, at forslaget ville medføre større administrative vanskeligheder end det af det radikale venstre skitserede forslag om at fradrage eller 30 pct. af indtægtsstigninger indenfor visse grænser. Alfred Jensen (DK) og Søren Olesen (DR) erklærede, at deres partier kunne støtte lovforslaget.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til udvalget angående skattereformforslagene. Der blev ikke afgivet betænkning over lovforslaget, idet spørgsmålet om lempeligere beskatning af indtægtsforøgelser fik en foreløbig løsning ved gennemførelse af lov om lempelse af beskatningen af merindtægt for skatteåret 1957-58 (se side 81).