Lovforslaget gik ud på, at personer, som er underkastet ubegrænset skattepligt til staten, skulle have ret til inden 1 måned efter kalenderårets udgang — for skatteydere, der anvender andet regnskabsår end kalenderåret, inden 1½ måned efter regnskabsårets udgang — at indbetale forskud på: a) pålignet statslig, fælleskommunal og kommunal indkomstskat, der forfalder til betaling efter kalenderårets, respektive regnskabsårets, udgang, og b) endnu ikke pålignet statslig, fælleskommunal og kommunal indkomstskat for det efter kalenderåret, respektive regnskabsåret, følgende skatteår.

Forskud på indkomstskat, som således var indbetalt, kunne bringes til fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det skatteår, der fulgte umiddelbart efter indbetalingen.

Indbetalte forskudsbeløb skulle ikke medtages ved opgørelsen af den skattepligtige formue. Forskudsbeløbet forrentedes ikke.

Forskud på indkomstskat skulle indbetales til den kommune, i hvilken skatteyderen havde fast bopæl på tidspunktet for indbetalingen.

Indbetalingen skulle i størst muligt omfang afskrives på allerede pålignede indkomstskatter. Eventuelt overskydende beløb skulle indsættes på en af kommunen til opsamling af forskudsskattebeløb oprettet bank- eller sparekassekonto.

Finansministeren bemyndigedes til at fastsætte de nærmere regler for kommunernes afregning af de indbetalte forskudsbeløb.

Indbetaling af forskud på indkomstskat skulle første gang kunne foretages med virkning for skatteansættelsen for skatteåret 1956-57.

I bemærkningerne til lovforslaget udtaltes bl. a.:

„Under de drøftelser, som har været foranlediget af finansminister Kampmanns forslag om delvis at ophæve retten til at fradrage forudbetalte skatter, har det særlig været fremhævet, at det nuværende skattesystem medfører en meget betydelig skattestigning i det første skatteår efter en indkomststigning, og at denne høje beskatning psykologisk modvirker den ønskede forøgelse af arbejdsindsats og risikovillighed.

Efterhånden som det almindelige indkomstniveau er steget som følge af den faldende pengeværdi, er selv jævne indkomstgrupper kommet op på et niveau, hvor skattelovenes progression sætter kraftigt ind. Denne progression rammer særlig stærkt indtægtsstigninger, der supplerer den normale indkomst. Da de offentlige udgifter er steget relativt stærkere end det nominelle indkomstniveau, vil der ikke være praktiske muligheder for en mærkbar udjævning af skattelovenes progression, medmindre man på anden måde vil forøge skattetrykket.

Forslagsstillerne har derfor anset det for rigtigst at udforme nærværende lovforslag således, at skatten af indkomststigningen udjævnes, uden at statens og kommunernes samlede skatteindtægter mindskes.

For at forslaget kan få de bedst mulige virkninger, bør det pålægges skattemyndighederne som en pligt at bistå skatteyderne med vejledning, og forslagsstillerne er af den forventning, at mange virksomheder igennem deres interessekontorer o. lign. vil kunne opmuntre lønmodtagerne til at benytte sig af retten til forudbetaling, eventuelt således at en virksomhed efter aftale med sine arbejdere og funktionærer foretager forudbetalingerne til skattevæsenet."

I bemærkningerne anførtes et stort antal eksempler, som skulle vise, at virkningen af forudbetaling i tilfælde af en indkomststigning ville blive en udjævning af skatten fra år til år uden at medføre nogen forskel af betydning med hensyn til den endelige samlede skat. Om den forskel, der var, udtaltes, at den „skyldes fortrinsvis tekniske årsager (50 kr.-intervaller og „spring" i progressionsskalaen) samt for indtægter under kr. 12 000 de personlige fradrags indflydelse, men som det vil ses, er forskellen så lille, at den for statens vedkommende fuldtud opvejes dels derved, at skatten betales, medens den er erholdelig, dels derved, at den samlede indkomstmasse kan øges. For borgerens vedkommende vil eventuelle tab opvejes dels derved, at han slipper for det tyngende første skatteår, dels derved, at de skattemæssige virkninger af en given indkomststigning bliver overskuelige."

Ved 1. behandling erklærede finansministeren, at han ikke kunne gå med til lovforslaget, der efter hans opfattelse ikke kunne bruges som middel til at afbøde den merindkomstbeskatning det første år efter en indtægtsforøgelse, som den nuværende skattefradragsregel medfører. Ganske vist ville det i princippet være en fordel for en skatteyder at få adgang til at forøge sit skattefradrag ved at betale forskud på indkomstskatten i et år med indtægtsstigning, men det ville i praksis være meget vanskeligt for den enkelte skatteyder at finde ud af, om det kunne betale sig for ham at yde forskud, og hvilket beløb han i så fald skulle indbetale. Han skulle nemlig ikke alene først beregne, hvad forskellige mulige forskudsbeløb ville betyde for indkomstskatten for det kommende skatteår, men måtte også sætte sig ind i, hvorledes de forskellige forskudsbeløb og de dertil svarende skattebeløb ville påvirke beskatningen for de følgende skatteår. Dette ville være meget vanskeligt, navnlig fordi mange skatteydere ikke ved, hvorledes deres indtægt vil udvikle sig i de kommende år. I visse tilfælde ville der nok kunne opnås en udjævning, men i andre tilfælde kunne udsvingene i beskatningen blive større fra år til år, og i et meget stort antal tilfælde ville den enkelte skatteyder være ude af stand til at afgøre, hvad resultatet for hans vedkommende ville blive. Efter finansministerens opfattelse understregedes vanskelighederne ved at anvende lovforslagets regler af, at der ved de udregnede eksempler var regnet med, at forskudsbeløbet skulle modregnes i skatten for det følgende skatteår, mens lovforslaget selv bestemte, at forskud i størst muligt omfang skulle afskrives på allerede pålignede indkomstskatter. Hvadenten man anvendte den ene eller den anden regel, ville vanskelighederne ved en beregning af et forskudsbeløb være lige store. Ministeren konkluderede i, at forslaget var uanvendeligt i praksis, og henviste til sine bemærkninger ved fremsættelsen af skattereformforslagene om overgang til skat ved kilden. Dette ville være en bedre løsning, hvorved den uforsvarlige merbeskatning af indtægtsforøgelsen ville bortfalde, uden at skattefradragsretten blev begrænset. Ministeren var bange for, at den tanke at lade skattemyndighederne rådgive skatteyderne ville kunne resultere i en strøm af protester, ja måske sagsanlæg, fra skatteydere, der havde haft uheldige erfaringer med deres forskud og derfor ønskede deres skat omberegnet flere år tilbage.

Som ordfører for forslagsstillerne imødegik Poul Møller (KF) finansministerens kritik af lovforslaget. Han afviste finansministerens henvisning til skat ved kilden, idet det drejede sig om hurtigt at få løst problemet om den stærke beskatning af indtægtsstigninger, og det kunne vare år og dag, før en beskatning ved kilden kunne indføres. Han henstillede, at man lod et udvalg se på lovforslaget og herunder rette mulige fejl.

Hans Knudsen (S) afviste lovforslaget, der, som det forelå, ville kunne misbruges af den, der havde de nødvendige pengemidler til at forudbetale så meget, at indtægten for det kommende år gik så langt ned, at den blev skattefri. Dette ville få betydning for skatteydere, hvis skattepligt ophørte f. eks. på grund af udvandring. løvrigt ville den foreslåede ordning kun kunne udnyttes af de bedst stillede skatteydere, mens andre ikke ville være i stand til at præstere den nødvendige forskudsbetaling. Forslaget ville endvidere give anledning til store administrative vanskeligheder med hensyn til kontrollen med skattefradragene.

Anders Andersen (V) anbefalede lovforslaget.

Axel Sørensen (RV) mente, at det ville medføre stærkt forøget administration, og ville i stedet foretrække det af det radikale venstre i skattereformudvalget stillede forslag om 30 pct. fradrag af indtægtsforøgelser indenfor visse grænser. Alfred Jensen (DK) kunne ikke støtte lovforslaget, men anbefalede afskaffelse af skattefradragsretten. Søren Olesen (DR) tvivlede på, at forslaget kunne løse problemet om en rimelig beskatning af indtægtsforøgelser, man trængte mere til en forenkling af hele skattesystemet.

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der ikke afgav betænkning om sagen.